Jeg prøver at gå ind i foreningslivet. Formålet med foreningen skal være noget, der virkeligt engagerer mig, så jeg begyndte med at ringe til alle de sure, gamle, vrisne mænd, jeg kender. Derfor blev det en lang eftermiddag, og PET kiggede forbi for at høre, om jeg ringede til Mellemøsten, siden samtalen tog så lang tid.
- Slet ikke, svarede jeg. Vi udveksler bare bitterhed.
Det kunne agenterne godt forstå. De havde haft samme følelse siden dengang med Blekingegade-banden. Den slags tager tid.
Så jeg fortsatte mit partiforberedende arbejde. Jeg forestillede mig at, medlemmerne skulle sidde og diskutere ting som sædernes forfald og tidens skaberi. Tag nu de der spidsbrystede gymnasiepiger i DGI-byen, der ville have lov at bade topløse. Herregud, mine bryster er større end deres.
- Vi skal have fængende navn, og ikke noget med alliance, brølede jeg på det stiftende møde. Ikke fordi jeg ved noget om, hvorvidt de andre er tunghøre. Det gik jeg bare ud fra. Vi endte med at kalde foreningen De Erfaringsramte. Det lyder som en patientforening, og det er ganske passende. Erfaringer er simpelthen noget hæsligt noget at blive ramt af, lidt i stil med fodvorter, og de er ikke til at slippe af med. Man kan lige så godt bede om en ny blodtype. Lidelsen er især udtalt, hvis man er ansat et sted,hvor der en dag ankommer en mellemleder, der blev født dengang, man selv fik sin første åreknude. Han indleder karrieren med at efterlyse visioner og mere holistisk tankegang, ligesom han taler en del om innovation. Så er det, at ens hjerne kan høre munden ganske uopfordret sige:
- Det har vi prøvet. .
Og så har vi balladen, for den dybe tallerken skal opfindes med jævne mellermum.
Siger erfaringen os.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar