Gammelnok danner en forening

Jeg prøver at gå ind i foreningslivet. Formålet med foreningen skal være noget, der virkeligt engagerer mig, så jeg begyndte med at ringe til alle de sure, gamle, vrisne mænd, jeg kender. Derfor blev det en lang eftermiddag, og PET kiggede forbi for at høre, om jeg ringede til Mellemøsten, siden samtalen tog så lang tid.
- Slet ikke, svarede jeg. Vi udveksler bare bitterhed.
Det kunne agenterne godt forstå. De havde haft samme følelse siden dengang med Blekingegade-banden. Den slags tager tid.
Så jeg fortsatte mit partiforberedende arbejde. Jeg forestillede mig at, medlemmerne skulle sidde og diskutere ting som sædernes forfald og tidens skaberi. Tag nu de der spidsbrystede gymnasiepiger i DGI-byen, der ville have lov at bade topløse. Herregud, mine bryster er større end deres.
- Vi skal have fængende navn, og ikke noget med alliance, brølede jeg på det stiftende møde. Ikke fordi jeg ved noget om, hvorvidt de andre er tunghøre. Det gik jeg bare ud fra. Vi endte med at kalde foreningen De Erfaringsramte. Det lyder som en patientforening, og det er ganske passende. Erfaringer er simpelthen noget hæsligt noget at blive ramt af, lidt i stil med fodvorter, og de er ikke til at slippe af med. Man kan lige så godt bede om en ny blodtype. Lidelsen er især udtalt, hvis man er ansat et sted,hvor der en dag ankommer en mellemleder, der blev født dengang, man selv fik sin første åreknude. Han indleder karrieren med at efterlyse visioner og mere holistisk tankegang, ligesom han taler en del om innovation. Så er det, at ens hjerne kan høre munden ganske uopfordret sige:
- Det har vi prøvet. .
Og så har vi balladen, for den dybe tallerken skal opfindes med jævne mellermum.
Siger erfaringen os.

Jeg synes, du skal tage dig gevaldigt sammen i det nye år

Hvis man Google’r på ordet nytårsforsætter dukker hjemmesiden »Netdoktor« op som det første. Allerede her synes jeg, at motivationen til at opstille nye mål for tilværelsen går fløjten. Det lugter simpelthen for meget af minushæl og kolde afvaskninger.
Hvorfor må nytårsforsætter ikke være sjove? I det nye år vil jeg: Spise uhæmmet og kun det, jeg kan lide, feste igennem og prøve at komme i trusserne på genboens 17-årige datter.
Nej vel? Det er ikke nytårsforsætter, man skal lufte, når hele selskabet står fem sekunder i rådhusklokker med serpentiner i håret og Aldi-boblevand i glassene. Så kan det i hvert fald blive en træls omgang at komme igennem kransekagen.
Nytårsforsætter skal af en eller anden, sikkert streng protestantisk, årsag indeholde prøvelser og afsavn, og bare se resultatet: Midt i januar er de droppet og smidt ud sammen med det tørre juletræ.
Så enten skal man opstille nogle forsætter, man kan leve op til. Måske blot et enkelt overskueligt et:
Jeg vil i det nye år ikke gøre det fjerneste for at forbedre mig.
Så slipper man også for den prøvelse, det kan være at stå foran spejlet og klippe de små hår i næsen.
Endnu mere optimalt er at aftale med sin partner/familie, at vi opstiller forsætter, de andre skal efterleve. For hvis det er svært at stille krav til sig selv, så er det ulige lettere at se bjælken i næstens øje. Så du skal fluks holde op med at:
Krumme i sengen.
Tisse på brættet.
Efterlade hår i håndvasken.
Prutte når der er andre til stede.
Brokke dig over at ligge på den våde plet.
Smide dit tøj på gulvet.
Spise med åben mund.
Og især skal du holde op med at stille urimelige krav til mig. Skal vi så gå til kransekagen. . ?

