I USA er de så hurtige. Der kan de også få en fest afviklet i en ruf, måske fordi de ikke kræver mere end cola og pizza for at få at kalde arrangementet for fest.
Der kunne vi måske lære noget. Danske fester kan vare så længe, at man sidder og tænker med glæde på dengang, man var strandet i otte timer i en strejkeramt lufthavn i 35 graders varme. Man sidder der med sko, der klemmer, over for en borddame, der ti minutter inde i samtalen siger: »Du er garanteret vædder«.
Så ved man, at det bliver en lang aften.
Sådan har det ikke altid været. Til familiefesten i gamle dage kunne man opleve onkel Niels rejse sig for at holde en tale for konfirmanden om livets alvor. Onkel Niels arbejdede på Faaborg Middagsretter og lignede Karl Stegger, og han indledte med at sige, at »han jo ikke var taler«. Hvilket han demonstrerede så rigeligt de næste 25 minutter, mens stemningen blev lige så slatten som de gulerødder, der kom ind sammen med wienersnitslen.
Her er sket en forandring: I dag er der ikke ret mange, der holder taler. Men der bliver talt rigeligt ved moderne sammenkomster. Faktisk har man dårligt fået afleveret ja-de-kan-jo-byttes-gaverne, før alle snakker ud i rummet om vores nye bog, vores eksperimenterende musikvideo, vores nye samtalekøkken, vandretur i Marokko og spændende udfordringer i firmaets afdeling for varm luft.
Det er måske forklaringen på den manglende festtale. Ingen kan huske nok om andre til en tale, og vi gider for øvrigt ikke høre på andre end os selv. Derfor kan man godt få lyst til at svare borddamen og udbryde:
- Nej, jeg er ikke vædder. Jeg er født i rottens år, og lige om lidt forsvinder jeg pibende ud i mørket. . .
fredag den 29. maj 2009
mandag den 25. maj 2009
Dum, dummere, vældig klog
Vi er et par stykker, der længe har ventet på, at videnskaben ville nå frem til den opdagelse. Og nu er den her: En hollandsk forsker har fundet ud, at alle har trang til at være dumme.
Forløsning og jubel. Der vil stige et kollektivt lettelsens suk fra alle dem, der har stået foran hoveddøren i regnvejr, fordi de har smidt nøglen væk. Fra alle dem, der har stået sørgmodigt foran det afbrændte strygejern, bilen med den krøllede forskærm, og med bukserne nede om anklerne og i selskab med kontorets 16-årige piccoline i kopirummet under firmajulefrokosten. Alle kan de nu hækle en klokkestreng med ordene fra forfatteren Matthijs van Boxsel:
Dumhed er årsagen til, at mennesket er blevet intelligent.
Den lader vi lige stå et øjeblik. En udredning af dumhedens væsen er vigtig. Især i et land, hvor kulturministeren skal stille til skideballe, fordi der kommer en fodboldlandskamp i tv, som ikke alle kan se. Den hollandske forsker hævder, at han har fulgt dumhedens spor i menneskets historie, og han har formuleret en teori om, at intelligens er den taktik, mennesker anvender for at overkomme sin egen dumhed. Altså at vi er tvunget til at lære af vores fejl, hvorved vi bliver klogere.
Det sidste synes jeg nok, forskeren burde fortælle dem, der holder liv i EU’s landbrugstilskud, men spørgsmålet er vel om det altid er nok at lære af sine fejl. Om der ikke er områder, hvor man bare skulle have dyet sig. Hvor man simpelthen bare har været for dum:
- Eva, lad os lige få det her på det rene: Vi er smidt ud af haven, fordi vi stjal af chefens æbler. Nu skal jeg tjene mit brød i mit ansigts sved, mens du skal føde dine børn i smerte. Det er godt nok dyre lærepenge, men hvorfor prøvede du også at skyde skylden på en slange. Hvor dum tror du, chefen er?
Forløsning og jubel. Der vil stige et kollektivt lettelsens suk fra alle dem, der har stået foran hoveddøren i regnvejr, fordi de har smidt nøglen væk. Fra alle dem, der har stået sørgmodigt foran det afbrændte strygejern, bilen med den krøllede forskærm, og med bukserne nede om anklerne og i selskab med kontorets 16-årige piccoline i kopirummet under firmajulefrokosten. Alle kan de nu hækle en klokkestreng med ordene fra forfatteren Matthijs van Boxsel:
Dumhed er årsagen til, at mennesket er blevet intelligent.
