Klovnen og kronerne

Forleden fik jeg en mail fra biblioteket om, at jeg skulle huske at aflevere nogle bøger. Ellers ville det give en bøde:
- Det er da service, hørte jeg min mund råbe så skingert, at selv Mette Frederiksen ville blegne.

Før i tiden fik man altid besked efter at have overskredet afleveringsfristen, og jeg har regnet mig frem til, at jeg gennem årene har forsørget mindst én bibliotekarfamilie gennem bøder.

- Jamen, er det ikke næsten for god service, sagde min også i egen opfattelse bedre halvdel.
Hun er nemlig jyde og kunne se mange penge forsvinde, og den vinkel havde jeg slet ikke anlagt, hvilket så viser, at jeg ikke er jyde. De har et kærligt forhold til penge (det lyder grimt bare at kalde dem fedtede), og det har jeg ikke.

Tværtimod hylder jeg det princip at betale mig fra alt, hvad man kan betale sig fra, og alene det gør mig uegnet til at bo i Jylland. Her opfattes »betal ved kasse et« som en trussel, der udløser politianmeldelse. Her prutter man, og det gen mangler jeg. Jeg vader lallende ind i butikken og kigger på en vaskemaskine. Stiller de nødvendige tekniske spørgsmål:

Er det sådan en model, der ikke konsekvent æder den ene af et par strømper?

Og så videre. For at ende med: - Fint. Den tager jeg. Her er pengene. Vær venlig at komme og installér den.
Så kigger ekspedienten forskrækket på mig, som venter han at se det spirende vanvid i mine øje bryde ud i lys lue, og jeg begynder at sige som Snurre Snup og hamre hovedet ind i væggen.

Men et eller andet sted tror jeg, at hvis alle priser stod til troende, ville det hele være mere gennemskueligt, og man forlod ikke en butik med en fornemmelse af at være blevet snydt.
Men det viser vel bare, at jeg er en klovn, der ikke har forstand på penge.

Rose-pushere og almindeligt arbejde

På en produktionshøjskole i Århus bruger en studievejleder meget krudt på at fortælle eleverne, hvad de ikke kan.

Det kan lyde omvendt, men handler om, at poderne får at vide, at de ikke skal regne med at blive sangere, eller feterede musikere, når det nærmeste, de har været en scene, var foran spejlet med en hårbørste som mikrofon. Fulgt af en ubarmhjertig besked om at en fremtid som sosu-assistent eller murer lyder rigtig fint, men at det nærmeste, det unge mennesker kommer Roskilde Festivalen, er køen foran toiletvognen.

Så bliver de unge mennesker tit fornærmede, sukkede vejlederen, for de har set Popstars, MGP og X-factor, og hvis de kan, så kan jeg også, selv om jeg har en sangstemme som en vinkelsliber, og i øvrigt siger min mor, at jeg er fantastisk.

Her kom studievejlederens pointe: Forældre har en voldsom ulyst til at fortælle børn om virkelighedens verden. Det har han sikkert ret i.

Tværtimod optræder mange forældre som rose-pushere, og det begynder allerede med højrøstet beundring over, at barnet kan sidde lige på potten. Senere udbygges det med en prognose om at sønnike bliver kok på et Michelin-hotel, fordi han kan bruge en kartoffelkniv uden at skulle omkring skadestuen.

Med så effektive pushere, skal man udvikle et misbrug, og så er det sin sag længere henne i livet at skulle stikke en kold tyrker ud og fortælle vidunderet, at hun danser som en havelåge i blæsevejr. Det giver dårlig stemning, så det må andre tage sig af. Enten studievejledere eller en Thomas Blachmann.

Sådan er det så. Men tænk hvis det indgik i Blachmanns manuskript at sige:
- Men du kan med garanti blive en god sosu-assistent, politibetjent, skolelærer eller et tredje hæderligt arbejde.

Er der liv derude?

Vi har vel alle tænkt tanken: Er der mere mellem himmel og jord? Noget i luften er der selvfølgelig. Det ved enhver, der har stået og spist popcorn foran abegrotten i Københavns ZOO en varm augustdag.

Men sådan rigtig »noget« mellem himmel og jord. Et andet liv. Et højere liv. Bare en lille smule højere end den menneskehed, der bruger tiden på skrabelodder og på at læse ugeblade med Sidney Lees nye tatovering?

Trangen til at gruble over sådanne store spørgsmål slår formentlig ned i alle mennesker, og hvornår det sker, er sikkert individuelt. Personlig rammes jeg af den slags spekulationer, når tv sender »Paradise Hotel« og »X Factor«. Da har jeg da nogen gange tænkt: Der må være intelligent liv - et andet sted i universet.

