kreperlig kritisk sans

Allerede i skolen lærer danskere, at de skal bruge deres kritiske sans. Det er tilsyneladende et budskab, der har nemmere ved at dale ned i pigers bevidsthed end i drenges ditto. I hvert fald kender jeg ikke ret mange kvinder, der vil købe strikkepinde og garnnøgler, hvis ikke de har lært håndværket. Kvinder gør simpelthen ikke noget uden grundig forberedelse:
1) Livet skal planlægges.
2) Børn skal vartes op. Også når de er 18 og egentlig godt selv kan skære franskbrød med en kniv.
3) Mænd skal behandles som tv-apparater. Stå henne i en krog og kun give lyd fra sig, når jeg har bestilt det.
Mænd derimod – de føler ingen trang til overdreven indlæring. De køber gladeligt boremaskiner og får derefter husets vægge til at ligne en boligblok i Sarajevo under serbisk beskydning. Det er også mænds privilegium at købe en computer til 25.000 kroner, smide manualen i brændeovnen og derefter klage til Forbrugerstyrelsen, fordi maskinen kun vil sige bip, og det må være producentens skyld.
Hvad værre er. Det er en tendens, der forfølger mænd livet igennem:
De siger ja til job, de ikke kan passe.
De opbygger institutioner, de ikke kan overskue
De kupper sig til statsmagt, taber det hele og bliver smidt for krigsforbryderdomstole, hvor de sidder og råber, at det hele er en misforståelse. Hvis de da ikke ender med bliver hevet op ad et hul – uden magt, men med et udseende som Johannes Møllehave med morgenhår.
Måske hænger det sammen med manglende kritisk sans i opdragelsen af små drenge, der derfor resten af livet rækker en finger i vejret til enhver praktisk opgave – også selv om de med garanti kun har ti tommefingre at række i vejret. Mens piger langt ind i deres voksne liv bliver ved at proppe kummen på offentlige toiletter med papirservietter, så andre ikke kan høre dem lave bimmelim og bummelum.
Af den og en del flere årsager må vi alle bære en snert af ansvaret for Saddam Hussein, Peter Brixtofte og manden, der opfandt håndklæderne med Fedtmule-motiver.