Vil du frem i verden, min dreng, så klip

Så fik min mor alligevel ikke ret. Hun påstod altid, at »vi kan ikke leve af at klippe hinanden«.
Det sagde hun som regel, når der dukkede en akademiker med hentehår og fedtede stålbriller op i TV-Avisen og sagde ting, hun ikke forstod. Så mente hun instinktivt, at manden tilhørte det segment, der var med til at klippe andre, og det kan vi ikke leve af, fastslog autoriteten henne i kunststof-sofaen.
Men i tirsdags læste jeg, at der i de sidste tre år har været en vækst i servicefagene på 58.800 stillinger. Og servicefagene – det er parkeringsvagter, folk der sælger dugfri spejle. Og så dem, der klipper andre.
58.800 nye jobs som hundetrimmere, dørmænd og folk, der sælger badetøfler med Garfield-motiver, blev den største stigning på det danske arbejdsmarked i løbet af de tre år. En langt større stigning end inden for byggeri og industri.
Så vi kan altså godt leve af at klippe hinanden. Jeg blev helt opstemt og var på nippet til at ringe til min mor, men de samtaler plejer at trække ud og ender altid med, at hun siger, hun vil komme forbi i påsken. Den risiko er ikke værd at tage bare for hovmods skyld, så jeg nøjedes med at glæde mig over, at endnu et af hendes bonmoter var styrtet i grus.
De har stået i kø for at falde, så længe jeg kan erindre. Et andet af hendes guldkorn var:
»Arbejdet bærer lønnen i sig selv«.
Den gælder kun til dels – nemlig for polske håndværkere.
Så var der: »Pengene hænger ikke på træerne«.
Og det er da kun folk, der ikke har interesser i DR byggeri i Ørestaden, der kan tror på den.