På Wikipedie lyder definitionen på en turist: »En person, der udøver turisme«. Jeg kan godt lide, at de bruger ordet udøver. Ligesom man udøver vold og tortur. Alle os, der har fløjet i fem timer med fireårige børn på sædet bagved, stået i kø på polske posthuse og oplevet ældre, engelske kvinders smag i badedragter synes, det er et rigtig godt ordvalg.
Desværre knækker kæden for Wikipedia-forfatteren, for umiddelbart efter står, at turisten er »en, der rejser ud for sin fornøjelses skyld«. Det harmonerer ikke med det polske posthus, skulle jeg hilse at sige, men selvfølgelig findes de turister, der betragter overraskelser som en fornøjelse i sig selv. At man rejser uden at vide, hvad der venter, og turistmål byder på mange overraskelser. Især i maden, i sengetøjet og på mobilregningen.
Af samme grund er jeg ikke tilhænger af overraskelser og har aldrig forstået visse menneskers sorgløse ferieforberedelser. De pakker badebukser og solcreme og opdager først i lufthavnen, at de ikke har fået pas og billetter med.
Mine egne forberedelser indeholder anderledes dybe og alvorlige spørgsmål, når jeg finder et rejsemål:
1) Har de ulækre sygdomme?
2) Pønser de på en borgerkrig?
3) Hvordan undgår jeg, at der kommer en masse japanere med på mine feriebilleder?
Men trods alle forberedelser kan rejsen hurtigt gå op i dystre spekulationer:
1) Slukkede jeg egentlig strygejernet?
2) Er der ikke lovligt mange arabisktalende mænd med langt skæg i det her fly?
3) Hvad skal jeg sige til Lene Espersen:
- Nå er du også her? Det er måske for din fornøjelses skyld?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar