Et videnskabeligt tidsskrift i England har offentliggjort en undersøgelse, der viser, at kvinder sover bedre, hvis de er alene i sengen. Så nu ved visse mænd, hvorfor de bliver henvist til stuens sofa og et patchwork-tæppe. Her gik de og troede, at det var straffen for at komme hjem med læbestift på skjorten, eller fordi de blev fulde til tante Odas fødselsdag og brækkede sig i askebægeret. Men sådan var det slet ikke ment.
Desværre meldte historien ikke ret meget om, hvorfor kvinder oftere bliver forstyrret i deres søvn, hvis der ligger en mand ved siden af. Altså hvis vi lige ser bort fra den indlysende: De slipper for at ligge på den våde plet ved at sove alene.
Men når man ser mønsteret på nogle af de pyjamasser, man kan købe til mænd, kan jeg godt forstå, hvis nervøst anlagte kvinder bliver så forskrækkede, at de ikke kan sove. Så kan han selvfølgelig vælge at sove uden pyjamas, men da kommer vi nok ikke uden om, at resultatet kan blive det samme: Nervøst anfald og så sover man dårligt.
Endelig er der nogle forklaringer, som forskerne måske var for høflige at komme ind på, men som jeg synes, bør med:
1) Mænd piller mere i sengen.
2) Mænd prutter mere i sengen.
3) Mænd snorker mere i sengen.
4) Mænd fylder mere i sengen.
Alt sammen er det tilbøjeligheder, der peger i én og samme retning:
Ind i stuen. Til patchworktæppe, eventuelt iklædt pyjamas. Så også hunden får sin nattesøvn ødelagt.
tirsdag den 9. oktober 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar