Skal det nu være moderne?

Lige siden de gamle var unge, har de gamle ment, at de unge var et problem. Især deres trang til at kræve egne reservater, hvor man ikke kan holde øje med, hvad de laver, er mistænkelig. Så går det op i sjov og ballade, øl og sex.
Og hvis det så bare handlede om at hænge et papir op på døren til parcelhusets teenage-helvede med blokbogstaver: »Adgang Forbudt«. Men nej, trangen vokser til at ville lægge beslag på hele huse.
Det ender i unoder. Jeg ved, hvad jeg taler om. Vi er et par stykker, der kan huske, da ungdomsklubber blev moderne. Velvillige voksne åbnede et knallertværksted, der blev brugt til at udbore knallerter, så man kunne stikke af fra politiet.
Det var jo ikke meningen.
Så fik man et »hyggerum« i et klasseværelse, hvor der ikke måtte males på væggene. Det var så kedeligt, at man var nødt til at bolle og drikke øl.
Det var heller ikke meningen, og der blev sat ind med en massiv kampagne i form af lokkende tilbud: Maskinskrivning og guitarspil. Jeg hoppede med på den sidste, hvor læreren var en pensionist, der kunne læse noder, og egentlig helst ville spille klaver »fordi der kan jeg anbringe en øl ovenpå«.
Det var så kedeligt, at alle sivede og begyndte at spille selv. På den måde opdagede vi Black Sabbath, Santana og Ritchie Blackmore. Det var stort. I hvert fald større end »Kom Maj, du søde milde« med svedige pubertets-fingre på en guitar købt i byens boghandel.
Imens stod de gamle og sukkede: Skal det nu være moderne?
Og det skulle det, men prisen var høj: i dag kan jeg hverken skrive på maskine eller spille guitar. Men jeg havde det sjovt.