I USA er de så hurtige. Der kan de også få en fest afviklet i en ruf, måske fordi de ikke kræver mere end cola og pizza for at få at kalde arrangementet for fest.
Der kunne vi måske lære noget. Danske fester kan vare så længe, at man sidder og tænker med glæde på dengang, man var strandet i otte timer i en strejkeramt lufthavn i 35 graders varme. Man sidder der med sko, der klemmer, over for en borddame, der ti minutter inde i samtalen siger: »Du er garanteret vædder«.
Så ved man, at det bliver en lang aften.
Sådan har det ikke altid været. Til familiefesten i gamle dage kunne man opleve onkel Niels rejse sig for at holde en tale for konfirmanden om livets alvor. Onkel Niels arbejdede på Faaborg Middagsretter og lignede Karl Stegger, og han indledte med at sige, at »han jo ikke var taler«. Hvilket han demonstrerede så rigeligt de næste 25 minutter, mens stemningen blev lige så slatten som de gulerødder, der kom ind sammen med wienersnitslen.
Her er sket en forandring: I dag er der ikke ret mange, der holder taler. Men der bliver talt rigeligt ved moderne sammenkomster. Faktisk har man dårligt fået afleveret ja-de-kan-jo-byttes-gaverne, før alle snakker ud i rummet om vores nye bog, vores eksperimenterende musikvideo, vores nye samtalekøkken, vandretur i Marokko og spændende udfordringer i firmaets afdeling for varm luft.
Det er måske forklaringen på den manglende festtale. Ingen kan huske nok om andre til en tale, og vi gider for øvrigt ikke høre på andre end os selv. Derfor kan man godt få lyst til at svare borddamen og udbryde:
- Nej, jeg er ikke vædder. Jeg er født i rottens år, og lige om lidt forsvinder jeg pibende ud i mørket. . .
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar