Eksperter af den slags, der hæver deres hyre for at være bekymrede, besværer sig ofte over, at mænd går for lidt til læge. Og det hænger sammen med, siger eksperterne, at mænd er for dårlige til at lytte til kroppens signaler. Hvilket blot viser, at de pågældende eksperter aldrig har været med til at spille pool på Café »Det Flækkede Øjenbryn«.
Oveni kommer, at mange mænd bliver medicineret derhjemme. Ret mange kvinder har en tro på, at al dårligdom kan løses ved at lytte til den egentlige lægevidenskab. Hende selv:
– Nu går du dig en frisk tur, så skal du bare se. Og så har jeg besluttet, at vi skal til at leve vegetarisk, du har ikke godt af kød, og salt er usundt for nyrerne.
Siger konen. Skodder dagens femte cigaret og giver manden en strikket hue på. Inde i ham stiger angsten op som en luftboble, da han for sit indre blik ser sin kone forvandle sig fra en bedrevidende storryger til en shaman med ulveskind på hovedet og en svag hørm af puma-tis. Det kan jage enhver til læge. Her er problemet blot, at venteværelset er fyldt med mænd, der alle har været ude at gå sig en frisk tur, hvorunder de forvred en ankel. Og ældre kvinder, der med høje stemmer indvier rummet i liggesår, luft i tarmene og operations-ar. Hvorved mændene synker sammen bag hver deres nummer af »Vi Med Børn«, hvor de læser om børnesår, strækmærker og smerter i brystvorterne. Og glæder sig over, at de endelig tog sig sammen og gik til læge. Han sidder derinde et sted omgivet af medicin. Sikkert også noget beroligende.
torsdag den 27. december 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar