Men vi har betalt vores skat

Et af de få lyspunkter ved at blive ældre er den uskrevne ret til også at blive vanskelig og urimelig. Råbe af tjenere, gå til receptioner med dårlig ånde og ringe til de voksne børn og true med at komme forbi i påsken.
Mens man er ung, er det op ad bakke hele tiden. Man skal man selv finde vej, sætte fliser op i badeværelset og deltage i kurser, hvor det meste af tiden går med at spekulere over, hvad hulen en key account manager er. Oveni kommer alt det, man byder sig selv i fritiden: Tager i Kolding Storcenter om lørdagen, stifter familie, og prøver at folde et vejkort sammen i bilen. For ikke at tale om dem, der klarer at følge med i DR2s temaaften om Wagners musik.
Efter sådan et liv vil de fleste formentlig føle trang til at puste ud og foretage fragmentering af harddisken. Sådan en oprydning kan resultere i en opslidende oprydning i livets skraldespand. Forfærdelige filer og deprimerende data dukker op. Og arbejdet vil efterlade de fleste med den fornemmelse, som den for tiden herskende amerikanske præsident har sat ord på:
It’s pay back time.
Nemlig når:
Det er vores tur til at stå ved busstoppestedet og kigge en mand i 30års alderen ud. Når bussen kommer, dørene glider op, og alle myldrer ind, sender vi ved hjælp af stokken et missil ind i nyrerne på ham. Skulle han stadig have luft til at snuppe den sidste siddeplads, stiller vi os på midtergangen og ligner et renæssancemaleri af Jesu korsfæstelse, indtil resten af passagerne stirrer fordømmende på fjolset, og han rejser sig og tilbyder os sin plads.
Så gnækker vi og tænker på al den skat, vi har betalt.
Og når:
Det er vores tur til at ankomme til familiefester og jokke hen over svigerdatterens gider-I-godt-ta-skoene-af gulv med vores brune snøresko med hæle på størrelse med de sorte felter på et skakbræt. Så sidder vi ved bordet det meste af aftenen og lugter af gammel sherry og uvasket krop. Indtil vi siger:
- Jeg vil gerne køres hjem nu.
Sagt på det strategisk rigtige tidspunkt: Når alle selskabets indehavere af et kørekort er for fulde til at køre, og de tilstedeværende, forkælede trofæbørn skaber sig som frie øvelser på den lukkede afdeling, fordi videoen med Løvernes Konge er gået i salat.
Så gnækker vi og tænker på al den skat, vi har betalt.
Sådan vil vi blive. Som pestilenser og til besvær. Vi vil sidde i lægens venteværelse og tale højt og tydeligt om vores udslæt og tarmoperationer. Vi vil underholde bævende børnebørn med beretninger fra vores barndom, da skolelægen stak en finger op i numsen på hvert eneste barn, han mødte. Og vi vil stå og tabe småmønter ud ad pungen i køen i Netto fredag efter klokken 17.
Med andre ord: Vi vil sprede vores mimrende terror i et samfund, der er ganske uforberedt på vores velbevarede tænder, offentligt understøttede sundhedstilstand og private pensionsopsparinger. Alt sammen faktorer, der kan få enhver finansminister til at hænge sig i Mogens Lykketofts hageskæg.
Så vent I bare.