Os, der tror på den slags, bliver ofte affejet som skøre kuler. I modsætning til
folk, der har en p.hd, men alligevel kan bruge onsdag aften på at gå til tromme-aften med en shaman eller holder palaver med afdøde familiemedlemmer, så bliver vi aldrig taget helt alvorligt. Når vi snakker om liv derude indtages de fleste menneskers indre blik af billedet af en hvid mandsling med tentakler og et hoved på størrelse med en punchbowle, der siger »follow me to your leader« med Anders And stemme.

Det er nok derfor os med troen på ekstraterritorialt liv løber panden mod en mur. Selv synes vi, det er ganske logisk, at de må være derude. Folk, der er i stand til at flyve med 10.000 kilometer i timen i en cigarformet, sølvskinnede dingenot må nødvendigvis have købt deres tændrør på Saturn. Især hvis de skal styre med tentakler og hoveder på størrelse med en punch bowle.

Og der er ingen tvivl om, at det er intelligent liv. At de ikke har prøvet at tage kontakt til os tyder på, at de ikke kan være helt dumme.

Det skal 1970erne nu alligevel have

Var der overhovedet noget godt ved at vokse op i 1970erne? Umiddelbart nej. Træls årti. Anker Jørgensen var statsminister, og blev kaldt femøren: Lille, rød og ingenting værd. Der lå hundelorte overalt, og solidaritet var et modeord, selv om alle røg, hvor det passede dem. Og ikke mindst: Brun var en modefarve.

Puha. 1970erne var traumatiske, og nogen burde lægge sag an mod den tumpe, der opfandt de bredriflede fløjlsbukser.

Og så dog. Set i det, en bedrageridømt byggematador en gang kaldte bagklogskabens ulideligt klare lys, så var der noget befriende over en ungdom i 1970erne. Nemlig alt det man ikke skulle spekulere over.

TV for eksempel. Man behøvede ikke at skændes om, hvorvidt man skulle se genudsendelser på den ene, den anden eller den tredje kanal. Tv, der dengang hed fjernsyn, var én kanal, der begyndte sidst på eftermiddagen og sluttede længe før midnat – som regel med et lysbillede fra en mose i Jylland. Det var derfor, det hed fjernsyn. Man blev fjern i blikket og faldt i søvn.

Kroppen skulle man heller ikke skænke så mange tanker. Den var der bare, og der blev som regel mere af den, hvilket skyldtes en cocktail af Den med Tyren, dræberfedt og bearnaisesovs fra fryseren.

Folk var tykke og tynde, og unge kunne fint slippe af sted med at gå i byen med hår som to stykker rå baconskiver, islænder-trøje og scooterstøvle. I dag hader flere og flere ganske normalt udseende unge deres krop og klipper kønsbehåringen af, ligesom stressede burhøns piller fjerene til blods.

Hvilket skal være den sidste cadeau til 1970ernes tv. Medieforbillederne havde navne som Flyttemand Olsen, Elmer Fjot og Jess Ingerslev. Det var idoldyrkelse, der var til at komme sig over.

I sne står skovl og salt i skjul

Det er utroligt så hurtigt, man kan glemme og komme ud af træning.

Tag nu vinteren. Det er længe siden, at den har varet så længe, været så kold og været så fuld af sne. Dårlig nok var deltagerne rejst hjem fra et klimatopmøde, hvor de forudså, at vores børnebørn ville få global havudsigt på grund af stigende temperaturer, før Sibirien fik en filial i Danmark.

Da viste det sig, at mange har glemt det basale vinterberedskab. For eksempel det vigtige råd, der tidligere var en selvfølge: Sige til ungerne, at de skal lade være med at spise gul sne.

Ligesom vi har forsømt at fortælle børn, der aldrig har set så meget sne på én gang, at det bruger man altså til at lave snebolde, som man kyler efter andre. En klar forsømmelse i opdragelsen.

Men også voksne har svedt isvinteren ud, selv om nogen glemmer hurtigere end andre. DSB for eksempel:

- Hov, sne sætter sig fast sporskiftet. Har vi været ude for det før?

Nu vil nogen nok sige: Ha, ha, meget morsomt. Er du måske bedre selv? Er du klædt på til en vinter, vi ikke har oplevet siden dengang, Michael Jackson var neger, og alle kunne synge med på »Gi’ en hånd til Afrika«.

Nej. Jeg er bestemt ikke bedre end andre. Jeg er lige som alle andre. Også for mig stod salt indtil for nylig som noget, man kommer på maden, og da vi opdagede den anden anvendelse, var butikkerne tømt for salt. Så kan det ved Gud aldrig være vores skyld, at vi ikke kan salte fortovet.

Det har den kedelige konsekvens, at det er blevet farligt at hoppe på fortovet i arrigskab over, at kommunen ikke har fjernet sne på vores sidevej, fordi de pjanker rundt oppe på hovedvejen.

På nogle områder kommer en rigtig dansker heldigvis aldrig ud af træning.