Rose-pushere og almindeligt arbejde

På en produktionshøjskole i Århus bruger en studievejleder meget krudt på at fortælle eleverne, hvad de ikke kan.

Det kan lyde omvendt, men handler om, at poderne får at vide, at de ikke skal regne med at blive sangere, eller feterede musikere, når det nærmeste, de har været en scene, var foran spejlet med en hårbørste som mikrofon. Fulgt af en ubarmhjertig besked om at en fremtid som sosu-assistent eller murer lyder rigtig fint, men at det nærmeste, det unge mennesker kommer Roskilde Festivalen, er køen foran toiletvognen.

Så bliver de unge mennesker tit fornærmede, sukkede vejlederen, for de har set Popstars, MGP og X-factor, og hvis de kan, så kan jeg også, selv om jeg har en sangstemme som en vinkelsliber, og i øvrigt siger min mor, at jeg er fantastisk.

Her kom studievejlederens pointe: Forældre har en voldsom ulyst til at fortælle børn om virkelighedens verden. Det har han sikkert ret i.

Tværtimod optræder mange forældre som rose-pushere, og det begynder allerede med højrøstet beundring over, at barnet kan sidde lige på potten. Senere udbygges det med en prognose om at sønnike bliver kok på et Michelin-hotel, fordi han kan bruge en kartoffelkniv uden at skulle omkring skadestuen.

Med så effektive pushere, skal man udvikle et misbrug, og så er det sin sag længere henne i livet at skulle stikke en kold tyrker ud og fortælle vidunderet, at hun danser som en havelåge i blæsevejr. Det giver dårlig stemning, så det må andre tage sig af. Enten studievejledere eller en Thomas Blachmann.

Sådan er det så. Men tænk hvis det indgik i Blachmanns manuskript at sige:
- Men du kan med garanti blive en god sosu-assistent, politibetjent, skolelærer eller et tredje hæderligt arbejde.