Den fantastiske virkelighed

Normalt er det en dødssynd at indlede en klumme med ord om, at en kollega/redaktør ringede og sagde: ”Skriv noget sjovt om. . ”.
Men den indledning er svær at komme uden om i dette tilfælde, hvor en flok unge, hippe kolleger med kronisk morgenhår og skjorten uden på bukserne er ved at producere en række artikler om musikkens status pt. på dens forunderlige vej ind i en verden med downloads, MP3-afspillere og Ipod.
­Så manglede de lige det historiske perspektiv. Det skal komme fra en, der har" taget hele turen med", som den kække kollega sagde i det analoge telefonrør.
Og det er altså mig. Der sidder i en krog på min private sandsten, mens der vokser skimmelsvamp ud ad ørerne på mig, og jeg mærker, hvordan den strikkede vest med ordene "Gammelnok" vokser frem.
Men det er da rigtigt. Jeg kan huske dengang, en fil var noget, man brød ud af fængslet med. Og da Michael Jackson var neger. For øvrigt sådan en lille brun, appetitlig en, der sprang rundt og sang og spillede soul. Som blev udgivet på lp’er. Der var nogle store, sorte skiver af vinyl, der drejede adstadigt rundt på en grammofon. Det hed spillemaskinen, der kørte med 45 omdrejninger i minuttet. Der var sådan cirka 40 minutters musik på sådan en, hvilket forældregenerationen mente, var 40 minutter for meget. Man skulle hen til grammofonen for at vende pladen, og derfor blev unge ikke så tykke dengang. De fik motion.
Stor var forfærdelsen derfor, da kassettebåndene dukkede op. Båndene sad inde i små plasticæsker, og kassetten stak man ned i en kassettebåndoptager, der kunne hænge i en kæk taske med en rem, som man kunne tage over skulderen. Så kunne teenageren gå hen ad fortovet med sin musik, og det mente forældregenerationen var en teenager for meget. Samt terror i det offentlige rum.
Samtidig begyndte man at kunne købe plader med manende ord på omslaget: Copying kills music. Allerede dengang midt i halvfjerdserne skabte tanken om massekopiering spådomme om verdens snarlige undergang. Men kassettebåndene blev aldrig rigtig en trussel mod vinylpladerne. Båndene gik i spaghetti, og lyden var af helvede til. I dag skal man vist på loppemarked for at købe kassettebånd. Kassetterne er som regel gule af nikotin, og man får Lis og Per med som tillægsstraf.
Derfor var vi flere, der tog situationen med tilbagelænet ro, da cd-skiven dukkede op.
- Ucharmerende.
- Klinisk lyd.
- Der er nu noget over et cover til en lp.
Sagde vi med skingre stemmer, der skulle dække over, at rockmusikkens kernemålgruppe var blevet mænd i halvlange læderjakker, der havde fået så store poser under øjnene, at de skulle ringe til et stilladsfirma for at vågne om morgenen.
Men den lille sølvskive overlevede. Faktisk vandt den. En dag var hylden med lp-plader i butikkerne skubbet over i en krog, og udvalget var på udsalg. Lis og Per og slagerparade. Til gengæld glædede vi os over, at der ikke skulle så meget hyldemeter til hjemme i stuen, fordi cd’erne fyldte væsentligt mindre end lp’erne.
- Det lyder også meget bedre, sagde kernemålgruppen med stemmer så rustne, at havde det været vandrør, var boringen blevet lukket af kommunen.
Og nu er den gal igen. Musik kan downloades. Fysikken er væk. Det er bare signaler, der kan overføres til en æske på størrelse med en lighter, hvorefter man stikker nogle Gajol’er med ledninger i ørerne og går rundt og rokker med hovedet som et rumænsk børnehjemsbarn.
Det gør vi så. Ligesom vi har fundet af hvad WMA-format og DRM-beskyttelse er.
Men hvad med hyldemetrene? Er der plads til alle de harddiske på hylderne.
Eller er der noget, vi stadig ikke har fattet?