På Wikipedie lyder definitionen på en turist: »En person, der udøver turisme«. Jeg kan godt lide, at de bruger ordet udøver. Ligesom man udøver vold og tortur. Alle os, der har fløjet i fem timer med fireårige børn på sædet bagved, stået i kø på polske posthuse og oplevet ældre, engelske kvinders smag i badedragter synes, det er et rigtig godt ordvalg.
Desværre knækker kæden for Wikipedia-forfatteren, for umiddelbart efter står, at turisten er »en, der rejser ud for sin fornøjelses skyld«. Det harmonerer ikke med det polske posthus, skulle jeg hilse at sige, men selvfølgelig findes de turister, der betragter overraskelser som en fornøjelse i sig selv. At man rejser uden at vide, hvad der venter, og turistmål byder på mange overraskelser. Især i maden, i sengetøjet og på mobilregningen.
Af samme grund er jeg ikke tilhænger af overraskelser og har aldrig forstået visse menneskers sorgløse ferieforberedelser. De pakker badebukser og solcreme og opdager først i lufthavnen, at de ikke har fået pas og billetter med.
Mine egne forberedelser indeholder anderledes dybe og alvorlige spørgsmål, når jeg finder et rejsemål:
1) Har de ulækre sygdomme?
2) Pønser de på en borgerkrig?
3) Hvordan undgår jeg, at der kommer en masse japanere med på mine feriebilleder?
Men trods alle forberedelser kan rejsen hurtigt gå op i dystre spekulationer:
1) Slukkede jeg egentlig strygejernet?
2) Er der ikke lovligt mange arabisktalende mænd med langt skæg i det her fly?
3) Hvad skal jeg sige til Lene Espersen:
- Nå er du også her? Det er måske for din fornøjelses skyld?
torsdag den 29. juli 2010
onsdag den 28. juli 2010
Hvordan klarede vi os egentlig uden?
Nogen gange kan man gribe sig i at tænke: Hvad gjorde vi egentlig før? Tag nu fjernbetjeningen til tv’et. Hvordan klarede vi os uden den? Man skal dog nøjes med at tænke den slags. Siger man det højt, er der bare en i rummet, der svarer:
- Du stod op af sofaen gik hen og skiftede kanal, og så pendulerede du frem og tilbage, mens du brokkede dig over, at alle programmerne var genudsendelser.
Men det rækker videre. Ting udvikler sig hurtigere, end vi kan nå at sige »altså, da jeg var dreng«. Det er egentlig et under, at jeg har overlevet min barndom, der – kan jeg godt se nu – var en ørkenvandring af gammeltestamentlige dimensioner i afsavn. Og har jeg brug for et større perspektiv på sagen, kan jeg ringe til et tudsegammelt familiemedlem:
- Hvad lavede I egentlig dengang, der ikke var noget, der hed tv?
- Sad og kiggede ind i væggen hele lørdag aften.
Sådan kan man blive ved: Hvordan kom vi rundt uden bil (på cykel og til fods, i regnvejr og ti kilo lettere). Hvordan klarede vi os uden mobil (slap for at blive ringet op af folk, der spurgte: Er det dig, der har ringet?)
Men ærlig talt: Er den slags ikke bare et håbløst råb fra en mental oksekærre, hvor et fortabt segment sidder og lugter af Reumert og Rastenni og tror, at Bluetooth er en slags camembert? Har de tekniske fornyelser ikke gjort verden større og revitaliseret den menneskelige kommunikation, så folk kan sidde i toget og brøle i telefonen, at de er hjemme om ti minutter?
Jo, selvfølgelig. Og jo: Vi får hurtigere og dybere indsigt. Blandt andet takket ovennævnte fjernbetjening. Nu kræver det kun nogle klik at nå frem til det samme resultat: Alle programmerne er genudsendelser. Indsigt uden at rejse sig fra sofaen. Det er da fremskridt.
- Du stod op af sofaen gik hen og skiftede kanal, og så pendulerede du frem og tilbage, mens du brokkede dig over, at alle programmerne var genudsendelser.
