Det skal 1970erne nu alligevel have

Var der overhovedet noget godt ved at vokse op i 1970erne? Umiddelbart nej. Træls årti. Anker Jørgensen var statsminister, og blev kaldt femøren: Lille, rød og ingenting værd. Der lå hundelorte overalt, og solidaritet var et modeord, selv om alle røg, hvor det passede dem. Og ikke mindst: Brun var en modefarve.

Puha. 1970erne var traumatiske, og nogen burde lægge sag an mod den tumpe, der opfandt de bredriflede fløjlsbukser.

Og så dog. Set i det, en bedrageridømt byggematador en gang kaldte bagklogskabens ulideligt klare lys, så var der noget befriende over en ungdom i 1970erne. Nemlig alt det man ikke skulle spekulere over.

TV for eksempel. Man behøvede ikke at skændes om, hvorvidt man skulle se genudsendelser på den ene, den anden eller den tredje kanal. Tv, der dengang hed fjernsyn, var én kanal, der begyndte sidst på eftermiddagen og sluttede længe før midnat – som regel med et lysbillede fra en mose i Jylland. Det var derfor, det hed fjernsyn. Man blev fjern i blikket og faldt i søvn.

Kroppen skulle man heller ikke skænke så mange tanker. Den var der bare, og der blev som regel mere af den, hvilket skyldtes en cocktail af Den med Tyren, dræberfedt og bearnaisesovs fra fryseren.

Folk var tykke og tynde, og unge kunne fint slippe af sted med at gå i byen med hår som to stykker rå baconskiver, islænder-trøje og scooterstøvle. I dag hader flere og flere ganske normalt udseende unge deres krop og klipper kønsbehåringen af, ligesom stressede burhøns piller fjerene til blods.

Hvilket skal være den sidste cadeau til 1970ernes tv. Medieforbillederne havde navne som Flyttemand Olsen, Elmer Fjot og Jess Ingerslev. Det var idoldyrkelse, der var til at komme sig over.