Den pension kan man da kun frygte

»Få den pension, du drømmer om« stod der i en annonce, jeg så for nyligt. Jeg var slet ikke klar over, at nogen ligefrem drømte om pension, men jeg har da godt registreret, at ufatteligt mange mennesker i det her land går gevaldig op i deres pension. Billedet i annoncen viste et nobelt par: Hun med smalle kloge-briller. Han i moderigtig skjorte med viskestykke-mønster. De var optaget af hver sin bog – sikkert noget dybsindigt – næppe Katja Keens erindringer.
Det er ærlig talt lidt skræmmende, for de to ovennævnte typer, synes jeg, går igen i alle tidens få-den-pension-du-drømmer-om-annoncer. Hvorfor i alverden tror reklamefolk, at vi alle sammen blive mere kulturelle, mere noble og mere åndrige, fordi vi fylder 60 år? Nu har mange gået i årevis og kløet sig i skridtet, drukket øl af flasken og ikke kunnet finde ud af at udtale ordet stilleben rigtigt. Så bliver man 60 og skal have pension, og vupti: Så bliver der stillet krav om Dostojevskij og fransk landejendom med blonder. Formentlig også udflugter på mountainbike i Lanzarotes bjerge og et sexliv som en 20-årig.
Alderdommen kan slet ikke tænkes at ende på en bænk nede i butikscenteret med en klirrende pose discount-øl – og travlt beskæftiget med at sende sjofle sms’er til 13-årige. Og den kan da slet ikke indebære åreknuder, kunstig hofte og inkontinens.
Her gik jeg og troede, at alderdommen netop vinkede forude med nul stress og ingenting »man skal«. Men »jeg skal«. Jeg skal forblive oppe på beatet, siger annoncerne. Men måske er det bare reklamer til tiden: En tid, der dybest set ikke kan fordrage tanken om at blive gammel.

It's a jungle out there

Sådan sagde de altid til morgenens breafing i den amerikanske tv-serie »Hill Street Blues«. Det var virkeligheden, de henviste til dengang, men som de fleste efterhånden har erfaret, kan udtrykket med en vis ret anvendes om internettet.
Vi er flere, der har en fornemmelse af, at en givtig forretning på nettet er dating-sider. Her kan mænd og kvinder, unge og gamle, by-kvinder og landmænd samt folk, der samler på belgiske chokoladedåser, finde en partner.
Nettet giver jo unægtelig mulighed for en høj grad af anonymitet, så der er måske grund til at advare om, hvad der kan gemme sig bag nogle af de mest udbredte klicheer, når folk jagter deres livs kærlighed i cyberspace:
- Jeg sidder i egen bolig og har fast arbejde. (bor i en campingvogn og fejer gulv i McDonalds)
- Jeg er sportsinteresseret. (sidder foran fjernsynet hver gang, der er fodbold)
- Jeg er en fri sjæl. (jeg vil også i seng med din søster)
- Jeg er i fyrrene. (jeg er 52 og søger en 25-årig)
- Almindelig af udseende. (usædvanlig hårvækst på skuldrene)
- Jeg har humor. (med en fjernbetjening og dåseøl)
- Kan lide gåture i skoven og ved stranden. (har lige læst Alt for Damerne og opdaget, at den falder kvinder altid for)
- Jeg sætter på pris på ærlighed. (lyver kun en gang i mellem)
- Jeg interesserer mig for det åndelige. (bruger en weekend på palmeblads-psykologi, og hvis din livline ser forkert ud, er du med garanti potentiel voldtægtsmand)
- Jeg er ung af sind. (prøver at komme i lag med teenagepiger).

Med næsen i sky - samt i pølsen og mælken

Jeg har fået en sand mani. Det har jeg ikke haft siden dengang, pornofilm altid var tyske og blev indledt med ordene: – Ich bin der neue gartner.
Men nu har jeg altså fået en igen: Jeg er blevet madsnuser. Folk, der har teenagere boende derhjemme, ved måske, hvad det handler om:
Man åbner køleskabsdøren med samme mistro som Peter Sellers i »Den lyserøde Panter«. Ikke fordi man frygter kinesisk hovmester og kung fu-ekspert, der springer ud og laver ens nyrer om til perlegrus, men fordi it’s a jungle in there. Arla kan være lige så farlig som Kato, selv om den ikke springer ud af skabet, men tværtimod står og fniser lusket med åben tud.
For hvor længe har den lige stået der? Er mælken blevet en tyktflydende ghetto fyldt med indvandrede bakterier, der med lynets hast besætter tarmsystemet som en flok hæmningsløse autonome – der kun kan sættes ud af det besatte ved en hel nat på toilettet?
Der er kun én måde at undersøge sagen på: Næsen ned i mælkekartonen. Og i det halve stykke spegepølse og den kvarte bakke leverpostej. Fjenden kan være overalt, og når jeg er færdig med at agere bombehund ser min næse ud som om, jeg er i familie med W.C. Fields.
Alt det synes min kone er ret irriterende. Ikke så meget for snuseriet, men fordi jeg griber de mistænkte og sender dem ned i affaldsposen med samme ildhu som kasteren i et spil baseball. En dag hørte jeg sågar min mund råbe: – Ha, afsløret. Det var vist en fiskefrikadelle. Og når jeg bagefter kigger ned i posen kan jeg da godt se, at resultatet af razziaen kan ernære den halve Dafur-provins. Så står jeg og får helt dårlig samvittighed med tanke på min gamle farmors mantra: Tænk på alle de fattige børn i Afrika. Og får lyst at trøste mig med en banan. Var det ikke for de der sorte pletter, den har der midt på. . .