Den lader vi lige stå et øjeblik. En udredning af dumhedens væsen er vigtig. Især i et land, hvor kulturministeren skal stille til skideballe, fordi der kommer en fodboldlandskamp i tv, som ikke alle kan se. Den hollandske forsker hævder, at han har fulgt dumhedens spor i menneskets historie, og han har formuleret en teori om, at intelligens er den taktik, mennesker anvender for at overkomme sin egen dumhed. Altså at vi er tvunget til at lære af vores fejl, hvorved vi bliver klogere.
Det sidste synes jeg nok, forskeren burde fortælle dem, der holder liv i EU’s landbrugstilskud, men spørgsmålet er vel om det altid er nok at lære af sine fejl. Om der ikke er områder, hvor man bare skulle have dyet sig. Hvor man simpelthen bare har været for dum:
- Eva, lad os lige få det her på det rene: Vi er smidt ud af haven, fordi vi stjal af chefens æbler. Nu skal jeg tjene mit brød i mit ansigts sved, mens du skal føde dine børn i smerte. Det er godt nok dyre lærepenge, men hvorfor prøvede du også at skyde skylden på en slange. Hvor dum tror du, chefen er?
onsdag den 20. maj 2009
Røv i bukserne
Nu bliver jeg nødt til at springe ud i det. Efter i årevis at have beskæftiget mig med mænds kroniske svagheder:
1) Manglende evne til at multitaske
2) Had til katte
3) En inderlig overbevisning om at G-punktet er titlen på en engelsk spionfilm
- bliver vi nødt til at gribe fat om den kroniske svaghed hos kvinderne: Deres numse.
For kvinder har noget med deres bagdel. Hvor ofte hører man en mand sige: Ser min ølmave for stor ud i disse bukser med lav talje? Nej, for han ved godt, hvad svaret bliver: Ja den gør. Køb et par løse herrebukser, som dem Ib Schønberg brugte i Far til fire-filmene, klovn!
Så vor mand efterlyser ikke æstetiske holdninger, men traller glad derud ad. Sådan foregår det slet, slet ikke hos kvinder, og derfor lander denne ikke FN sanktionerede krigserklæring i et parforhold:
- Ser min røv for stor ud i de her bukser?
Hvorfor gør kvinderne så det her? Alle ved jo, at der kun er ét svar: Det forkerte.
Han siger: Nej. (Kvinden tænker: Han lyver. Jeg vil skilles.)
Han siger: Ja. (Kvinden tænker: Han hader min krop. Jeg vil skilles)
Han siger: Nå, men jeg går lige ud og vasker bil/slår græs/rydder op i garagen/tager til Afghanistan og leder efter vejsidebomber. (Kvinden tænker: Han er konfliktsky. Jeg vil skilles)
Som man spørger, får man derfor ikke altid svar. Så hvorfor overhovedet spørge? Er det masochistisk selvkritik parret med et selvværd på størrelse med et norsk, ti øres frimærke? Jeg ved det ikke, og jeg tør ikke ringe og spørge de kvinder, jeg kender:
– Hvorfor spørger du lige mig om det? Synes du måske, min numse er for stor, hva’, hva’, HVA’
1) Manglende evne til at multitaske
2) Had til katte
3) En inderlig overbevisning om at G-punktet er titlen på en engelsk spionfilm
- bliver vi nødt til at gribe fat om den kroniske svaghed hos kvinderne: Deres numse.
For kvinder har noget med deres bagdel. Hvor ofte hører man en mand sige: Ser min ølmave for stor ud i disse bukser med lav talje? Nej, for han ved godt, hvad svaret bliver: Ja den gør. Køb et par løse herrebukser, som dem Ib Schønberg brugte i Far til fire-filmene, klovn!
Så vor mand efterlyser ikke æstetiske holdninger, men traller glad derud ad. Sådan foregår det slet, slet ikke hos kvinder, og derfor lander denne ikke FN sanktionerede krigserklæring i et parforhold:
- Ser min røv for stor ud i de her bukser?
Hvorfor gør kvinderne så det her? Alle ved jo, at der kun er ét svar: Det forkerte.
Han siger: Nej. (Kvinden tænker: Han lyver. Jeg vil skilles.)
Han siger: Ja. (Kvinden tænker: Han hader min krop. Jeg vil skilles)
Han siger: Nå, men jeg går lige ud og vasker bil/slår græs/rydder op i garagen/tager til Afghanistan og leder efter vejsidebomber. (Kvinden tænker: Han er konfliktsky. Jeg vil skilles)
Som man spørger, får man derfor ikke altid svar. Så hvorfor overhovedet spørge? Er det masochistisk selvkritik parret med et selvværd på størrelse med et norsk, ti øres frimærke? Jeg ved det ikke, og jeg tør ikke ringe og spørge de kvinder, jeg kender:
– Hvorfor spørger du lige mig om det? Synes du måske, min numse er for stor, hva’, hva’, HVA’
tirsdag den 19. maj 2009
Frels os fra de frelste
Der var en gang, da Gud bare var Gud. Til gengæld var Gud stor. Så når folk klokkede rundt på livets landevej, sagde de blot: »Herrens veje er uransalige« og tøffede glade videre.
Sådan en slaphed går ikke i dag. Nu skal vi være knappet helt op i halsen (der ikke må have en rynke) og være i centrum for os selv. Tage ansvar for vores for krop og vores liv. Jeg ved ikke, om det er derfor, men det virker som om, der er kommet en ny Gud på menukortet: Mad.
Tro kan flytte bjerge, men ikke fedtbjerge. Der må anderledes skrappe midler til og at høre kernesunde konvertitter snakke om mad er som at få besøg af Jehovas Vidner. Bortset fra at man kan lukke døren for de sidste. De første kan man ikke engang lukke munden på, og man får skrækkelig lyst til at bombardere dem med vingummibamser.
Nettet flyder over med blogs og hjemmesider, hvor en masse mennesker begejstret fortæller at, efter de har droppet gluten/soja/salt/sukker/fedt/noget helt 17. er blevet bedre mennesker. Underforstået: Vi andre er fordømt til Helvede, som man også snart begynder at længes efter, for det må være det eneste sted uden rygepolitik, og de har det garanteret Fandens sjovt.
Forleden læste jeg om en mand, der glad beskrev, hvordan han pruttede mindre efter at have lagt sin kost om. Det var også liiige den bemærkning, jeg sad og manglede for at blive omvendt.
Livet er ikke lutter lagkage (det er også usundt), og det er fint at være sund og slank på den fede måde. Men man får voldsom trang til at sukke: »spis brød til« til de nypudsede sundhedssandaler. Med andre ord: Frels os fra de frelste. Så hellere den gode gamle Gud. Hans søn lavede også vand til vin. Det var der da noget ved.
Sådan en slaphed går ikke i dag. Nu skal vi være knappet helt op i halsen (der ikke må have en rynke) og være i centrum for os selv. Tage ansvar for vores for krop og vores liv. Jeg ved ikke, om det er derfor, men det virker som om, der er kommet en ny Gud på menukortet: Mad.
Tro kan flytte bjerge, men ikke fedtbjerge. Der må anderledes skrappe midler til og at høre kernesunde konvertitter snakke om mad er som at få besøg af Jehovas Vidner. Bortset fra at man kan lukke døren for de sidste. De første kan man ikke engang lukke munden på, og man får skrækkelig lyst til at bombardere dem med vingummibamser.
Nettet flyder over med blogs og hjemmesider, hvor en masse mennesker begejstret fortæller at, efter de har droppet gluten/soja/salt/sukker/fedt/noget helt 17. er blevet bedre mennesker. Underforstået: Vi andre er fordømt til Helvede, som man også snart begynder at længes efter, for det må være det eneste sted uden rygepolitik, og de har det garanteret Fandens sjovt.
Forleden læste jeg om en mand, der glad beskrev, hvordan han pruttede mindre efter at have lagt sin kost om. Det var også liiige den bemærkning, jeg sad og manglede for at blive omvendt.
Livet er ikke lutter lagkage (det er også usundt), og det er fint at være sund og slank på den fede måde. Men man får voldsom trang til at sukke: »spis brød til« til de nypudsede sundhedssandaler. Med andre ord: Frels os fra de frelste. Så hellere den gode gamle Gud. Hans søn lavede også vand til vin. Det var der da noget ved.
torsdag den 14. maj 2009
De gratis glæder
Finanskrisen blæser over os, og her sidder vi. På hænderne. Lammede. Ingen tør rigtigt ikke foretage sig noget og da slet ikke hive pungen op af lommen, for vi har nu en gang vænnet os til at få to kroner tilbage, når vi giver en ud.
Det kan vi ikke rigtigt regne med længere, så for ikke at slå opgivende ud med hænderne, sidder vi på dem. Og keder os. Det er vi vant til at betale os fra, men så er vi tilbage ved hænderne. Imens fortæller eksperterne, at danskerne er blevet så forsigtige, at vi er en nation, der låser cyklen, bare vi skal holde for rødt lys.
Der er kun én vej ud af miseren: Gratis glæder.
Og de findes faktisk:
Sortér alle dine ting efter farver. Der kan bruges timer med det, og du opdager, at der er liv bag boghylden. Syng imens. De fleste bøger og nips elsker »Rigtige venner«.
Tag en (gratis)avis og oplev Mogens Camre sige, at rumænere og bulgarer ikke skal have så mange pladser i Europa-parlamentet, for de er ikke vakse oveni roen som os. (Han har tydeligvis aldrig mødt en bulgarsk trick-tyv)
Åbn en net-pornoside på din kollegas pc, mens han er til frokost. Og sig højt og gennemtrængende, så det kan høres i hele kontorlandskabet »hold da op, hvad er det?«, når han åbner skærmen fra dvaletilstand.
Opret en personlig blog, hvor du øser af dine meninger og inderste tanker. De fleste er sikkert lige så spændende som striptease i mørke eller en bulgarsk dokumentarfilm. Men det er gratis.
Endelig: Vend alle dine lommer. Kig efter i den der lille skål i køkkenskabet. For alle de mønter, du garanteret finder der, går du ned og køber en buket blomster til din kæreste. Det er godt nok ikke gratis. Men det er helt sikkert en glæde.
Det kan vi ikke rigtigt regne med længere, så for ikke at slå opgivende ud med hænderne, sidder vi på dem. Og keder os. Det er vi vant til at betale os fra, men så er vi tilbage ved hænderne. Imens fortæller eksperterne, at danskerne er blevet så forsigtige, at vi er en nation, der låser cyklen, bare vi skal holde for rødt lys.
Der er kun én vej ud af miseren: Gratis glæder.
Og de findes faktisk:
Sortér alle dine ting efter farver. Der kan bruges timer med det, og du opdager, at der er liv bag boghylden. Syng imens. De fleste bøger og nips elsker »Rigtige venner«.
Tag en (gratis)avis og oplev Mogens Camre sige, at rumænere og bulgarer ikke skal have så mange pladser i Europa-parlamentet, for de er ikke vakse oveni roen som os. (Han har tydeligvis aldrig mødt en bulgarsk trick-tyv)
Åbn en net-pornoside på din kollegas pc, mens han er til frokost. Og sig højt og gennemtrængende, så det kan høres i hele kontorlandskabet »hold da op, hvad er det?«, når han åbner skærmen fra dvaletilstand.
Opret en personlig blog, hvor du øser af dine meninger og inderste tanker. De fleste er sikkert lige så spændende som striptease i mørke eller en bulgarsk dokumentarfilm. Men det er gratis.
Endelig: Vend alle dine lommer. Kig efter i den der lille skål i køkkenskabet. For alle de mønter, du garanteret finder der, går du ned og køber en buket blomster til din kæreste. Det er godt nok ikke gratis. Men det er helt sikkert en glæde.
onsdag den 13. maj 2009
Big mother er kommet
Vi har fået en forebyggelseskommission. Den skal forebygge, at det bliver for morsomt, for alt for meget sjov har den kedelige slagside, at det feder, give rygelunger og tømmermænd.
Med andre ord ryger, drikker og spiser vi os ud på kirkegården, og danskerne lever tre år mindre end andre europæere. Det er tre år mindre som skatteyder, og det kan et noget-for-noget-samfund ikke leve med. Noget må gøres.
Vi kan sætte prisen på cigaretter op til 50 kroner og udstyre pakkerne med billeder af ødelagte lunger. Slik skal ikke ligge og friste på disken. Op på de højeste hylder med skidtet, hvor det kan stå og skamme sig sammen med pornobladene. Så er det også slut med porno på nettet. I stedet skal vi til at surfe efter frække billeder Kinder-snitter og ophidsende fotos af åbne poser Matator-mix. Ekstra Bladet kan brygge videre på ideen med dagens side 9 Mars bar. Frækt og forførende.
Sådan må det vel blive dér, hvor jeg ikke vil betale for, at den idiot drikker sig fra sans og samling, og det tykke dyr bare kan tage sig lidt sammen og tabe sig. Fordi min nabos sygdom er min udgift. Så må Big Brother, der blot udbetalte lommepenge, vige for Big Mother, der sørger for, at jeg ikke pjatter med pengene. Eller med glæderne og fristelserne.
