Kend din klumme

Jeg har mødt kolleger, der i ramme alvor har sagt:
– Jeg ville egentlig gerne skrive klummer, men jeg ved ikke om, jeg kan være morsom.
Altså, hvis man ligefrem er i tvivl om det forhold så lad for Guds skyld være. Skriv om fiskeri-noteringer i stedet.
Og så taler jeg lidt mod bedre vidende, for der eksisterer faktisk klummeskribenter, der ikke er morsomme, højest ufrivilligt komiske. Især følgende genrer er kendt af mange avis- og magasinlæsere:
Dulle-klummen: Forfatterne er typisk ugifte storby-kvinder, der bruger en stor del af livet på pastamaskiner, Gucci-tasker og japanske knive.
I det ærinde bruger de klummen til at begå karakterdrab på butikker, hvor personalet ikke lige stod på tæer for klummeskriveren.
Østrogen-klummen: Forfatterne er kvinder, der lige har opdaget, at de er gravide og nu kan levere 14 hjernelammende epistler om det velsignede i at ligne en flodhest med stofskifteproblemer i ni måneder samt morgenkvalme og jagten på sutter i high tech klassen i Babysam. Ikke for børnenes skyld, men for at vise tilfældige mennesker på gaden, at man har en indtægt, der kan bære det.
I det ærinde bruger de klummen til at skræmme eventuelt barnløse mod nogensinde at få børn.
Den sarkastiske klumme: Her er stort set kun mandlige forfattere. Sædvanligvis mavesure herrer, der vredt forlanger direktionens afgang fra Det kongelige Teater, fordi klummeskriveren havde smidt sit garderobemærke væk og derfor først fik sin frakke sidst på aftenen.
Klummeskribenterne i dette segment ynder at omtale dem selv som skarpe, men lider bare af »mening-gitis«. De har meninger som gamle mænd har hår i næsen: Det vælter frem.
I det ærinde bruger de klummen til – ahem, det ovenstående. . .