Sådan at tale politisk

De fleste mennesker har en ret sikker fornemmelse af, at politik har sit eget sprog. Et sprog, der ikke altid er beregnet til at gøre sig forståelig med. Efter så mange år i denne branche, at jeg er begyndt at lugte af ord, har jeg efterhånden grejet den egentlige betydning af politiske vendinger:
Det har jeg aldrig sagt. (Jo, det sagde jeg. Jeg har dummet mig, og så snakker vi ikke mere om det.)
Vi har sendt sagen i udvalg. (det her lugter temmelig meget af en dårlig sag. Hvis vi nu gemmer den i noget, vi kalder planstrategi-udvalgs kommissionen, så glemmer alle den.)
Kan vi ikke gøre det lidt bedre, jeg tror det. (Egentlig er det os med pengene og flertallet, der i sidste ende afgør, hvor godt det går, men det har vi ikke rygrad til.)
Der er ikke noget at komme efter. (jo, der er noget at komme efter og hold så mund.)
Set i bagklogskabens lys. . . (det her kunne vi have jo sagt os selv, men vi tænker ikke ret langt.)
På den lange bane. . . (om ti år vil vi fortryde det her, men på den anden side: Til den tid er vi gået ud af politik. Skidt, vi gør det.)
Jeg vil gerne gøre det helt klart. . (sig mig, har I ikke fattet det endnu, dompapper.)
Vi vil have et bredt flertal bag dette. (Det bliver det sædvanlige udvandede bras, fordi alle skal have et fingeraftryk sat på det, men det kan vi jo ikke stå at sige højt.)
Oppositionen er helt gal på den (vi har klumret i det, og det har oppositionen opdaget, æv!)
Det er nu en gang demokratiets betingelser. (Okay, vi har smølet og smidt papirerne væk.)

Kend din klumme

Jeg har mødt kolleger, der i ramme alvor har sagt:
– Jeg ville egentlig gerne skrive klummer, men jeg ved ikke om, jeg kan være morsom.
Altså, hvis man ligefrem er i tvivl om det forhold så lad for Guds skyld være. Skriv om fiskeri-noteringer i stedet.
Og så taler jeg lidt mod bedre vidende, for der eksisterer faktisk klummeskribenter, der ikke er morsomme, højest ufrivilligt komiske. Især følgende genrer er kendt af mange avis- og magasinlæsere:
Dulle-klummen: Forfatterne er typisk ugifte storby-kvinder, der bruger en stor del af livet på pastamaskiner, Gucci-tasker og japanske knive.
I det ærinde bruger de klummen til at begå karakterdrab på butikker, hvor personalet ikke lige stod på tæer for klummeskriveren.
Østrogen-klummen: Forfatterne er kvinder, der lige har opdaget, at de er gravide og nu kan levere 14 hjernelammende epistler om det velsignede i at ligne en flodhest med stofskifteproblemer i ni måneder samt morgenkvalme og jagten på sutter i high tech klassen i Babysam. Ikke for børnenes skyld, men for at vise tilfældige mennesker på gaden, at man har en indtægt, der kan bære det.
I det ærinde bruger de klummen til at skræmme eventuelt barnløse mod nogensinde at få børn.
Den sarkastiske klumme: Her er stort set kun mandlige forfattere. Sædvanligvis mavesure herrer, der vredt forlanger direktionens afgang fra Det kongelige Teater, fordi klummeskriveren havde smidt sit garderobemærke væk og derfor først fik sin frakke sidst på aftenen.
Klummeskribenterne i dette segment ynder at omtale dem selv som skarpe, men lider bare af »mening-gitis«. De har meninger som gamle mænd har hår i næsen: Det vælter frem.
I det ærinde bruger de klummen til – ahem, det ovenstående. . .