Og for deres egen skyld ansætter hun måske mentorer til de overvægtige, som kommer og foretager pizza-razzia i køleskabet og kigger efter, om der ligger cola i skuffen med sokker og skjuler sig ostepops bag slankemads-bøgerne på hylderne.
Og hvis de finder noget? Så tror jeg, at Big Mother ikke bliver vred, uha nej, men skuffet, og måske vil den stå på vand og brød.
- Det skal fedt hjælpe, vil vi råbe inde fra stuearresten.
Med andre ord ryger, drikker og spiser vi os ud på kirkegården, og danskerne lever tre år mindre end andre europæere. Det er tre år mindre som skatteyder, og det kan et noget-for-noget-samfund ikke leve med. Noget må gøres.
Vi kan sætte prisen på cigaretter op til 50 kroner og udstyre pakkerne med billeder af ødelagte lunger. Slik skal ikke ligge og friste på disken. Op på de højeste hylder med skidtet, hvor det kan stå og skamme sig sammen med pornobladene. Så er det også slut med porno på nettet. I stedet skal vi til at surfe efter frække billeder Kinder-snitter og ophidsende fotos af åbne poser Matator-mix. Ekstra Bladet kan brygge videre på ideen med dagens side 9 Mars bar. Frækt og forførende.
Sådan må det vel blive dér, hvor jeg ikke vil betale for, at den idiot drikker sig fra sans og samling, og det tykke dyr bare kan tage sig lidt sammen og tabe sig. Fordi min nabos sygdom er min udgift. Så må Big Brother, der blot udbetalte lommepenge, vige for Big Mother, der sørger for, at jeg ikke pjatter med pengene. Eller med glæderne og fristelserne.
Og for deres egen skyld ansætter hun måske mentorer til de overvægtige, som kommer og foretager pizza-razzia i køleskabet og kigger efter, om der ligger cola i skuffen med sokker og skjuler sig ostepops bag slankemads-bøgerne på hylderne.
Og hvis de finder noget? Så tror jeg, at Big Mother ikke bliver vred, uha nej, men skuffet, og måske vil den stå på vand og brød.
- Det skal fedt hjælpe, vil vi råbe inde fra stuearresten.
torsdag den 7. maj 2009
En Guds gave til kvinderne
Kvinder synes vist, mænd er nogle tåber til at give gaver. Og det er da nok rigtigt, at det ikke er hannernes spidskompetence og her, at vi finder årsagen til, at stormagasinerne er fyldt med svedende mænd i lingeriafdelingerne dagen før juleaften. Det er den farligste mission. Den der udskydes til det sidste.
Med indlysende fare for at det hele skal byttes, fordi manden i sin desperation ikke tjekkede, at kæresten ikke er en størrelse S for small, men B for buttet, og kvinden siger tak for sidst ved at vende hjem med en håndfuld bomuldsunderbukser til kogevask.
Men nu er der omvendt nogle gaver, der er så indlysende forkerte, at selv den mest gavegiver-retarderede mand bør kunne se minefeltet dukke frem af tågerne:
Træningstøj (Nå, så du synes min røv er for stor, og at jeg skal komme op stepmaskinen. Og så i pink!)
Gavekort (Aaaargh! Er jeg ikke kommet med tilpas mange fine og ufine hentydninger om noget sort, noget stramt og af silke?)
Praktisk fodtøj (Det er da ved Gud kun mænd, der synes, det er sjovt at gå rundt klokken fem om morgenen i støvregn med et gevær og en åndssvag hat og pimpe Jägermeister.)
En selvhjælpsbog (Nå, så du synes, at jeg skal lære at styre mit temperament. Nå så du synes, jeg skal lære at være mere udadvendt. Nå, så du synes, jeg skal lære at tage den med ro og lade være at være hysterisk. Jeg pakker! Jeg flytter hen til min veninde!)
Så er der den ultimative: Gaven, der mest er en gave til giveren. For eksempel værktøj. (Jamen, skat, en støvsuger/havesaks/håndmikser. Det bruger man til arbejde, og det er virkelig romantisk. Jeg er jo også gift med et stykke værktøj, din spade.)
Med indlysende fare for at det hele skal byttes, fordi manden i sin desperation ikke tjekkede, at kæresten ikke er en størrelse S for small, men B for buttet, og kvinden siger tak for sidst ved at vende hjem med en håndfuld bomuldsunderbukser til kogevask.
