Der er visse typer, jeg ærligt frygter at rende ind i. En af dem er den bekymrede.
Den bekymrede er som regel en kvinde i 30erne. Hun elskede at lave lektier i gymnasiet, hvor hun fik tårnhøje karakterer, og hun kan stadig finde på at række fingeren i vejret, hver gang hun vil sige noget i blandede selskaber. Som 17-årig lovede hun sig selv aldrig at fnise, og siden har hun været bekymret for miljøet, tonen i udlændingedebatten og piger, der går rundt med bare navler. Selv foretrækker hun til enhver tid at pille navle. Sin egen forstås. Den bekymrede er som regel gift med en mand, der hedder Asger, som går i sandaler hele året.
Det er let for omgivelserne at se, når den bekymrede får børn. Så anlægger hun praktisk herrefrisure, dropper sex og får smalle briller. Faktisk så smalle at de matcher hendes mund, der giver ordet smal en helt ny dimension, når hun nærmer sig rygere.
Den bekymrede er punktlig til det grusomme og foretager sig ikke noget uden først at have skrevet det ned på en gul seddel, som hun hænger op på køleskabet. Hun er typen, der låser sin cykel, bare hun skal holde for rødt lys. Og hun er altid på vej. Den bekymrede er nemlig medlem af et utal af forældrebestyrelser, hvor ingen kan huske, at hun nogensinde har sagt andet end »det er altså vores børns fremtid det handler om«.
Hvordan tjekker man, om en bekymret er på vej for at stjæle ens tid? Selv er jeg aldrig i tvivl, når hun dukker på min arbejdsplads. Det er hende, der pludselig står bag mig og siger:
– Du kan da ikke arbejde i det lys.
mandag den 7. juli 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar