Der er mange ting, jeg først har tilegnet mig langt senere end gennemsnitsdanskere. For eksempel tog jeg kørekort i en så upassende høj alder, at jeg havde mistet samtlige filipenser, var holdt op med at svede som OB’s omklædningsrum i halvlegen og derfor ikke synes, det var sjovt at råbe: >Flyt så gangvorterne, kælling<, ud af det nedrullede vindue.
Sådan hober forsinkede nå på den måde-oplevelser sig op i mit liv, hvor de står og skubber til hinanden som stressede, japanske mænd på en undergrundsperron. Der gik for eksempel en rum tid, før jeg fattede, at når en håndværker siger, at han kan komme 2. april, så er det altså i 2009.
En af de uomgængeligt vigtige kundskaber, der kræves for, at man kan humpe igennem den del af livet, der ligger mellem studiestøtten og efterlønnen, har jeg tilmed stadig ikke fanget.
Det er evnen til at mingle.
At mingle vil sige at komme væltende ind til et selskab, en fernisering eller reception, man ikke er inviteret til, og straks som et varmesøgende missil finde værten/kunstneren/fødselaren. Alt efter temperament kan man give hånd eller slå ham/hende på skulderen – i miljøer, der beskæftiger sig med kunst, kan man overveje en knuser – for dermed at rydde enhver tvivl af vejen blandt de nærmeststående:
Jeg er gammel bekendt til dagens hovedperson og kan til en hver tid udtale mig om vedkommendes præferencer om toiletpapir.
Den indledende manøvre er ret vigtig, da den lægger op til den egentlige mingle-manøvre:
Som en ål i mudder driver man nu rundt og afleverer verbale vejsidebomber som:
- Jeg kender ham fra gamle dage. Allerede i gymnasiet var han enormt kreativ. Jeg sad jo ved siden af ham. Når vi ikke sad oppe ved rektor, ha, ha. . .
- Ja, en fremmed er jo bare en ven, du ikke har mødt. Nu bor jeg selv på Ligustervænget, hvor der – desværre vil jeg sige – ikke bor så mange indvandrere. Faktisk ikke nogen overhovedet. Vi ville ellers enormt gerne, men de bor jo alle sammen deroppe. . . hvad er det nu lige, det hedder?
- Jeg synes virkelig, Kurt Strand er en enorm god studievært. Nå, du har ikke DR2..?
Sådan snor meningsmingleren sig. Som en død fisk driver den rundt i overfladen af et hav af meninger, synspunkter, hilsner og betragtninger. Havde det været rigtigt vand, var alle døde af iltsvind. Som en anden rovfisk snapper mingleren efter ostepops, samvær og opmærksomhed samt de der små trekanter af franskbrød med spansk salami og rigeligt med hvidvin.
Hvis man altså har lært at sno sig.
Det har jeg ikke, men jeg øver mig. Derfor kan det muligvis være mig, De får øje på til Deres næste reception. Henne i et mørkt hjørne. Med et kropssprog som Boris Karloff. Og en plasticpose i hånden. Ikke fordi jeg skal brække mig, men fordi det eneste, jeg har endnu har lært af mingleriets filosofi, er, at man skal samle.
- Nå, den her? Det var mere fordi, hvis der blev noget til overs ude i køkkenet, så vi jeg tage det med hjem til hunden.
søndag den 22. april 2007
mandag den 16. april 2007
Ha, ha.. synes du selv, det er morsomt
En eller anden skal jo sige det, så nu siger jeg det:
Kvinder har ingen humoristisk sans.
Fra menneskelivets spæde begyndelse har de to køn ellers en ret ens opfattelse af humor. Både drenge og piger synes, det er sjovt, at:
1) tisse over det hele
2) skrige op
3) holde deres forældre vågne hele natten.
Denne vidunderlige umiddelbarhed beholder mænd hele livet: Også når vi er 30, 40 og 50 synes vi det er sjovt at:
1) tisse overalt
2) skrige op
3) holde folk vågne om natten.
Men der sker et eller andet med pigerne undervejs. Allerede i 1. klasse tysser de på vi andre. I den spæde pubertet kan de lave en mund som en blyant, og når de begynder i gymnasiet, kan ethver tøs med bøjle på tænderne gasse et helt klasselokale med bemærkningen:
- Det er altså ikke morsomt.
Den slags er ikke til at leve med, så drenge begynder i en tidlig alder at hive piger i håret, slå dem og råbe: Adrv, tøselus. Senere giver mænd kvinderne det endelige stød i hjertekulen ved at gifte sig med dem og dermed gøre deres liv tungt og besværligt.
Hele vejen igennem projektet prøver mænd at belære kvinder om humorens befriende væsen, og det er nok derfor kvinder udvikler de her små rynker ved mundvigene, der klæder de færreste. Mænds sans for humor udvikles derimod løbende - ja vi er endda et par stykker, der vil hævde, at den forædles. Da jeg var 20, synes jeg for eksempel ikke, at det var sjovt at fortælle vittigheder som:
- Ved du hvorfor kvinder har en klitoris?
- Nej.
- For at have et sted at hænge wunderbaum’en.
