Huens år

Jeg er begyndt at gå med hue.
Sådan en sort tingest, der får mig til at ligne en narkoman, der er på vej til sit første røveri nede på tanken. Huen er lavet af noget usamarbejdsvilligt kunststof, så når jeg tager den af, er der så meget statisk elektricitet i håret, at jeg ligner den gale videnskabsmand fra en Boris Karloff-gyser.
Men det er ikke det værste. Det værste er, at jeg fuldstændig uden tanke tog rædslen på en dag ude i entreen. Da jeg var ung, ville jeg hellere have alle mellemørebetændelses moder end gå med hue. Nu trak jeg det sorte kunststof ned over hovedet og travede afsted, mens jeg glædede mig over, hvor meget den varmede.
Jeg tabte først fatningen, da jeg passerede en butiksrude og fik øje på mit spejlbillede: det er løgn. Jeg lignede en, der ville betale penge for at komme til rap-koncert.
Hvorefter jeg hev huen af.. og lignede en gal videnskabsmand.
Sådanne oplevelser giver grund til at grave i sjælens dybde, så efter at have ringet 112 til mit psykologiske krisecenter, der frarådede mig at skære pulsåren over, satte jeg mig ned og tænkte. Hvad der kun gjorde mig endnu mere ophidset, for den refleksagtige bevægelse, jeg foretog, da jeg tog alle skihuers (sorte) moder på, var et skred. Og indre skred har det med at vokse - ligesom sneskred.
Hvad bliver det næste, jeg uforvarende foretager mig? Og her tænker jeg ikke så meget på bagateller som at træde ud foran en bil eller råbe bøsserøve efter en flok HA’ere. Men alvorlige slag: Købe bredriflede fløjlsbukser bare fordi er på tilbud. Ringe til min svigermor og sige: Tak for den strikkede vest, men mangler der ikke nogle læderlapper på ærmerne? Nå, skidt, dem syr jeg selv på. Jeg er jo blevet fiks på fingrene, efter at jeg har fået DK4.
Jeg står med andre ord på en glidebane, der med grusom sikkerhed fører mig mod havenisser og romaner af kvindelige forfattere. Selv om jeg griber fat i hver eneste gren, der stikker ud fra bredden og klamrer mig til hver sten på kanten, suges jeg mod forfald og livets efterår: Te med ristet brød og vandladningsbesvær. Jeg kan allerede høre mig selv sige: >Hva’ så knægt< til mænd på 30 år. Men så kan jeg selvfølgelig gribe ud efter den sorte hue i kunststof.
Tage den på.
Trække den af igen.
Og ligne en gal videnskabsmand.
De tror i det mindste på, at de er udødelige.