Men det rækker videre. Ting udvikler sig hurtigere, end vi kan nå at sige »altså, da jeg var dreng«. Det er egentlig et under, at jeg har overlevet min barndom, der – kan jeg godt se nu – var en ørkenvandring af gammeltestamentlige dimensioner i afsavn. Og har jeg brug for et større perspektiv på sagen, kan jeg ringe til et tudsegammelt familiemedlem:
- Hvad lavede I egentlig dengang, der ikke var noget, der hed tv?
- Sad og kiggede ind i væggen hele lørdag aften.
Sådan kan man blive ved: Hvordan kom vi rundt uden bil (på cykel og til fods, i regnvejr og ti kilo lettere). Hvordan klarede vi os uden mobil (slap for at blive ringet op af folk, der spurgte: Er det dig, der har ringet?)
Men ærlig talt: Er den slags ikke bare et håbløst råb fra en mental oksekærre, hvor et fortabt segment sidder og lugter af Reumert og Rastenni og tror, at Bluetooth er en slags camembert? Har de tekniske fornyelser ikke gjort verden større og revitaliseret den menneskelige kommunikation, så folk kan sidde i toget og brøle i telefonen, at de er hjemme om ti minutter?
Jo, selvfølgelig. Og jo: Vi får hurtigere og dybere indsigt. Blandt andet takket ovennævnte fjernbetjening. Nu kræver det kun nogle klik at nå frem til det samme resultat: Alle programmerne er genudsendelser. Indsigt uden at rejse sig fra sofaen. Det er da fremskridt.
fredag den 16. juli 2010
Vil du frem i verden, min dreng
Det var måske lidt lettere i gamle dage, når drengene kom hjem og spurgte den alvidende – far – hvad de skulle være. For tømrerens søn skulle være tømrer, murerens søn skulle være murer, og lægens søn skulle være læge. Det var det klogeste, for ellers havde den alvidende jo ikke valgt det. Enkelt og sikkert.
Pigerne kom ikke at spurgte, for dem var der en gennemprøvet allround-plan: De skulle giftes og have børn og have børn og have børn. Hvorefter de døde. Også et enkelt koncept.
Siden er meget ændret. Far er ikke længere alvidende, ja han er dårligt nok vidende. Kun 37 procent af mændene får en videregående uddannelse, mens det er 53 procent af kvinderne, der bliver om ikke alvidende, så læger og dommere og præster og en masse andet, der kræver, at man kan sidde stille på sin rumpe i 25 år.
Udviklingen bekymrer ligestillingsministeren. Det er en kvinde – det er ligestillingsministre sjovt nok altid – og optimistiske forældre har døbt den nuværende Lykke. Lykke vil have ligestilling - altså for mænd, har hun ladet forstå - for samfundet kan ikke holde til, at kvinder alene skal stå for karakterer og karrierer, mens mændene må nøjes med hættebluse og behandlingsdom.
Men måske skyldes skævheden, at så mange mænd hele deres liv er blevet passet af kvinder, undervist af kvinder og sendt på hvilken-fugl-er-du-kursus af kvinder.
Når de så får nok og går amok, kan de blive behandlet af kvinder og dømt af kvinder. Først i fængslet kan de ånde lettet op, for her er dæleme mange mænd at spejle sig i.
Så uden at være alvidende kunne man fristes til at sige til den søgende søn:
- Hvis du vil frem i verden min dreng, burde du nok have været en pige. Så det løb er vist kørt.
Pigerne kom ikke at spurgte, for dem var der en gennemprøvet allround-plan: De skulle giftes og have børn og have børn og have børn. Hvorefter de døde. Også et enkelt koncept.
Siden er meget ændret. Far er ikke længere alvidende, ja han er dårligt nok vidende. Kun 37 procent af mændene får en videregående uddannelse, mens det er 53 procent af kvinderne, der bliver om ikke alvidende, så læger og dommere og præster og en masse andet, der kræver, at man kan sidde stille på sin rumpe i 25 år.