Nu synes jeg, det er hysterisk morsomt og kan brøle af grin over den slags selv på offentlige steder.
eg er også ret sikker på, at det er mænd i deres bedste alder, der har opfundet ringetonerne til mobiltelefoner og hjemmesko med Garfield-hoveder. Statsmænd og fremtrædende ledere i politik og i erhvervslivet er også altid mænd i deres værste alder. Støbninger som George Bush og Vladimir Putin. Samt de typer, der optræder på avisernes erhvervssider, ligner russiske dørmænd i et nyt jakkesæt og som altid udtaler sig i artikler om kapitalfonde, der ødelægger virksomheder for at flytte arbejdspladser hen til et sted i verden, hvor folk drikker af det samme vandhul, som de tisser i.
Det er hylende morsomt. Og jeg er ret sikker på, at de også selv synes, det er sjovt.
Kvinder har ingen humoristisk sans.
Fra menneskelivets spæde begyndelse har de to køn ellers en ret ens opfattelse af humor. Både drenge og piger synes, det er sjovt, at:
1) tisse over det hele
2) skrige op
3) holde deres forældre vågne hele natten.
Denne vidunderlige umiddelbarhed beholder mænd hele livet: Også når vi er 30, 40 og 50 synes vi det er sjovt at:
1) tisse overalt
2) skrige op
3) holde folk vågne om natten.
Men der sker et eller andet med pigerne undervejs. Allerede i 1. klasse tysser de på vi andre. I den spæde pubertet kan de lave en mund som en blyant, og når de begynder i gymnasiet, kan ethver tøs med bøjle på tænderne gasse et helt klasselokale med bemærkningen:
- Det er altså ikke morsomt.
Den slags er ikke til at leve med, så drenge begynder i en tidlig alder at hive piger i håret, slå dem og råbe: Adrv, tøselus. Senere giver mænd kvinderne det endelige stød i hjertekulen ved at gifte sig med dem og dermed gøre deres liv tungt og besværligt.
Hele vejen igennem projektet prøver mænd at belære kvinder om humorens befriende væsen, og det er nok derfor kvinder udvikler de her små rynker ved mundvigene, der klæder de færreste. Mænds sans for humor udvikles derimod løbende - ja vi er endda et par stykker, der vil hævde, at den forædles. Da jeg var 20, synes jeg for eksempel ikke, at det var sjovt at fortælle vittigheder som:
- Ved du hvorfor kvinder har en klitoris?
- Nej.
- For at have et sted at hænge wunderbaum’en.
Nu synes jeg, det er hysterisk morsomt og kan brøle af grin over den slags selv på offentlige steder.
eg er også ret sikker på, at det er mænd i deres bedste alder, der har opfundet ringetonerne til mobiltelefoner og hjemmesko med Garfield-hoveder. Statsmænd og fremtrædende ledere i politik og i erhvervslivet er også altid mænd i deres værste alder. Støbninger som George Bush og Vladimir Putin. Samt de typer, der optræder på avisernes erhvervssider, ligner russiske dørmænd i et nyt jakkesæt og som altid udtaler sig i artikler om kapitalfonde, der ødelægger virksomheder for at flytte arbejdspladser hen til et sted i verden, hvor folk drikker af det samme vandhul, som de tisser i.
Det er hylende morsomt. Og jeg er ret sikker på, at de også selv synes, det er sjovt.
lørdag den 14. april 2007
kreperlig kritisk sans
Allerede i skolen lærer danskere, at de skal bruge deres kritiske sans. Det er tilsyneladende et budskab, der har nemmere ved at dale ned i pigers bevidsthed end i drenges ditto. I hvert fald kender jeg ikke ret mange kvinder, der vil købe strikkepinde og garnnøgler, hvis ikke de har lært håndværket. Kvinder gør simpelthen ikke noget uden grundig forberedelse:
1) Livet skal planlægges.
2) Børn skal vartes op. Også når de er 18 og egentlig godt selv kan skære franskbrød med en kniv.
3) Mænd skal behandles som tv-apparater. Stå henne i en krog og kun give lyd fra sig, når jeg har bestilt det.
Mænd derimod – de føler ingen trang til overdreven indlæring. De køber gladeligt boremaskiner og får derefter husets vægge til at ligne en boligblok i Sarajevo under serbisk beskydning. Det er også mænds privilegium at købe en computer til 25.000 kroner, smide manualen i brændeovnen og derefter klage til Forbrugerstyrelsen, fordi maskinen kun vil sige bip, og det må være producentens skyld.
Hvad værre er. Det er en tendens, der forfølger mænd livet igennem:
De siger ja til job, de ikke kan passe.
De opbygger institutioner, de ikke kan overskue
De kupper sig til statsmagt, taber det hele og bliver smidt for krigsforbryderdomstole, hvor de sidder og råber, at det hele er en misforståelse. Hvis de da ikke ender med bliver hevet op ad et hul – uden magt, men med et udseende som Johannes Møllehave med morgenhår.
Måske hænger det sammen med manglende kritisk sans i opdragelsen af små drenge, der derfor resten af livet rækker en finger i vejret til enhver praktisk opgave – også selv om de med garanti kun har ti tommefingre at række i vejret. Mens piger langt ind i deres voksne liv bliver ved at proppe kummen på offentlige toiletter med papirservietter, så andre ikke kan høre dem lave bimmelim og bummelum.
Af den og en del flere årsager må vi alle bære en snert af ansvaret for Saddam Hussein, Peter Brixtofte og manden, der opfandt håndklæderne med Fedtmule-motiver.
1) Livet skal planlægges.
2) Børn skal vartes op. Også når de er 18 og egentlig godt selv kan skære franskbrød med en kniv.
3) Mænd skal behandles som tv-apparater. Stå henne i en krog og kun give lyd fra sig, når jeg har bestilt det.
