Den pension kan man da kun frygte

»Få den pension, du drømmer om« stod der i en annonce, jeg så for nyligt. Jeg var slet ikke klar over, at nogen ligefrem drømte om pension, men jeg har da godt registreret, at ufatteligt mange mennesker i det her land går gevaldig op i deres pension. Billedet i annoncen viste et nobelt par: Hun med smalle kloge-briller. Han i moderigtig skjorte med viskestykke-mønster. De var optaget af hver sin bog – sikkert noget dybsindigt – næppe Katja Keens erindringer.
Det er ærlig talt lidt skræmmende, for de to ovennævnte typer, synes jeg, går igen i alle tidens få-den-pension-du-drømmer-om-annoncer. Hvorfor i alverden tror reklamefolk, at vi alle sammen blive mere kulturelle, mere noble og mere åndrige, fordi vi fylder 60 år? Nu har mange gået i årevis og kløet sig i skridtet, drukket øl af flasken og ikke kunnet finde ud af at udtale ordet stilleben rigtigt. Så bliver man 60 og skal have pension, og vupti: Så bliver der stillet krav om Dostojevskij og fransk landejendom med blonder. Formentlig også udflugter på mountainbike i Lanzarotes bjerge og et sexliv som en 20-årig.
Alderdommen kan slet ikke tænkes at ende på en bænk nede i butikscenteret med en klirrende pose discount-øl – og travlt beskæftiget med at sende sjofle sms’er til 13-årige. Og den kan da slet ikke indebære åreknuder, kunstig hofte og inkontinens.
Her gik jeg og troede, at alderdommen netop vinkede forude med nul stress og ingenting »man skal«. Men »jeg skal«. Jeg skal forblive oppe på beatet, siger annoncerne. Men måske er det bare reklamer til tiden: En tid, der dybest set ikke kan fordrage tanken om at blive gammel.