Med stigende desperation og fugtige armhuler

Der er udkommet en bog, der hedder noget i retning af »Fyrrefanfuckingtastic«. Her fortæller en række kendte hvor vidunderligt, det er, at ramle ind i det stade, hvor man skal op om natten, men ikke kan være ude hele natten.
Lige præcis sådan vil jeg godt æde et mimrekort på, at ingen af de optrædende udtrykker sig i bogen. Den har vist det formål at overbevise læseren om, at han eller hun lige så godt kan leve med forfaldet, for det er i gang, og det går kun én vej.
Med andre ord: En bog af den slags der er skrevet med stigende desperation og fugtige armhuler. Lad bare vær´.
Nu har jeg ikke selv dårlige erfaringer med at runde de 40. Jeg er så privilegeret, at jeg dårligt kan huske, hvordan det var. Ikke fordi det er sekler siden, men jeg har blot valgt at grave erindringen ned i hjernens kompostbunke og satser på, at forrådnelsen sætter ind, da jeg alligevel bliver mere ormædt.
Det vil sige: Der er tre fikspunkter, der står klar som en sol i zenit:
1) Man kom i tvivl om, hvorvidt man stadig kan to gange.
2) Man kan ikke se sine knæ for mave.
3) Om morgenen ligner man Ulla Therkildsen på en dårlig hår-dag.
Det ændrer sig, kan jeg berolige med. I dag ser tingene anderledes ud:
1) Man kan godt to gange. Den om efteråret er den bedste.
2) Man kan måske se sine knæ igen. Fordi man har fået vand i dem.
3) Om morgenen ligner man Ulla Therkildsen på en dag, hvor hun slet ikke burde været stået op.