Tjener, der er et hår i suppen. Kan jeg købe det?

Nu er jeg plumpet i igen. Hoppet på en af den slags limpinde der udgiver sig for at være nøgtern videnskabelighed, men som i bund og grund bare udtrykker ønsketænkning.
Som de fleste andre mænd, der har nået skelsår og alder, har jeg fået en påfaldende mani med at bøje hovedet, her gang jeg kommer forbi et spejl. Undtagen tidligt om morgenen, for da står der altid en koalabjørn inde i spejlet. Men ellers. Og jeg finder som regel, hvad jeg leder efter: En voksende bar plet.
MÆND LEDER efter bare pletter på hovedet på samme måde, som politikere leder efter besparelser på budgettet: Man ved, at de dukker op på et tidspunkt, men håber hver gang, at det må være løgn, at de skal være SÅ store.
Den bare plet breder sig som et hul i ozonlaget, men holder FN internationale topmøder af den grund? Absolut ikke. Det internationale samfund udviser hårrejsende ligegyldighed.
NÅR MAN ET par gange har stået foran spejlet og set i øjnene, at livet fremover kun byder på vandladningsbesvær og børn, der råber skaldepande efter én på gaden, er man villig til at gribe ethvert halmstrå, der kan understøtte den vaklende maskulinitet, som mænd mener sidder i hårpragten. (Kvinder ved, at maskulinitet sidder i øljernet og fjernbetjeningen.) Og så er det, at man(d) bliver til fals for letkøbte påstande. Som den en bekendt leverede forleden:
­­­- Du skal ikke tage det så tungt. Når håret falder, skyldes det stor produktion af testosteron.
-AHA sagde jeg og kløede mig i den vigende paryk. Ikke af intellektuelle årsager såsom eftertænksom grublen, men fordi enhver hentydning til hår giver nervøs kriblen i den tilbageblevne del deroppe.
Testosteron. Bemærkningen faldt som regndråber i ørkensand, fordi den gav anledning til – i det skjulte - at slå begrebet op i ordbogen. For at konstatere at det betyder mandligt kønshormon og ikke, som jeg troede, noget ulækkert som italienske tjenere putter i pastaen, når gæsterne ikke kigger.
TESTOSRERON er det hormon, der definerer hankønnet og får ham til at sidde foran fjernsynet hver lørdag og råbe yes hver gang, han hører ordet Bayer Leverkusen. Den kvindelige pendant hedder østrogen og er den genetiske forklaring på, at kvinder skaber tumulter i Netto ved at slæbe barnevogne med ind i forretningen, hvor de bruger dem til at køre hen over andre kunders fødder, mens kvinderne siger som søkøer og svinger med store pakker med Pampers.
Det kvindelige kønshormon er ikke bare terroristisk som en busfuld talebaner, men kan ligesom moderne computerprogrammer håndtere flere store opgaver på én gang. Og da man sjældent ser tyndhårede kvinder, kan vi konkludere, at hvis østrogen overhovedet har indflydelse på de dele må det være gennem en evne til at få kvinders hår til at ligne et massivt luftangreb, hver gang de står ud af sengen.
MEN SÅDAN alvorligt i farezonen – det er kvinders hår aldrig. Derfor kan de uden tanke for konsekvenserne bøje sig ned og binde snørebånd på offentlige steder. En bevægelse mænd med tiden skal være på vagt over for. Ligesom en tur på offentlige toiletter afslører alderen, når man begynder at stryge sig hen over hovedet foran spejlet, i stedet for som i de unge dage at mærke efter om bukserne er lynet op.
Sådan fyldes mænds liv med et voksende antal minefelter, vi skal gå at huske på og bekymre os over, og det er til at blive gråhåret af.Men det er selvfølgelig også bedre end ingen hår.