Sådan at tale politisk

De fleste mennesker har en ret sikker fornemmelse af, at politik har sit eget sprog. Et sprog, der ikke altid er beregnet til at gøre sig forståelig med. Efter så mange år i denne branche, at jeg er begyndt at lugte af ord, har jeg efterhånden grejet den egentlige betydning af politiske vendinger:
Det har jeg aldrig sagt. (Jo, det sagde jeg. Jeg har dummet mig, og så snakker vi ikke mere om det.)
Vi har sendt sagen i udvalg. (det her lugter temmelig meget af en dårlig sag. Hvis vi nu gemmer den i noget, vi kalder planstrategi-udvalgs kommissionen, så glemmer alle den.)
Kan vi ikke gøre det lidt bedre, jeg tror det. (Egentlig er det os med pengene og flertallet, der i sidste ende afgør, hvor godt det går, men det har vi ikke rygrad til.)
Der er ikke noget at komme efter. (jo, der er noget at komme efter og hold så mund.)
Set i bagklogskabens lys. . . (det her kunne vi have jo sagt os selv, men vi tænker ikke ret langt.)
På den lange bane. . . (om ti år vil vi fortryde det her, men på den anden side: Til den tid er vi gået ud af politik. Skidt, vi gør det.)
Jeg vil gerne gøre det helt klart. . (sig mig, har I ikke fattet det endnu, dompapper.)
Vi vil have et bredt flertal bag dette. (Det bliver det sædvanlige udvandede bras, fordi alle skal have et fingeraftryk sat på det, men det kan vi jo ikke stå at sige højt.)
Oppositionen er helt gal på den (vi har klumret i det, og det har oppositionen opdaget, æv!)
Det er nu en gang demokratiets betingelser. (Okay, vi har smølet og smidt papirerne væk.)