Mænd derimod – de føler ingen trang til overdreven indlæring. De køber gladeligt boremaskiner og får derefter husets vægge til at ligne en boligblok i Sarajevo under serbisk beskydning. Det er også mænds privilegium at købe en computer til 25.000 kroner, smide manualen i brændeovnen og derefter klage til Forbrugerstyrelsen, fordi maskinen kun vil sige bip, og det må være producentens skyld.
Hvad værre er. Det er en tendens, der forfølger mænd livet igennem:
De siger ja til job, de ikke kan passe.
De opbygger institutioner, de ikke kan overskue
De kupper sig til statsmagt, taber det hele og bliver smidt for krigsforbryderdomstole, hvor de sidder og råber, at det hele er en misforståelse. Hvis de da ikke ender med bliver hevet op ad et hul – uden magt, men med et udseende som Johannes Møllehave med morgenhår.
Måske hænger det sammen med manglende kritisk sans i opdragelsen af små drenge, der derfor resten af livet rækker en finger i vejret til enhver praktisk opgave – også selv om de med garanti kun har ti tommefingre at række i vejret. Mens piger langt ind i deres voksne liv bliver ved at proppe kummen på offentlige toiletter med papirservietter, så andre ikke kan høre dem lave bimmelim og bummelum.
Af den og en del flere årsager må vi alle bære en snert af ansvaret for Saddam Hussein, Peter Brixtofte og manden, der opfandt håndklæderne med Fedtmule-motiver.
Skøre køtere og kloge katte
Over i det fjerne østen opfandt de indfødte for nogle århundreder siden udtrykket >mad dogs and englishmen<. Det kom sig af de britiske erobrere, der kom anstigende med Union Jack, moustache og stiv overlæbe og iklædt de her kaki-shorts og polohjelme, der på et tidspunkt tager luften ud af ethvert imperium.
Med alt det begyndte briterne at bevæge sig rundt blandt barbarerne. Også i middagsheden, når solen stod højt, og temperaturen sneg sig op mod 45 grader. For på det tidspunkt var det – hidtil – kun skøre køtere, der løb rundt ude i støvet under den bagende sol. Lige indtil the englishmen ankom.
Historien slog ned i mig sidste sommer, da jeg løb an på, at sundhedsvæsenets akutmodtagelse fungerer ved at begynde græsslåningen ved middagstid.
I 28 graders varme.
Vi har en plæne der ligner en golfbane: Samme størrelse, flere huller. Hvorfor vil nogen spørge? Jamen, hvorfor meldte unge japanske mænd sig som harakiri-piloter? Hvorfor tror unge, muslimske mænd, at de får sex med jomfruer ved at lave sig selv og sagesløse mennesker om til blodpølse? Der er ingen fornuftig forklaring. Det er derfor, verden regeres af mænd.
Så jeg slog græs, og sveden drev.
Indtil husets kat kom ud. Da dronningen bærer pels, temmelig meget endda, slog hun sig ned i skyggen, mens hun kiggede på the englishman, der vandrede rundt derude i den Sahara-agtige varme. Nu som mad dog med maskine, men dog uden moustache. Og som de indfødte i sin tid sad og fedtede den af inde i lopperederne, hvorfra de betragtede erobrerne, der marcherede rundt derude under grillen – således sad dronningen nu i skyggen og betragtede imperiets linjevogter. Og uden at være tankelæser, vil jeg hævde, at der stod >idiot< i hendes grønne øjne.
Hvorefter dronningen vendte om.
Gik ind i køkkenet.
Satte sig.
Og begyndte at skrige på mad.
Og her har vi forklaringen på imperiets magt: For hvem sidder lige på maden, vandet, sol og vind samt den højere retfærdighed? Det gør the man with machine, de hårdtarbejdende, de ukuelige og de, der trodser enhver fornuft og gør, hvad en mand må gøre.
Sagde jeg til kræet, mens jeg hældte tørkost op i skålen. Det dyreste Whiskas selvfølgelig. Vi skal jo ikke have ballade med de forsørgede.
Tænkte jeg. Med stiv overlæbe.
Indtil jeg blev svimmel og måtte gå ind at spise en banan. Gad vide om den slags også sker for andre herskere?
Med alt det begyndte briterne at bevæge sig rundt blandt barbarerne. Også i middagsheden, når solen stod højt, og temperaturen sneg sig op mod 45 grader. For på det tidspunkt var det – hidtil – kun skøre køtere, der løb rundt ude i støvet under den bagende sol. Lige indtil the englishmen ankom.
Historien slog ned i mig sidste sommer, da jeg løb an på, at sundhedsvæsenets akutmodtagelse fungerer ved at begynde græsslåningen ved middagstid.
I 28 graders varme.
Vi har en plæne der ligner en golfbane: Samme størrelse, flere huller. Hvorfor vil nogen spørge? Jamen, hvorfor meldte unge japanske mænd sig som harakiri-piloter? Hvorfor tror unge, muslimske mænd, at de får sex med jomfruer ved at lave sig selv og sagesløse mennesker om til blodpølse? Der er ingen fornuftig forklaring. Det er derfor, verden regeres af mænd.
Så jeg slog græs, og sveden drev.
Indtil husets kat kom ud. Da dronningen bærer pels, temmelig meget endda, slog hun sig ned i skyggen, mens hun kiggede på the englishman, der vandrede rundt derude i den Sahara-agtige varme. Nu som mad dog med maskine, men dog uden moustache. Og som de indfødte i sin tid sad og fedtede den af inde i lopperederne, hvorfra de betragtede erobrerne, der marcherede rundt derude under grillen – således sad dronningen nu i skyggen og betragtede imperiets linjevogter. Og uden at være tankelæser, vil jeg hævde, at der stod >idiot< i hendes grønne øjne.
