Meningsløs minglen

Der er mange ting, jeg først har tilegnet mig langt senere end gennemsnitsdanskere. For eksempel tog jeg kørekort i en så upassende høj alder, at jeg havde mistet samtlige filipenser, var holdt op med at svede som OB’s omklædningsrum i halvlegen og derfor ikke synes, det var sjovt at råbe: Flyt så gangvorterne, kælling, ud af det nedrullede vindue.
Sådan hober forsinkede >nå på den måde-oplevelser< sig op i mit liv, hvor de står og skubber til hinanden som stressede, japanske mænd på en undergrundsperron. Der gik for eksempel en rum tid, før jeg fattede, at når en håndværker siger, at han kan komme 2. april, så er det altså i 2009.
En af de uomgængeligt vigtige kundskaber, der kræves for, at man kan humpe igennem den del af livet, der ligger mellem studiestøtten og efterlønnen, har jeg tilmed stadig ikke fanget.
Det er evnen til at mingle.
At mingle vil sige at komme væltende ind til et selskab, en fernisering eller reception, man ikke er inviteret til, og straks som et varmesøgende missil finde værten/kunstneren/fødselaren. Alt efter temperament kan man give hånd eller slå ham/hende på skulderen – i miljøer, der beskæftiger sig med kunst, kan man overveje en knuser – for dermed at rydde enhver tvivl af vejen blandt de nærmeststående:
Jeg er gammel bekendt til dagens hovedperson og kan til en hver tid udtale mig om vedkommendes præferencer om toiletpapir.
Den indledende manøvre er ret vigtig, da den lægger op til den egentlige mingle-manøvre.
Som en ål i mudder driver man nu rundt og afleverer verbale vejsidebomber som:
- Jeg kender ham fra gamle dage. Allerede i gymnasiet var han enormt kreativ. Jeg sad jo ved siden af ham. Når vi ikke sad oppe ved rektor, ha, ha.
- Ja, en fremmed er jo bare en ven, du ikke har mødt. Nu bor jeg selv på Ligustervænget, hvor der –desværre vil jeg sige – ikke bor så mange indvandrere. Faktisk ikke nogen overhovedet. Vi ville ellers enormt gerne, men de bor jo alle sammen deroppe. . . hvad er det nu lige, det hedder?
- Jeg synes virkelig, Kurt Strand er en enorm god studievært. Nå, du har ikke DR2..?
Sådan snor meningsmingleren sig. Som en død fisk driver den rundt i overfladen af et hav af meninger, synspunkter, hilsner og betragtninger. Havde det været rigtigt vand, var alle døde af iltsvind. Som en anden rovfisk snapper mingleren efter ostepops, samvær og opmærksomhed samt de der små trekanter af franskbrød med spansk salami og rigeligt med hvidvin.
Hvis man altså har lært at sno sig. Det har jeg ikke, men jeg øver mig. Derfor kan det muligvis være mig, De får øje på til Deres næste reception. Henne i et mørkt hjørne. Med et kropssprog som Boris Karloff. Og en plasticpose i hånden. Ikke fordi jeg skal brække mig, men fordi det eneste, jeg har endnu har lært af mingleriets filosofi, er, at man skal samle.
- Nå, den her? Det var mere fordi, hvis der blev noget til overs ude i køkkenet, så vi jeg tage det med hjem til hunden.