Med pels og hår - og Disney-attitude

Der er kun én ting, der er værre end at skrive grimme ting om mennesker. Det er at skrive grimme ting om de samme menneskers kæledyr.
Utallige er de journalister, der er kommet for skade at skrive noget kritisk om hunde. De bliver ringet op af mindst otte vrede hundeejere, der snerrer, at hvis det skal være på den måde, kan de også bare sige avisen op, og vi skulle hellere skrive om alle de katte, der sætter poteaftryk på vores biler.

Men det gør kun ubefæstede journalistsjæle, og de bliver ringet op af mindst otte vrede katteejere, der hvæser, at hvis det skal være på den måde, kan de også bare sige avisen op, og vi skulle hellere skrive om alle de hunde, der går og snuser folk i skridtet.

Så er vi er ligesom tilbage ved start.

Hunde- og kattesnak kan få mennesker til at vise klør. Man kan sågar møde folk, der i ramme alvor hævder, at de elsker deres hund højere end alt andet og ve den, der kommer til at sige:

– Så du har altså opgivet at finde en kæreste, der vil stå på alle fire med tungen ud ad munden, når du kommer ind ad døren?

Det er kun hund og kat, der er omfattet af denne helt særlige beskyttelse mod hån, spot og latterliggørelse. De har en helt særlig plads i danskeres hjerte. En lun, foret plads med madskål, bidering og loppepulver. Måske fordi hunde og katte har det til fælles, at de har pels og nuttede øjne. De minder os om Disney-film, hvor dyr som bekendt både kan tale, synge og danse Charleston. De er simpelthen betryggende, bekræftende og troværdige. Ville vi måske nogensinde tro ejeren af en fugleedderkop, der sagde:

– Du skal ikke være bange. Han gør skam ikke noget. Du skal bare klappe ham, og han snuser dig med garanti ikke i skridtet.