Ornli' syg patient

Eksperter af den slags, der hæver deres hyre for at være bekymrede, besværer sig ofte over, at mænd går for lidt til læge. Og det hænger sammen med, siger eksperterne, at mænd er for dårlige til at lytte til kroppens signaler. Hvilket blot viser, at de pågældende eksperter aldrig har været med til at spille pool på Café »Det Flækkede Øjenbryn«.
Oveni kommer, at mange mænd bliver medicineret derhjemme. Ret mange kvinder har en tro på, at al dårligdom kan løses ved at lytte til den egentlige lægevidenskab. Hende selv:
– Nu går du dig en frisk tur, så skal du bare se. Og så har jeg besluttet, at vi skal til at leve vegetarisk, du har ikke godt af kød, og salt er usundt for nyrerne.
Siger konen. Skodder dagens femte cigaret og giver manden en strikket hue på. Inde i ham stiger angsten op som en luftboble, da han for sit indre blik ser sin kone forvandle sig fra en bedrevidende storryger til en shaman med ulveskind på hovedet og en svag hørm af puma-tis. Det kan jage enhver til læge. Her er problemet blot, at venteværelset er fyldt med mænd, der alle har været ude at gå sig en frisk tur, hvorunder de forvred en ankel. Og ældre kvinder, der med høje stemmer indvier rummet i liggesår, luft i tarmene og operations-ar. Hvorved mændene synker sammen bag hver deres nummer af »Vi Med Børn«, hvor de læser om børnesår, strækmærker og smerter i brystvorterne. Og glæder sig over, at de endelig tog sig sammen og gik til læge. Han sidder derinde et sted omgivet af medicin. Sikkert også noget beroligende.

It's payback time

Uha. Stadig flere danske kvinder tjener mere end deres mænd. Og det er uha, siger forskere, for det kan danske mænds i forvejen skamskudte maskulinitet ikke klare. Forskerne opfordrer sågar kvinderne til ikke at fortælle manden, hvor meget de i virkeligheden tjener, for så vil han sidde og kigge på sin lønseddel med samme mine, som da han fik fire rigtige på lottokuponen. Faktisk er parforholdet i fare, hvis madammen er ved muffen, for kone krone risikerer, at den hvide prins stikker af med en yngre model, der er på kontanthjælp.
Men det er en overdreven frygt, tror jeg. Tværtimod er jeg ret sikker på, at adskillige mænd kan se fordele ved, at fruen er skaffedyr. De siger det bare ikke højt, men jeg vil godt være tarvelig nok til at afsløre nogle af fiduserne:
Manden bliver endelig mand i huset. Langt om længe ryger den hvide sofa ud til fordel for a black hell from Biva, der kan tåle ostepops og ølsjatter og hvor revnerne mellem hynderne kan sluge selv den største fjernbetjening. Ferskenfarvede dynebetræk og puder forsvinder til fordel for lagener med FCK-logoer og sorthvide portrætter af Nena. Så har vi ikke nævnt den usigelige glæde ved for en gangs skyld at stå i den anden af telefonrøret og kunne sige:
– Nej, du skal ikke ud at drikke cafe latte med veninderne, men du skal tage økologiske pastinakker med hjem, og helt ærligt det er også din familie, og jeg har faktisk også et job og det er lige så vigtigt som dit job, og dine børn snakker du heller ikke med, og hvis du endelig snakker med dem, så vrisser du af dem. . .

Gå i hi i julen

– Kan du ikke skrive en klumme om hvordan man undgår julestress, spurgte en kollega forleden. Jeg ved ikke, hvorfor nogen folk tror, at jeg er en terapeutisk døgnautomat, de kan trække i, når deres psykolog holder fri.
Mit svar blev da også derefter:
– Glem ræset, vær dig selv og tænk på, at julen egentlig er lysets og fredens fest, hvor det i bund og grund handler om glæden ved Jesu fødsel.
Sagde jeg. Og kunne godt mærke, hvordan min mund blev fyldt med uld nok til en australsk fårefarm. For en så forkvaklet holdning til julen findes kun hos de af os, der kom for sent til receptionen, dengang Gud uddelte den 11. gammeltestamentlige plage: Julestressen. Alle normale danskere ved, at det kimer nu til julefest fra sådan cirka midt i november. Og hvad kan man gøre ved julestressen?
Vi må nok fastholde, at den enkleste metode er at gå i hi. Man kan rejse ud til et eksotisk område i verden, hvor de ikke har hørt om jul, siden de europæiske koloniherrer rejste hjem. Her sætter man sig på stranden med håndklæde, solcreme, mobiltelefon og ringer om til den side af kloden, der ligger indhyllet i julestress, halvmørke og rimtåge:
– Glædelig jul. Hvad laver I? Okay, der var ikke flere frosne æbleskiver i Netto, du nåede ikke den sidste julegave, men til gengæld nåede svigermor alligevel frem til jul og har kritiseret pynten på juletræet, og hendes søn har ikke fortjent sådan en sjuskedorte af en kone. Birger fik tæsk henne i skolen, fordi hans klassens-gave var billigere end Jespers, og nu er anden ved at brænde på, jamen så har du jo heller ikke tid til at snakke i telefon. . .

Humoristisk Folkeparti

- Du, der mener så meget, du må da kunne blive spindoktor, sagde en kollega forleden.
- Nå, synes du det, svarede jeg med en klædelig beskedenhed, der i sig selv gør mig uegnet til sådan et job.
- Ja, et parti, der går til valg på noget sjovt, ivrede kollegaen.
Og en idé var født. Tanken er fristende, og opgaven rummer store udfordringer: Jeg har da selv svært ved at forestille mig Helle Thorning Schmidt sidde hjemme i sofaen og slå sig på lårene af grin. Der kunne jo ryge en maske i strømperne.
Eller Henriette Kjær:
- Gud, vi har fået ny markise. Nej, hvor sjovt. Koster den noget?
Så jo: Humorens hær kan rykke ud med et program for et parti, der kan få vælgerne til at dø af grin, hvad der også vil lette sygehusvæsenet for flere påtrængende problemer. Men inden højre hjernehalvdel kom i gang med at udtænke konceptet for Humoristisk Folkeparti, sparkede venstre halvdel et par dræbende kendsgerninger ind: Dansk politik klarer sig glimrende uden fornyelse på det område. Der er rigeligt med sjov. De konservative har udpeget en bestyrer for fem McDonals restauranter som sundhedsordfører, og det vidner om en udstrakt sans for humor.
En repræsentant for en fornyende alliance mente, at man kunne udpege en tilfældig plet på Danmarkskortet som et dansk Andorra. Det, vil jeg tro, synes især fynske husejere kunne være morsomt.
Men hvad med statsministeren? Kan denne meget kontrollerede statsmand ikke trænge til et humoristisk vitamintilskud? Svært at sige. Måske er der heller ikke her noget at komme efter. Og egentlig ved vi ikke, om ikke han i stille stunder sidder og fniser over den der med: "Jeg kan slå Fogh".

Når vi vender hjem fra sletten

Tidligere var julen hjerternes fest. I dag er den kvindernes fest, og derfor får de julestress. Ligesom kvinder får feriestress, arbejdsstress, og jeg-vil-både-bage-leverpostej-spille-stangtennis-og-dyrke-sex stress.
Mænd får ikke julestress. De står nemlig så passive over for julens trængsel og alarm, at hvis man giver dem en lille hue på, kan man stille dem udenfor som havenisser.
I det hele taget får mænd ikke stress derhjemme. Forskere har fundet ud af, at mænds stressniveau falder, når de nærmer sig hjemmet. Kvinders stress stiger til 12 på Richterskalaen. Det kan man vælge at kalde et dybt uretfærdigt påhit af en kvindehadende gud, eller man kan betragte det som resultatet af en historisk udvikling: Når vores forfædre kom hjem fra jagt, satte de sig og stirrede tavse ind i bålets flammer. Mens kvinderne løb rundt med bryster som slappe balloner og råbte:
– Mammutten slap væk, det er det samme hver gang, du har rendt rundt på sletten i tre dage, og hvad skal vi nu leve af, bær og nødder, siger du, og se mit ulveskind, jeg kan ikke gå i den las, og Hansens de har fået en ny hule – med drypsten – og vi sidder stadig nede i det hul.
Sådan er det stadig: Kvinden kan ikke slappe af i fem minutter i sofaen, fordi der ligger tre uvaskede viskestykker i køkkenet. Manden sidder og kigger tavst ind i fjernsynsskærmen, mens en børnefødselsdag synger Mariehønen Evigglad til højre, hunden laver brækbevægelser til venstre, og konen taler til ham med en stemme som en løbsk sømpistol.
Ja, ja, mammutten slap væk, men vi gjorde skam, hvad vi kunne. Det må da være nok.