Frels os fra de frelste

Der var en gang, da Gud bare var Gud. Til gengæld var Gud stor. Så når folk klokkede rundt på livets landevej, sagde de blot: »Herrens veje er uransalige« og tøffede glade videre.
Sådan en slaphed går ikke i dag. Nu skal vi være knappet helt op i halsen (der ikke må have en rynke) og være i centrum for os selv. Tage ansvar for vores for krop og vores liv. Jeg ved ikke, om det er derfor, men det virker som om, der er kommet en ny Gud på menukortet: Mad.
Tro kan flytte bjerge, men ikke fedtbjerge. Der må anderledes skrappe midler til og at høre kernesunde konvertitter snakke om mad er som at få besøg af Jehovas Vidner. Bortset fra at man kan lukke døren for de sidste. De første kan man ikke engang lukke munden på, og man får skrækkelig lyst til at bombardere dem med vingummibamser.
Nettet flyder over med blogs og hjemmesider, hvor en masse mennesker begejstret fortæller at, efter de har droppet gluten/soja/salt/sukker/fedt/noget helt 17. er blevet bedre mennesker. Underforstået: Vi andre er fordømt til Helvede, som man også snart begynder at længes efter, for det må være det eneste sted uden rygepolitik, og de har det garanteret Fandens sjovt.
Forleden læste jeg om en mand, der glad beskrev, hvordan han pruttede mindre efter at have lagt sin kost om. Det var også liiige den bemærkning, jeg sad og manglede for at blive omvendt.
Livet er ikke lutter lagkage (det er også usundt), og det er fint at være sund og slank på den fede måde. Men man får voldsom trang til at sukke: »spis brød til« til de nypudsede sundhedssandaler. Med andre ord: Frels os fra de frelste. Så hellere den gode gamle Gud. Hans søn lavede også vand til vin. Det var der da noget ved.