Klovnen og kronerne

Forleden fik jeg en mail fra biblioteket om, at jeg skulle huske at aflevere nogle bøger. Ellers ville det give en bøde:
- Det er da service, hørte jeg min mund råbe så skingert, at selv Mette Frederiksen ville blegne.

Før i tiden fik man altid besked efter at have overskredet afleveringsfristen, og jeg har regnet mig frem til, at jeg gennem årene har forsørget mindst én bibliotekarfamilie gennem bøder.

- Jamen, er det ikke næsten for god service, sagde min også i egen opfattelse bedre halvdel.
Hun er nemlig jyde og kunne se mange penge forsvinde, og den vinkel havde jeg slet ikke anlagt, hvilket så viser, at jeg ikke er jyde. De har et kærligt forhold til penge (det lyder grimt bare at kalde dem fedtede), og det har jeg ikke.

Tværtimod hylder jeg det princip at betale mig fra alt, hvad man kan betale sig fra, og alene det gør mig uegnet til at bo i Jylland. Her opfattes »betal ved kasse et« som en trussel, der udløser politianmeldelse. Her prutter man, og det gen mangler jeg. Jeg vader lallende ind i butikken og kigger på en vaskemaskine. Stiller de nødvendige tekniske spørgsmål:

Er det sådan en model, der ikke konsekvent æder den ene af et par strømper?

Og så videre. For at ende med: - Fint. Den tager jeg. Her er pengene. Vær venlig at komme og installér den.
Så kigger ekspedienten forskrækket på mig, som venter han at se det spirende vanvid i mine øje bryde ud i lys lue, og jeg begynder at sige som Snurre Snup og hamre hovedet ind i væggen.

Men et eller andet sted tror jeg, at hvis alle priser stod til troende, ville det hele være mere gennemskueligt, og man forlod ikke en butik med en fornemmelse af at være blevet snydt.
Men det viser vel bare, at jeg er en klovn, der ikke har forstand på penge.