Men nu er der omvendt nogle gaver, der er så indlysende forkerte, at selv den mest gavegiver-retarderede mand bør kunne se minefeltet dukke frem af tågerne:
Træningstøj (Nå, så du synes min røv er for stor, og at jeg skal komme op stepmaskinen. Og så i pink!)
Gavekort (Aaaargh! Er jeg ikke kommet med tilpas mange fine og ufine hentydninger om noget sort, noget stramt og af silke?)
Praktisk fodtøj (Det er da ved Gud kun mænd, der synes, det er sjovt at gå rundt klokken fem om morgenen i støvregn med et gevær og en åndssvag hat og pimpe Jägermeister.)
En selvhjælpsbog (Nå, så du synes, at jeg skal lære at styre mit temperament. Nå så du synes, jeg skal lære at være mere udadvendt. Nå, så du synes, jeg skal lære at tage den med ro og lade være at være hysterisk. Jeg pakker! Jeg flytter hen til min veninde!)
Så er der den ultimative: Gaven, der mest er en gave til giveren. For eksempel værktøj. (Jamen, skat, en støvsuger/havesaks/håndmikser. Det bruger man til arbejde, og det er virkelig romantisk. Jeg er jo også gift med et stykke værktøj, din spade.)
fredag den 1. maj 2009
Mænd der hader katte
Forleden hørte jeg en stand upper i tv råbe til sit publikum: Er der nogen, der ved hvordan man slår sin kærestes kat ihjel og får det til at se ud som en ulykke? Det var der ikke. »Pis« råbte vores ophidsede komiker.
Hvad er der med mænd og katte? Hvorfor kan de ikke lide dem? Det blev jeg spurgt om nogle dage efter, men jeg kan dårligt svare, for jeg har selv en (en kat, ikke en mand), men jeg har et bud: Man(d) kan ikke dominere en kat.
Du ved ikke, hvor du har den. (Men et godt bud er: Et sted hvor den ikke må være. Oveni det nyvaskede tøj for eksempel).
Du ved ikke, hvad den kan finde på. (Men et godt bud er: Noget den ikke må. Skide i dine sko for eksempel).
Med andre ord: Der kan ikke skrives en manual for katte. De er ikke til at få magt over, og det kan mange mænd ikke lide. De har i årenes løb mistet så meget anden magt: Konen har magten i hjemmet, banken har magten over huset, og børnene har magten over fjernbetjeningen.
Og nu vi er ved kvinderne, er vi ved sagens kerne: En rigtig kvinde er en catwoman. Psykologen David Lewis har testet en gruppe kvinder, og tre fjerdedele fik udvidede pupiller og forhøjet puls ved at se et billede af deres kat. En tilsvarende test med fotos af kvindernes mænd faldt mildt sagt ikke ud til mændenes fordel. Oveni ville de fleste kvinder smide manden ud før katten, for den gav dem »ubetinget kærlighed«, og hvor mange mænd magter det? Så pust dig ikke op og råb: »Det er mig eller katten«.
Så får du en kurv. En kattekurv.
Hvad er der med mænd og katte? Hvorfor kan de ikke lide dem? Det blev jeg spurgt om nogle dage efter, men jeg kan dårligt svare, for jeg har selv en (en kat, ikke en mand), men jeg har et bud: Man(d) kan ikke dominere en kat.
Du ved ikke, hvor du har den. (Men et godt bud er: Et sted hvor den ikke må være. Oveni det nyvaskede tøj for eksempel).
Du ved ikke, hvad den kan finde på. (Men et godt bud er: Noget den ikke må. Skide i dine sko for eksempel).
Med andre ord: Der kan ikke skrives en manual for katte. De er ikke til at få magt over, og det kan mange mænd ikke lide. De har i årenes løb mistet så meget anden magt: Konen har magten i hjemmet, banken har magten over huset, og børnene har magten over fjernbetjeningen.
Og nu vi er ved kvinderne, er vi ved sagens kerne: En rigtig kvinde er en catwoman. Psykologen David Lewis har testet en gruppe kvinder, og tre fjerdedele fik udvidede pupiller og forhøjet puls ved at se et billede af deres kat. En tilsvarende test med fotos af kvindernes mænd faldt mildt sagt ikke ud til mændenes fordel. Oveni ville de fleste kvinder smide manden ud før katten, for den gav dem »ubetinget kærlighed«, og hvor mange mænd magter det? Så pust dig ikke op og råb: »Det er mig eller katten«.
Så får du en kurv. En kattekurv.
Abonner på:
Opslag (Atom)
