Uha. Stadig flere danske kvinder tjener mere end deres mænd. Og det er uha, siger forskere, for det kan danske mænds i forvejen skamskudte maskulinitet ikke klare. Forskerne opfordrer sågar kvinderne til ikke at fortælle manden, hvor meget de i virkeligheden tjener, for så vil han sidde og kigge på sin lønseddel med samme mine, som da han fik fire rigtige på lottokuponen. Faktisk er parforholdet i fare, hvis madammen er ved muffen, for kone krone risikerer, at den hvide prins stikker af med en yngre model, der er på kontanthjælp.
Men det er en overdreven frygt, tror jeg. Tværtimod er jeg ret sikker på, at adskillige mænd kan se fordele ved, at fruen er skaffedyr. De siger det bare ikke højt, men jeg vil godt være tarvelig nok til at afsløre nogle af fiduserne:
Manden bliver endelig mand i huset. Langt om længe ryger den hvide sofa ud til fordel for a black hell from Biva, der kan tåle ostepops og ølsjatter og hvor revnerne mellem hynderne kan sluge selv den største fjernbetjening. Ferskenfarvede dynebetræk og puder forsvinder til fordel for lagener med FCK-logoer og sorthvide portrætter af Nena. Så har vi ikke nævnt den usigelige glæde ved for en gangs skyld at stå i den anden af telefonrøret og kunne sige:
– Nej, du skal ikke ud at drikke cafe latte med veninderne, men du skal tage økologiske pastinakker med hjem, og helt ærligt det er også din familie, og jeg har faktisk også et job og det er lige så vigtigt som dit job, og dine børn snakker du heller ikke med, og hvis du endelig snakker med dem, så vrisser du af dem. . .
onsdag den 19. december 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar