Hej Allan, det er Gud. . .

- Hej Allan, det er Gud. . .
Nå, ja Allah, det er også rigtigt. Men du, der selv er uendelig, ved, hvor meget man kan få om ørerne på den konto. Så kan man jo godt misse et navn. Men jeg ringede egentlig mest fordi, ja du ringer jo aldrig. . . for at snakke med dig om de der Muhammed-tegninger. . .
Hvad siger du? "Søn af en hund". Aha, men det var så den anden grund til til, at jeg ringede til dig. For helt ærligt: Vi må snakke om det her. Sådan Gud og Gud i mellem. Det her duer ikke. Og nu skal du ikke blive fornærmet, men jeg må sige det lige ud af posen: Er din ledelsesstil ikke lidt gammeldags? Og autoritær? Jo, helt ærligt. Der er sådan noget Sepp Piontek over det, og det må du simpelthen arbejde med.
Tag nu bare mig. Jeg er da roen selv, og jeg synes jo nok, at jeg har haft de stød i tilværelsen, man kan forvenes at skulle tage. Mine kom da rendende og hævdede, at Jorden var rund, cirkulerede om Solen, at de nedstammede fra aberne, og jeg skal da lige love for, at der var gang i dem. Og du skal da endelig ikke tro, at jeg ikke blev træt i ansigtet og tænkte: Gider jeg egentlig blive ved? Jeg mener, det er jo enhver Guds dilemma: Man har skabt dem i sit eget billede, og så insiterer de på at nedstamme fra nogen, der sidder hele dagen og fanger lus på hinanden og sviner med maden. Jamen fint nok . . . jeg synes bare, jeg havde lagt op til noget større.
Men de har jo klaret sig meget godt siden. Kan du sige det samme om dine?
Altså ikke for at jokke i emnet. . .

Er der liv i rummet?

Vi har vel alle leget med tanken om, at der er mere mellem himmel og jord. Nu vil nogen indvende, at enhver der har stået på Esbjerg Havn i pålandsvind ved, at noget i luften er der i hvert fald.
Men sådan »rigtigt« mellem og jord. En anden slags liv. Højere end mennesket, der bruger tiden på skrabelodder og på at designe håndklæder med Garfield-motiver.
Trangen til at spekulere over sådanne dybe spørgsmål slår ned i mennesker ved forskellige lejligheder. Det er sikker individuelt. I mit tilfælde indtræffer det typisk, når jeg ser avisens tv-program og opdager, at der igen kommer »Vild med Dans«, »Varm på Is« og Melodi Grandprix for selvoptagede barnestemmer. Så må jeg blankt indrømme, at den tanke slår ned: Der må simpelthen være intelligent liv et andet sted i universet.
Vi, der tror på den slags, bliver tit affejet som fantaster og skøre kuler. Modsat kamilletes–drikkende kvinder, der tror på engle og palaver med afdøde familiemedlemmer, bliver vi ikke altid taget alvorligt. Selv synes vi, det må være indlysende, at folk, der er i stand at flyve med 10.000 km/t i en 800 meter lang, sølvskinnende, cigarformet tingest, må have købt deres tændrør på Saturn.
Måske skyldes det også, at vi stiller meget konkrete spørgsmål. Selv har jeg kogt min tvivl og søgen efter det ekstraterritoriale liv ned til to spørgsmål:
1) Er I derude?
2) Og i så fald: Har I strålekanoner?
Men kan vi være sikre på, at det er intelligent liv? Tja, det bedste bevis på, at de er intelligente, er nok, at de undgår at tage kontakt til os.

Til dobbeltsengen jer skiller. . .

Jeg har i årevis været en ihærdig fortaler for, at folke-kirken gennemfører en revision af vielsesritualet. Jeg fore-stiller mig et mere tidssvarende spørgsmål til bruden:
– Vil du tage Jens Peter, som står her ved din side, og lave ham om, så han bliver, sådan som du gerne vil have ham?
Så er der ikke stukket noget under stolen, og manden skal ikke komme bagefter og påstå, han ikke er blevet advaret.
En anden sentens, kirken godt kunne tænke over, er den her med: Til Døden jer skiller.
Den er der altså mange, der snyder sig fra – hvis vi ser bort fra de ægtepar, som formår at kede hinanden ihjel. De er nemme at kende: Man kan finde dem i supermarkedets cafeteria en fredag, hvor de prøver »at få en aften ud af det«.
Men for at vende tilbage til ritualet. Jeg vil foreslå: Til dobbeltsengen jer skiller. Og jeg har sagkundskabens opbakning til min idé. Forskere ved University of Michigan har fundet ud af, at ægteskaber kun bliver værre med årene. Uden at det direkte blev nævnt er især folk, der snorker og klipper tånegle i soveværelset, i højrisikogruppen.
Til den amerikanske undersøgelse har journalister konsulteret en dansk samlivsrådgiver, Karen Zimsen, der især havde ét godt råd:
Få hvert jeres soveværelse.
Hvorfor? Jo, sagde samlivsrådgiveren, dobbeltsengen tager livet af mange ægteskabet, længe før døden kommer luskende og gør forsøget.
Sådan en løsning vil også hjælpe et trængt erhvervsliv, der leder efter nye forretningsområder, efter at landet er plastret til med samtalekøkkener:
Alle har ret til et fedt soveværelse – uden ægtefælle.

Skal det nu være moderne?

Lige siden de gamle var unge, har de gamle ment, at de unge var et problem. Især deres trang til at kræve egne reservater, hvor man ikke kan holde øje med, hvad de laver, er mistænkelig. Så går det op i sjov og ballade, øl og sex.
Og hvis det så bare handlede om at hænge et papir op på døren til parcelhusets teenage-helvede med blokbogstaver: »Adgang Forbudt«. Men nej, trangen vokser til at ville lægge beslag på hele huse.
Det ender i unoder. Jeg ved, hvad jeg taler om. Vi er et par stykker, der kan huske, da ungdomsklubber blev moderne. Velvillige voksne åbnede et knallertværksted, der blev brugt til at udbore knallerter, så man kunne stikke af fra politiet.
Det var jo ikke meningen.
Så fik man et »hyggerum« i et klasseværelse, hvor der ikke måtte males på væggene. Det var så kedeligt, at man var nødt til at bolle og drikke øl.
Det var heller ikke meningen, og der blev sat ind med en massiv kampagne i form af lokkende tilbud: Maskinskrivning og guitarspil. Jeg hoppede med på den sidste, hvor læreren var en pensionist, der kunne læse noder, og egentlig helst ville spille klaver »fordi der kan jeg anbringe en øl ovenpå«.
Det var så kedeligt, at alle sivede og begyndte at spille selv. På den måde opdagede vi Black Sabbath, Santana og Ritchie Blackmore. Det var stort. I hvert fald større end »Kom Maj, du søde milde« med svedige pubertets-fingre på en guitar købt i byens boghandel.
Imens stod de gamle og sukkede: Skal det nu være moderne?
Og det skulle det, men prisen var høj: i dag kan jeg hverken skrive på maskine eller spille guitar. Men jeg havde det sjovt.

Øv, og æv. Å er i fare

Internettet og Microsoft kan ikke skrive dansk. Ikke sådan rigtigt i hvert fald, og det vil på længere sigt koste æ, ø og å livet. Det forudser Dansk Sprognævn og et foretagende med det frygtindgydende navn Institut for Fremtidsforskning. De er sådan nogle eksperter, så den spådom må passe.
Skal vi ruste os til kamp af den grund? Skal vi genopbygge Dannevirke? Eller skal vi ikke bare se i øjnene, at det er sådan lidt fortidigt, gammeldags og provinsielt med de tre selvlyde. Er det ikke bare taber-bogstaver fra en tid, da en politiker kunne slippe fra at sige »hvis det æ fakta, så benægter a fakta«. Det er jo også omstændeligt at lede efter æ, ø og å, når man skal sende en SMS.
Men jeg ved snart ikke. Sproget går unægteligt glip af noget musik, når det er slut med at sige åh nej, og æv og øv. Der er også nogle danske byer, der nok bør komme op i gear og tænke alvorligt over konsekvenserne. Vi nævner forsigtigt Løgumkloster. Logumkloster? Nej vel. Det kunne hurtigt give anledning til misforståelser og dårlige vittigheder.
Det vil formentlig også slå hul i kommunekassen, hvis Århus Kommune skal til at skifte alle de byskilte ud. Og Ærøskøbing – her går det da helt galt. Og hvad med alle de mennesker, der er døbt Søren Jørgensen og Åse Åskov.
Omvendt ændrer sproget sig jo hele tiden. Jeg har for eksempel nedlagt min forening til ordet kålhøgens bevarelse. Det var ikke nogen vindersag.
Så konklusionen må blive, at vi bliver mere globaliserede. Nu er det slut med at grine af udlændinge, der siger rodgrod med flode. Nu skal vi selv til øve os på at sige det. So kan vi lare det.