Udviklingen bekymrer ligestillingsministeren. Det er en kvinde – det er ligestillingsministre sjovt nok altid – og optimistiske forældre har døbt den nuværende Lykke. Lykke vil have ligestilling - altså for mænd, har hun ladet forstå - for samfundet kan ikke holde til, at kvinder alene skal stå for karakterer og karrierer, mens mændene må nøjes med hættebluse og behandlingsdom.
Men måske skyldes skævheden, at så mange mænd hele deres liv er blevet passet af kvinder, undervist af kvinder og sendt på hvilken-fugl-er-du-kursus af kvinder.
Når de så får nok og går amok, kan de blive behandlet af kvinder og dømt af kvinder. Først i fængslet kan de ånde lettet op, for her er dæleme mange mænd at spejle sig i.
Så uden at være alvidende kunne man fristes til at sige til den søgende søn:
- Hvis du vil frem i verden min dreng, burde du nok have været en pige. Så det løb er vist kørt.
onsdag den 14. juli 2010
Bare vent til vi bliver gamle
Jeg har spekuleret over, om der er nogen fordele ved at blive ældre? Hvad der i sig selv er et tegn på, at man er blevet gammel og har for god tid, men alligevel: Er der nogen fordele?
Umiddelbart nej. Alderdom indebærer, så vidt jeg kan se, to ting. Man:
1) begynder at sige akkeja, hver gang man sætter sig i en stol.
2) falder i søvn i samme stol til en hel amerikansk film og vågner med savl ud ad mundvigen.
På den anden side: Var der fordele ved at være ung:
1) opdage at køleskab ikke fylder sig selv.
2) sidde på kursus i en uge og alligevel ikke fatte hvad key account manager betyder.
Var der fordele ved at være lidt ældre end ung:
1) Spilde lørdag på at tage i Kolding Storcenter.
2) spilde resten af liv på at køre på ferie i bil til Italien med børn, der første gang spørger, hvornår er vi der, 15 minutter efter start.
Man kan indvende, at ovenstående er en urimelig nedskrivning af et liv i velfærdssamfundet, og der har vi måske en god ting ved at blive gammel: Man tiltager sig retten til at være sarkastisk, kværulerende, urimelig og firkantet. Så bare vent. Vi vil:
1) Komme til familiefester og gå hen over svigerdatterens gider-I-godt-tage-skoene-af gulv i vores lysegrå Ecco sko fra 1983.
2) Passe børnebørn og skræmme livet af dem ved at fortælle om dengang, skolelæger stak en finger op i numsen på alle børn.
3) Tabe 15 mønter på gulvet ved den kasse i Netto, hvor køen er længst.
Og glædestrålende vide at ingen forventer andet end bøvl fra det værste, man kan være i dag: Gammel.
Konkluderede jeg efter at have tænkt over én god ting ved at blive ældre. Så blev den tid alligevel givet godt ud. Akkeja.
Umiddelbart nej. Alderdom indebærer, så vidt jeg kan se, to ting. Man:
1) begynder at sige akkeja, hver gang man sætter sig i en stol.
2) falder i søvn i samme stol til en hel amerikansk film og vågner med savl ud ad mundvigen.
På den anden side: Var der fordele ved at være ung:
1) opdage at køleskab ikke fylder sig selv.
2) sidde på kursus i en uge og alligevel ikke fatte hvad key account manager betyder.
Var der fordele ved at være lidt ældre end ung:
1) Spilde lørdag på at tage i Kolding Storcenter.
2) spilde resten af liv på at køre på ferie i bil til Italien med børn, der første gang spørger, hvornår er vi der, 15 minutter efter start.
Man kan indvende, at ovenstående er en urimelig nedskrivning af et liv i velfærdssamfundet, og der har vi måske en god ting ved at blive gammel: Man tiltager sig retten til at være sarkastisk, kværulerende, urimelig og firkantet. Så bare vent. Vi vil:
1) Komme til familiefester og gå hen over svigerdatterens gider-I-godt-tage-skoene-af gulv i vores lysegrå Ecco sko fra 1983.