Hvorefter dronningen vendte om.
Gik ind i køkkenet.
Satte sig.
Og begyndte at skrige på mad.
Og her har vi forklaringen på imperiets magt: For hvem sidder lige på maden, vandet, sol og vind samt den højere retfærdighed? Det gør the man with machine, de hårdtarbejdende, de ukuelige og de, der trodser enhver fornuft og gør, hvad en mand må gøre.
Sagde jeg til kræet, mens jeg hældte tørkost op i skålen. Det dyreste Whiskas selvfølgelig. Vi skal jo ikke have ballade med de forsørgede.
Tænkte jeg. Med stiv overlæbe.
Indtil jeg blev svimmel og måtte gå ind at spise en banan. Gad vide om den slags også sker for andre herskere?
tirsdag den 10. april 2007
Hvor fjolser mødes...
Eksperter har regnet sig frem til, at stress koster det danske samfund 14 milliarder kroner. Det lyder voldsomt. Også for os hvis matematiske kundskaber kun rækker til at gruble over, hvad det der sudoku går ud på.
Men selv om regnekundskaberne ikke rækker længere, end ytringsfriheden gør i Nordkorea, slår den tanke ned hos selv den største tal-ignorant: Folks kvaler er der da penge i. Altså for andre end medicinindustrien og psykologerne. At så mange danskere klør sig nervøst på underarmen, fordi de skal undvære deres bærbare i ferien, må åbne for et frodigt marked for lommefilosofi i stresskurser, stresshåndbøger, ”ti gode råd til at undgå stress”, ”lær at leve med din stress, fordi du nu engang er gift med ham”. Og så videre.
Artiklen om stress fandt jeg på Jyllandspostens hjemmeside, hvor der ved siden af stod en overskrift, der skreg: ”Danskerne vil have større huse: 250 kvadratmeter”. Allerede der fandt jeg en krog at hænge en indbringende forretning på: Den slags huse skal både finansieres og have perlegrus rundt om sig. Ligesom beboerne skal tænke på spabad i haven, livsstilsbadeværelse og en børneflok på størrelse med en negerlandsby for at fylde alle de værelser ud. Med alle de spekulationer kan det nemt løbe op i 14 milliarder for neglebidning, og det er jo essentielle livsvilkår, vi taler om, så hele nationens hr. og fru friværdi vil rende ind i dem.
Derfor kan jeg måske patentere en række stress-råd og indlede en tilværelse med hurtige penge og dermed ingen problemer. Fattigdom giver nemlig stress, hvis nogen i farten skulle have glemt det:
1) Smid boligtillægget ud – uden at læse det.
2) Hvis du bliver misundelig på naboen så rids i hans bil – eller hæld salpetersyre i hans havebassin. Det giver nok en bøde, men det er billigere end at prøve at leve op til idiotens niveau.
3) Til mænd: Gift dig aldrig med en kvinde, der læser ”Alt for Damerne”.
4) Til kvinder: Gift dig aldrig med en mand, der går med træsko uden hæl og hvide tennisstrømper. Han har et hemmeligt liv. Og det foregår i et byggemarked hvor han kommer i ekstase foran kassen med kinesisk håndværktøj til en 20er. Og se det i øjnene: Du bliver aldrig en del af det. Han tror, at vaginal orgasme er noget, man tætner vinduer med.
For at følge konceptet skulle der egentlig have stået minimum ti gode råd. Men pladsen rækker ikke længere. Jeg får ballade med redaktionssekretæren, jeg skal skrive det hele om, jeg kommer bagud med al det andet, jeg i lallende overmod har lovet at levere, jeg ender med at bliver stresset.
Men selv om regnekundskaberne ikke rækker længere, end ytringsfriheden gør i Nordkorea, slår den tanke ned hos selv den største tal-ignorant: Folks kvaler er der da penge i. Altså for andre end medicinindustrien og psykologerne. At så mange danskere klør sig nervøst på underarmen, fordi de skal undvære deres bærbare i ferien, må åbne for et frodigt marked for lommefilosofi i stresskurser, stresshåndbøger, ”ti gode råd til at undgå stress”, ”lær at leve med din stress, fordi du nu engang er gift med ham”. Og så videre.
Artiklen om stress fandt jeg på Jyllandspostens hjemmeside, hvor der ved siden af stod en overskrift, der skreg: ”Danskerne vil have større huse: 250 kvadratmeter”. Allerede der fandt jeg en krog at hænge en indbringende forretning på: Den slags huse skal både finansieres og have perlegrus rundt om sig. Ligesom beboerne skal tænke på spabad i haven, livsstilsbadeværelse og en børneflok på størrelse med en negerlandsby for at fylde alle de værelser ud. Med alle de spekulationer kan det nemt løbe op i 14 milliarder for neglebidning, og det er jo essentielle livsvilkår, vi taler om, så hele nationens hr. og fru friværdi vil rende ind i dem.
Derfor kan jeg måske patentere en række stress-råd og indlede en tilværelse med hurtige penge og dermed ingen problemer. Fattigdom giver nemlig stress, hvis nogen i farten skulle have glemt det:
1) Smid boligtillægget ud – uden at læse det.
2) Hvis du bliver misundelig på naboen så rids i hans bil – eller hæld salpetersyre i hans havebassin. Det giver nok en bøde, men det er billigere end at prøve at leve op til idiotens niveau.
3) Til mænd: Gift dig aldrig med en kvinde, der læser ”Alt for Damerne”.
4) Til kvinder: Gift dig aldrig med en mand, der går med træsko uden hæl og hvide tennisstrømper. Han har et hemmeligt liv. Og det foregår i et byggemarked hvor han kommer i ekstase foran kassen med kinesisk håndværktøj til en 20er. Og se det i øjnene: Du bliver aldrig en del af det. Han tror, at vaginal orgasme er noget, man tætner vinduer med.
For at følge konceptet skulle der egentlig have stået minimum ti gode råd. Men pladsen rækker ikke længere. Jeg får ballade med redaktionssekretæren, jeg skal skrive det hele om, jeg kommer bagud med al det andet, jeg i lallende overmod har lovet at levere, jeg ender med at bliver stresset.
Meningsløs minglen
Der er mange ting, jeg først har tilegnet mig langt senere end gennemsnitsdanskere. For eksempel tog jeg kørekort i en så upassende høj alder, at jeg havde mistet samtlige filipenser, var holdt op med at svede som OB’s omklædningsrum i halvlegen og derfor ikke synes, det var sjovt at råbe: Flyt så gangvorterne, kælling, ud af det nedrullede vindue.
Sådan hober forsinkede >nå på den måde-oplevelser< sig op i mit liv, hvor de står og skubber til hinanden som stressede, japanske mænd på en undergrundsperron. Der gik for eksempel en rum tid, før jeg fattede, at når en håndværker siger, at han kan komme 2. april, så er det altså i 2009.
En af de uomgængeligt vigtige kundskaber, der kræves for, at man kan humpe igennem den del af livet, der ligger mellem studiestøtten og efterlønnen, har jeg tilmed stadig ikke fanget.
Det er evnen til at mingle.
At mingle vil sige at komme væltende ind til et selskab, en fernisering eller reception, man ikke er inviteret til, og straks som et varmesøgende missil finde værten/kunstneren/fødselaren. Alt efter temperament kan man give hånd eller slå ham/hende på skulderen – i miljøer, der beskæftiger sig med kunst, kan man overveje en knuser – for dermed at rydde enhver tvivl af vejen blandt de nærmeststående:
Jeg er gammel bekendt til dagens hovedperson og kan til en hver tid udtale mig om vedkommendes præferencer om toiletpapir.
Den indledende manøvre er ret vigtig, da den lægger op til den egentlige mingle-manøvre.
Som en ål i mudder driver man nu rundt og afleverer verbale vejsidebomber som:
- Jeg kender ham fra gamle dage. Allerede i gymnasiet var han enormt kreativ. Jeg sad jo ved siden af ham. Når vi ikke sad oppe ved rektor, ha, ha.
- Ja, en fremmed er jo bare en ven, du ikke har mødt. Nu bor jeg selv på Ligustervænget, hvor der –desværre vil jeg sige – ikke bor så mange indvandrere. Faktisk ikke nogen overhovedet. Vi ville ellers enormt gerne, men de bor jo alle sammen deroppe. . . hvad er det nu lige, det hedder?
- Jeg synes virkelig, Kurt Strand er en enorm god studievært. Nå, du har ikke DR2..?
Sådan snor meningsmingleren sig. Som en død fisk driver den rundt i overfladen af et hav af meninger, synspunkter, hilsner og betragtninger. Havde det været rigtigt vand, var alle døde af iltsvind. Som en anden rovfisk snapper mingleren efter ostepops, samvær og opmærksomhed samt de der små trekanter af franskbrød med spansk salami og rigeligt med hvidvin.
Hvis man altså har lært at sno sig. Det har jeg ikke, men jeg øver mig. Derfor kan det muligvis være mig, De får øje på til Deres næste reception. Henne i et mørkt hjørne. Med et kropssprog som Boris Karloff. Og en plasticpose i hånden. Ikke fordi jeg skal brække mig, men fordi det eneste, jeg har endnu har lært af mingleriets filosofi, er, at man skal samle.
- Nå, den her? Det var mere fordi, hvis der blev noget til overs ude i køkkenet, så vi jeg tage det med hjem til hunden.
Sådan hober forsinkede >nå på den måde-oplevelser< sig op i mit liv, hvor de står og skubber til hinanden som stressede, japanske mænd på en undergrundsperron. Der gik for eksempel en rum tid, før jeg fattede, at når en håndværker siger, at han kan komme 2. april, så er det altså i 2009.
En af de uomgængeligt vigtige kundskaber, der kræves for, at man kan humpe igennem den del af livet, der ligger mellem studiestøtten og efterlønnen, har jeg tilmed stadig ikke fanget.
Det er evnen til at mingle.
At mingle vil sige at komme væltende ind til et selskab, en fernisering eller reception, man ikke er inviteret til, og straks som et varmesøgende missil finde værten/kunstneren/fødselaren. Alt efter temperament kan man give hånd eller slå ham/hende på skulderen – i miljøer, der beskæftiger sig med kunst, kan man overveje en knuser – for dermed at rydde enhver tvivl af vejen blandt de nærmeststående:
Jeg er gammel bekendt til dagens hovedperson og kan til en hver tid udtale mig om vedkommendes præferencer om toiletpapir.
Den indledende manøvre er ret vigtig, da den lægger op til den egentlige mingle-manøvre.
Som en ål i mudder driver man nu rundt og afleverer verbale vejsidebomber som:
- Jeg kender ham fra gamle dage. Allerede i gymnasiet var han enormt kreativ. Jeg sad jo ved siden af ham. Når vi ikke sad oppe ved rektor, ha, ha.
- Ja, en fremmed er jo bare en ven, du ikke har mødt. Nu bor jeg selv på Ligustervænget, hvor der –desværre vil jeg sige – ikke bor så mange indvandrere. Faktisk ikke nogen overhovedet. Vi ville ellers enormt gerne, men de bor jo alle sammen deroppe. . . hvad er det nu lige, det hedder?
- Jeg synes virkelig, Kurt Strand er en enorm god studievært. Nå, du har ikke DR2..?
Sådan snor meningsmingleren sig. Som en død fisk driver den rundt i overfladen af et hav af meninger, synspunkter, hilsner og betragtninger. Havde det været rigtigt vand, var alle døde af iltsvind. Som en anden rovfisk snapper mingleren efter ostepops, samvær og opmærksomhed samt de der små trekanter af franskbrød med spansk salami og rigeligt med hvidvin.
Hvis man altså har lært at sno sig. Det har jeg ikke, men jeg øver mig. Derfor kan det muligvis være mig, De får øje på til Deres næste reception. Henne i et mørkt hjørne. Med et kropssprog som Boris Karloff. Og en plasticpose i hånden. Ikke fordi jeg skal brække mig, men fordi det eneste, jeg har endnu har lært af mingleriets filosofi, er, at man skal samle.
- Nå, den her? Det var mere fordi, hvis der blev noget til overs ude i køkkenet, så vi jeg tage det med hjem til hunden.
fredag den 6. april 2007
Grin med Gud
Morede Gud sig under skabelsesværket? Var Vorherre med et moderne udtryk lystarbejder, der ikke tog det så nøje med arbejdstider, frokostpauser og afspadseringsregler?
Noget tyder på, at Den Almægtige faktisk kastede sig over sit projekt af ren og skær lyst. Han har næppe stået mandag morgen i regnvejr og tænkt:
- Puha. På den igen. Hvorfor gider jeg blive ved. Mig selv bevar mig vel.
Det virker simpelt ikke rigtigt.
Han fik jo også udgivet en bog om projektet, skal vi tro eftertiden, og det havde Gud næppe gjort, hvis han var sådan en 8-16 type. Tværtimod har han som den ildsjæl, han er, taget del i bogens udformning med liv og evig sjæl:
- Biblen.... er den titel ikke lidt tynd. Hvad med: >Gud – mit liv<. Eller hvad mener I om >Verdener på 100 måder – heraf én guddommelig<. Nå det mener I ikke. Bum, bum. Jamen så okay...
Sådan en personlighed tror jeg, Gud er. Derfor er han løbet ind i det samme problem som så mange andre entreprenante og iderige typer gennem tiden: Projektet voksede ham over hovedet:
- Australien. Hvor hulen lagde jeg nu Australien?
Han har givetvis oplevet kriser undervejs. Gået der med migræne og fejet tabte englefjer op fra de himmelske gange. Måske været oppe at skændes med Djævlen undervejs:
- Det var da helvedes til spektakel. Og behøver I at fyre sådan? Hvor længe skal det stå på? I evigheder siger du. Bare vent til jeg får tjekket lejekontrakten.
Sådan har der været så meget, der har fået Gud til at være tæt på at opgive ævred.
- Den vandrende pind og skovflåten. Hvor får jeg sådan noget fra. Ind i mellem skulle man ikke tro, at jeg var Den Almægtige.
Men så skabte Gud mennesket.
Og dér er jeg ret sikker på, at Gud pludselig syntes, at det var hele besværet værd. Bevares, ikke det rene Børge Mogensen, men designmæssigt ganske vellykket, selv om hannen havde en bekymrende tendens til at stå med ludende ryg og klø sig i skridtet med et ubegavet udtryk i ansigtet. Og for øvrigt havde en dårlig vane med at give andre skylden for sin grådighed.
Nu var der kun den anden, model Eva, at give skylden. Og lige siden har hanner givet hunnerne skylden for følgerne af egen uforstand og pålagt dem skyld for de laster, der begyndte med en ludende idiot i Herrens have.
Men skulle Gud få chancen for at skrive et efterskrift til manualen om sit værk, er jeg ret sikker, at han er mandfolk nok til at undskylde:
- Ja, jeg sov i timen dér. Og jeg tabte nok hovedet, da jeg smed dem begge to ud af min frugtplantage bagefter. Nogen har ment, at det var en overreaktion, men jeg var under voldsomt pres. Og jeg prøvede at rette op på det ved senere at pådutte menneskeheden de 13 plager, så de kunne lære det. Og de lærte det jo. Det må man sige. Bare se alle de boligprogrammer i fjernsynet. Det er rent selvhad, men dybest set skulle jeg have stoppet hele processen ved skovflåten. Den var ikke værre, end at man kunne ordne den med klud dyppet i husholdningssprit.
Noget tyder på, at Den Almægtige faktisk kastede sig over sit projekt af ren og skær lyst. Han har næppe stået mandag morgen i regnvejr og tænkt:
- Puha. På den igen. Hvorfor gider jeg blive ved. Mig selv bevar mig vel.
Det virker simpelt ikke rigtigt.
