Hvordan klarede vi os egentlig uden?

Nogen gange kan man gribe sig i at tænke: Hvad gjorde vi egentlig før? Tag nu fjernbetjeningen til tv’et. Hvordan klarede vi os uden den? Man skal dog nøjes med at tænke den slags. Siger man det højt, er der bare en i rummet, der svarer:

- Du stod op af sofaen gik hen og skiftede kanal, og så pendulerede du frem og tilbage, mens du brokkede dig over, at alle programmerne var genudsendelser.

Men det rækker videre. Ting udvikler sig hurtigere, end vi kan nå at sige »altså, da jeg var dreng«. Det er egentlig et under, at jeg har overlevet min barndom, der – kan jeg godt se nu – var en ørkenvandring af gammeltestamentlige dimensioner i afsavn. Og har jeg brug for et større perspektiv på sagen, kan jeg ringe til et tudsegammelt familiemedlem:

- Hvad lavede I egentlig dengang, der ikke var noget, der hed tv?
- Sad og kiggede ind i væggen hele lørdag aften.

Sådan kan man blive ved: Hvordan kom vi rundt uden bil (på cykel og til fods, i regnvejr og ti kilo lettere). Hvordan klarede vi os uden mobil (slap for at blive ringet op af folk, der spurgte: Er det dig, der har ringet?)

Men ærlig talt: Er den slags ikke bare et håbløst råb fra en mental oksekærre, hvor et fortabt segment sidder og lugter af Reumert og Rastenni og tror, at Bluetooth er en slags camembert? Har de tekniske fornyelser ikke gjort verden større og revitaliseret den menneskelige kommunikation, så folk kan sidde i toget og brøle i telefonen, at de er hjemme om ti minutter?

Jo, selvfølgelig. Og jo: Vi får hurtigere og dybere indsigt. Blandt andet takket ovennævnte fjernbetjening. Nu kræver det kun nogle klik at nå frem til det samme resultat: Alle programmerne er genudsendelser. Indsigt uden at rejse sig fra sofaen. Det er da fremskridt.