2) Passe børnebørn og skræmme livet af dem ved at fortælle om dengang, skolelæger stak en finger op i numsen på alle børn.
3) Tabe 15 mønter på gulvet ved den kasse i Netto, hvor køen er længst.
Og glædestrålende vide at ingen forventer andet end bøvl fra det værste, man kan være i dag: Gammel.
Konkluderede jeg efter at have tænkt over én god ting ved at blive ældre. Så blev den tid alligevel givet godt ud. Akkeja.
lørdag den 3. juli 2010
Med pels og hår - og Disney-attitude
Der er kun én ting, der er værre end at skrive grimme ting om mennesker. Det er at skrive grimme ting om de samme menneskers kæledyr.
Utallige er de journalister, der er kommet for skade at skrive noget kritisk om hunde. De bliver ringet op af mindst otte vrede hundeejere, der snerrer, at hvis det skal være på den måde, kan de også bare sige avisen op, og vi skulle hellere skrive om alle de katte, der sætter poteaftryk på vores biler.
Men det gør kun ubefæstede journalistsjæle, og de bliver ringet op af mindst otte vrede katteejere, der hvæser, at hvis det skal være på den måde, kan de også bare sige avisen op, og vi skulle hellere skrive om alle de hunde, der går og snuser folk i skridtet.
Så er vi er ligesom tilbage ved start.
Hunde- og kattesnak kan få mennesker til at vise klør. Man kan sågar møde folk, der i ramme alvor hævder, at de elsker deres hund højere end alt andet og ve den, der kommer til at sige:
– Så du har altså opgivet at finde en kæreste, der vil stå på alle fire med tungen ud ad munden, når du kommer ind ad døren?
Det er kun hund og kat, der er omfattet af denne helt særlige beskyttelse mod hån, spot og latterliggørelse. De har en helt særlig plads i danskeres hjerte. En lun, foret plads med madskål, bidering og loppepulver. Måske fordi hunde og katte har det til fælles, at de har pels og nuttede øjne. De minder os om Disney-film, hvor dyr som bekendt både kan tale, synge og danse Charleston. De er simpelthen betryggende, bekræftende og troværdige. Ville vi måske nogensinde tro ejeren af en fugleedderkop, der sagde:
– Du skal ikke være bange. Han gør skam ikke noget. Du skal bare klappe ham, og han snuser dig med garanti ikke i skridtet.
Utallige er de journalister, der er kommet for skade at skrive noget kritisk om hunde. De bliver ringet op af mindst otte vrede hundeejere, der snerrer, at hvis det skal være på den måde, kan de også bare sige avisen op, og vi skulle hellere skrive om alle de katte, der sætter poteaftryk på vores biler.
Men det gør kun ubefæstede journalistsjæle, og de bliver ringet op af mindst otte vrede katteejere, der hvæser, at hvis det skal være på den måde, kan de også bare sige avisen op, og vi skulle hellere skrive om alle de hunde, der går og snuser folk i skridtet.
Så er vi er ligesom tilbage ved start.
Hunde- og kattesnak kan få mennesker til at vise klør. Man kan sågar møde folk, der i ramme alvor hævder, at de elsker deres hund højere end alt andet og ve den, der kommer til at sige:
– Så du har altså opgivet at finde en kæreste, der vil stå på alle fire med tungen ud ad munden, når du kommer ind ad døren?
Det er kun hund og kat, der er omfattet af denne helt særlige beskyttelse mod hån, spot og latterliggørelse. De har en helt særlig plads i danskeres hjerte. En lun, foret plads med madskål, bidering og loppepulver. Måske fordi hunde og katte har det til fælles, at de har pels og nuttede øjne. De minder os om Disney-film, hvor dyr som bekendt både kan tale, synge og danse Charleston. De er simpelthen betryggende, bekræftende og troværdige. Ville vi måske nogensinde tro ejeren af en fugleedderkop, der sagde:
– Du skal ikke være bange. Han gør skam ikke noget. Du skal bare klappe ham, og han snuser dig med garanti ikke i skridtet.
Abonner på:
Opslag (Atom)