Han fik jo også udgivet en bog om projektet, skal vi tro eftertiden, og det havde Gud næppe gjort, hvis han var sådan en 8-16 type. Tværtimod har han som den ildsjæl, han er, taget del i bogens udformning med liv og evig sjæl:
- Biblen.... er den titel ikke lidt tynd. Hvad med: >Gud – mit liv<. Eller hvad mener I om >Verdener på 100 måder – heraf én guddommelig<. Nå det mener I ikke. Bum, bum. Jamen så okay...
Sådan en personlighed tror jeg, Gud er. Derfor er han løbet ind i det samme problem som så mange andre entreprenante og iderige typer gennem tiden: Projektet voksede ham over hovedet:
- Australien. Hvor hulen lagde jeg nu Australien?
Han har givetvis oplevet kriser undervejs. Gået der med migræne og fejet tabte englefjer op fra de himmelske gange. Måske været oppe at skændes med Djævlen undervejs:
- Det var da helvedes til spektakel. Og behøver I at fyre sådan? Hvor længe skal det stå på? I evigheder siger du. Bare vent til jeg får tjekket lejekontrakten.
Sådan har der været så meget, der har fået Gud til at være tæt på at opgive ævred.
- Den vandrende pind og skovflåten. Hvor får jeg sådan noget fra. Ind i mellem skulle man ikke tro, at jeg var Den Almægtige.
Men så skabte Gud mennesket.
Og dér er jeg ret sikker på, at Gud pludselig syntes, at det var hele besværet værd. Bevares, ikke det rene Børge Mogensen, men designmæssigt ganske vellykket, selv om hannen havde en bekymrende tendens til at stå med ludende ryg og klø sig i skridtet med et ubegavet udtryk i ansigtet. Og for øvrigt havde en dårlig vane med at give andre skylden for sin grådighed.
Nu var der kun den anden, model Eva, at give skylden. Og lige siden har hanner givet hunnerne skylden for følgerne af egen uforstand og pålagt dem skyld for de laster, der begyndte med en ludende idiot i Herrens have.
Men skulle Gud få chancen for at skrive et efterskrift til manualen om sit værk, er jeg ret sikker, at han er mandfolk nok til at undskylde:
- Ja, jeg sov i timen dér. Og jeg tabte nok hovedet, da jeg smed dem begge to ud af min frugtplantage bagefter. Nogen har ment, at det var en overreaktion, men jeg var under voldsomt pres. Og jeg prøvede at rette op på det ved senere at pådutte menneskeheden de 13 plager, så de kunne lære det. Og de lærte det jo. Det må man sige. Bare se alle de boligprogrammer i fjernsynet. Det er rent selvhad, men dybest set skulle jeg have stoppet hele processen ved skovflåten. Den var ikke værre, end at man kunne ordne den med klud dyppet i husholdningssprit.
torsdag den 5. april 2007
Huens år
Jeg er begyndt at gå med hue.
Sådan en sort tingest, der får mig til at ligne en narkoman, der er på vej til sit første røveri nede på tanken. Huen er lavet af noget usamarbejdsvilligt kunststof, så når jeg tager den af, er der så meget statisk elektricitet i håret, at jeg ligner den gale videnskabsmand fra en Boris Karloff-gyser.
Men det er ikke det værste. Det værste er, at jeg fuldstændig uden tanke tog rædslen på en dag ude i entreen. Da jeg var ung, ville jeg hellere have alle mellemørebetændelses moder end gå med hue. Nu trak jeg det sorte kunststof ned over hovedet og travede afsted, mens jeg glædede mig over, hvor meget den varmede.
Jeg tabte først fatningen, da jeg passerede en butiksrude og fik øje på mit spejlbillede: det er løgn. Jeg lignede en, der ville betale penge for at komme til rap-koncert.
Hvorefter jeg hev huen af.. og lignede en gal videnskabsmand.
Sådanne oplevelser giver grund til at grave i sjælens dybde, så efter at have ringet 112 til mit psykologiske krisecenter, der frarådede mig at skære pulsåren over, satte jeg mig ned og tænkte. Hvad der kun gjorde mig endnu mere ophidset, for den refleksagtige bevægelse, jeg foretog, da jeg tog alle skihuers (sorte) moder på, var et skred. Og indre skred har det med at vokse - ligesom sneskred.
Hvad bliver det næste, jeg uforvarende foretager mig? Og her tænker jeg ikke så meget på bagateller som at træde ud foran en bil eller råbe bøsserøve efter en flok HA’ere. Men alvorlige slag: Købe bredriflede fløjlsbukser bare fordi er på tilbud. Ringe til min svigermor og sige: Tak for den strikkede vest, men mangler der ikke nogle læderlapper på ærmerne? Nå, skidt, dem syr jeg selv på. Jeg er jo blevet fiks på fingrene, efter at jeg har fået DK4.
Jeg står med andre ord på en glidebane, der med grusom sikkerhed fører mig mod havenisser og romaner af kvindelige forfattere. Selv om jeg griber fat i hver eneste gren, der stikker ud fra bredden og klamrer mig til hver sten på kanten, suges jeg mod forfald og livets efterår: Te med ristet brød og vandladningsbesvær. Jeg kan allerede høre mig selv sige: >Hva’ så knægt< til mænd på 30 år. Men så kan jeg selvfølgelig gribe ud efter den sorte hue i kunststof.
Tage den på.
Trække den af igen.
Og ligne en gal videnskabsmand.
De tror i det mindste på, at de er udødelige.