Hilsen fra Kira

Jeg er et af de åbenbart tusinde af mennesker, der lige har fået en mail fra Kira M. Lee. Den indledes med følgende opfordring:
Wil du arbejdere online, fra dit hus og få lånet hverdags udenfor at efterlade eller virke på din hovedarbejde?
Jeg kan blive opstemt helt op i begge frontallapper af sådan en sætning. Den kan man simpelthen ikke sidde overhørig. Indholdet i mailen var kort fortalt, at jeg skulle ryste op med mit mobilnummer, min bankkontakt, mit registreringsnummer og mit kontonummer og gerne lidt tjept, for hele øvelsen handlede om »hastighed« og »nøjadtighed«. Underligt nok ville Kira ikke have det direkte nummer på min bankrådgiver. Jeg har ellers en idé om, at han gerne ville snakke med hende – især hvis andre af hans kunder har sendt bankoplysninger til Kira.
Som det fremgår er dansk retskrivning ikke Kiras spidskompetence. Og det smittede lidt af på budskabet, der fremstod en smule tåget:
Så snart som penger kommer til din bankkonto, får du en medelelse deraf, og vejledninger vad angår disse pengesumen. På den tid du skal overføre penger til den andre af vore klienter i Europa, Rusland eller andetsteds i Asia eller andet land.
Man er virkelig ude at handle i en globaliseret verden. Det er tilsyneladende mere spændende at handle med Kiras klienter end at spille kasino på nettet. Og man bliver med garanti ikke plaget med en masse efterfølgende spam-mails. Hvis man sender sine bankoplysninger til Kira, er jeg ret sikker på, at man aldrig kommer til at høre mere til hende.

Med stigende desperation og fugtige armhuler

Der er udkommet en bog, der hedder noget i retning af »Fyrrefanfuckingtastic«. Her fortæller en række kendte hvor vidunderligt, det er, at ramle ind i det stade, hvor man skal op om natten, men ikke kan være ude hele natten.
Lige præcis sådan vil jeg godt æde et mimrekort på, at ingen af de optrædende udtrykker sig i bogen. Den har vist det formål at overbevise læseren om, at han eller hun lige så godt kan leve med forfaldet, for det er i gang, og det går kun én vej.
Med andre ord: En bog af den slags der er skrevet med stigende desperation og fugtige armhuler. Lad bare vær´.
Nu har jeg ikke selv dårlige erfaringer med at runde de 40. Jeg er så privilegeret, at jeg dårligt kan huske, hvordan det var. Ikke fordi det er sekler siden, men jeg har blot valgt at grave erindringen ned i hjernens kompostbunke og satser på, at forrådnelsen sætter ind, da jeg alligevel bliver mere ormædt.
Det vil sige: Der er tre fikspunkter, der står klar som en sol i zenit:
1) Man kom i tvivl om, hvorvidt man stadig kan to gange.
2) Man kan ikke se sine knæ for mave.
3) Om morgenen ligner man Ulla Therkildsen på en dårlig hår-dag.
Det ændrer sig, kan jeg berolige med. I dag ser tingene anderledes ud:
1) Man kan godt to gange. Den om efteråret er den bedste.
2) Man kan måske se sine knæ igen. Fordi man har fået vand i dem.
3) Om morgenen ligner man Ulla Therkildsen på en dag, hvor hun slet ikke burde været stået op.

Det er dybt godnat, mand

Et videnskabeligt tidsskrift i England har offentliggjort en undersøgelse, der viser, at kvinder sover bedre, hvis de er alene i sengen. Så nu ved visse mænd, hvorfor de bliver henvist til stuens sofa og et patchwork-tæppe. Her gik de og troede, at det var straffen for at komme hjem med læbestift på skjorten, eller fordi de blev fulde til tante Odas fødselsdag og brækkede sig i askebægeret. Men sådan var det slet ikke ment.
Desværre meldte historien ikke ret meget om, hvorfor kvinder oftere bliver forstyrret i deres søvn, hvis der ligger en mand ved siden af. Altså hvis vi lige ser bort fra den indlysende: De slipper for at ligge på den våde plet ved at sove alene.
Men når man ser mønsteret på nogle af de pyjamasser, man kan købe til mænd, kan jeg godt forstå, hvis nervøst anlagte kvinder bliver så forskrækkede, at de ikke kan sove. Så kan han selvfølgelig vælge at sove uden pyjamas, men da kommer vi nok ikke uden om, at resultatet kan blive det samme: Nervøst anfald og så sover man dårligt.
Endelig er der nogle forklaringer, som forskerne måske var for høflige at komme ind på, men som jeg synes, bør med:
1) Mænd piller mere i sengen.
2) Mænd prutter mere i sengen.
3) Mænd snorker mere i sengen.
4) Mænd fylder mere i sengen.
Alt sammen er det tilbøjeligheder, der peger i én og samme retning:
Ind i stuen. Til patchworktæppe, eventuelt iklædt pyjamas. Så også hunden får sin nattesøvn ødelagt.