Sådan en sort tingest, der får mig til at ligne en narkoman, der er på vej til sit første røveri nede på tanken. Huen er lavet af noget usamarbejdsvilligt kunststof, så når jeg tager den af, er der så meget statisk elektricitet i håret, at jeg ligner den gale videnskabsmand fra en Boris Karloff-gyser.
Men det er ikke det værste. Det værste er, at jeg fuldstændig uden tanke tog rædslen på en dag ude i entreen. Da jeg var ung, ville jeg hellere have alle mellemørebetændelses moder end gå med hue. Nu trak jeg det sorte kunststof ned over hovedet og travede afsted, mens jeg glædede mig over, hvor meget den varmede.
Jeg tabte først fatningen, da jeg passerede en butiksrude og fik øje på mit spejlbillede: det er løgn. Jeg lignede en, der ville betale penge for at komme til rap-koncert.
Hvorefter jeg hev huen af.. og lignede en gal videnskabsmand.
Sådanne oplevelser giver grund til at grave i sjælens dybde, så efter at have ringet 112 til mit psykologiske krisecenter, der frarådede mig at skære pulsåren over, satte jeg mig ned og tænkte. Hvad der kun gjorde mig endnu mere ophidset, for den refleksagtige bevægelse, jeg foretog, da jeg tog alle skihuers (sorte) moder på, var et skred. Og indre skred har det med at vokse - ligesom sneskred.
Hvad bliver det næste, jeg uforvarende foretager mig? Og her tænker jeg ikke så meget på bagateller som at træde ud foran en bil eller råbe bøsserøve efter en flok HA’ere. Men alvorlige slag: Købe bredriflede fløjlsbukser bare fordi er på tilbud. Ringe til min svigermor og sige: Tak for den strikkede vest, men mangler der ikke nogle læderlapper på ærmerne? Nå, skidt, dem syr jeg selv på. Jeg er jo blevet fiks på fingrene, efter at jeg har fået DK4.
Jeg står med andre ord på en glidebane, der med grusom sikkerhed fører mig mod havenisser og romaner af kvindelige forfattere. Selv om jeg griber fat i hver eneste gren, der stikker ud fra bredden og klamrer mig til hver sten på kanten, suges jeg mod forfald og livets efterår: Te med ristet brød og vandladningsbesvær. Jeg kan allerede høre mig selv sige: >Hva’ så knægt< til mænd på 30 år. Men så kan jeg selvfølgelig gribe ud efter den sorte hue i kunststof.
Tage den på.
Trække den af igen.
Og ligne en gal videnskabsmand.
De tror i det mindste på, at de er udødelige.
mandag den 2. april 2007
Gammelnok får et brand
Jeg har lige læst, at vi alle har et brand.
Da påstanden blev fremsat af en mand, der tjener næsten lige så meget på en dag, som jeg tjener på et år, er der grund til at læse nøje efter. Og stille sig op foran spejlet og høre sig selv i teksten.
- Du vil jo også gerne tjene så mange penge, hvad nøler du efter. Find dit brand. Så det har jeg gjort. Eller det vil sige: Jeg har ledt efter det.
Også oppe på loftet, hvor jeg fandt en Crocodile Dundee-hat, som min kone en gang forærede mig, fordi vi til en teaterpremiere kom til at stå i udkanten af nogle herrer, der drak hvidvin på en måde, man normalt kun ser i franske film om bøsser, og som alle sammen sagde marjet, hvor andre ville sige meget. Da de alle sammen havde sådan nogle hatte på, mente min kone, at sådan en ville få mig til at springe ud som digter i den prisvindende klasse.
Så den havde jeg på til en af de fødselsdage, jeg har holdt alt for mange af. I det her tilfælde nåede en af gæsterne at sortliste sig selv fra fremtidige sociale arrangementer ved at kommentere hatten:
- Du ligner J.R. fra Dallas.
Så kiggede min kone på mig med et blik, der kan få FN til at glemme al bekymring over den globale opvarmning:
Tag den hat af. Nu.
Det gjorde jeg så.
Og glemte helt at sige hvem der havde købt den.
Så meget mand for min hat er jeg altså ikke.
Da påstanden blev fremsat af en mand, der tjener næsten lige så meget på en dag, som jeg tjener på et år, er der grund til at læse nøje efter. Og stille sig op foran spejlet og høre sig selv i teksten.
- Du vil jo også gerne tjene så mange penge, hvad nøler du efter. Find dit brand. Så det har jeg gjort. Eller det vil sige: Jeg har ledt efter det.
Også oppe på loftet, hvor jeg fandt en Crocodile Dundee-hat, som min kone en gang forærede mig, fordi vi til en teaterpremiere kom til at stå i udkanten af nogle herrer, der drak hvidvin på en måde, man normalt kun ser i franske film om bøsser, og som alle sammen sagde marjet, hvor andre ville sige meget. Da de alle sammen havde sådan nogle hatte på, mente min kone, at sådan en ville få mig til at springe ud som digter i den prisvindende klasse.
Så den havde jeg på til en af de fødselsdage, jeg har holdt alt for mange af. I det her tilfælde nåede en af gæsterne at sortliste sig selv fra fremtidige sociale arrangementer ved at kommentere hatten:
- Du ligner J.R. fra Dallas.
Så kiggede min kone på mig med et blik, der kan få FN til at glemme al bekymring over den globale opvarmning:
Tag den hat af. Nu.
Det gjorde jeg så.
Og glemte helt at sige hvem der havde købt den.
Så meget mand for min hat er jeg altså ikke.
Abonner på:
Opslag (Atom)
