En Guds gave til kvinderne

Kvinder synes vist, mænd er nogle tåber til at give gaver. Og det er da nok rigtigt, at det ikke er hannernes spidskompetence og her, at vi finder årsagen til, at stormagasinerne er fyldt med svedende mænd i lingeriafdelingerne dagen før juleaften. Det er den farligste mission. Den der udskydes til det sidste.
Med indlysende fare for at det hele skal byttes, fordi manden i sin desperation ikke tjekkede, at kæresten ikke er en størrelse S for small, men B for buttet, og kvinden siger tak for sidst ved at vende hjem med en håndfuld bomuldsunderbukser til kogevask.
Men nu er der omvendt nogle gaver, der er så indlysende forkerte, at selv den mest gavegiver-retarderede mand bør kunne se minefeltet dukke frem af tågerne:
Træningstøj (Nå, så du synes min røv er for stor, og at jeg skal komme op stepmaskinen. Og så i pink!)
Gavekort (Aaaargh! Er jeg ikke kommet med tilpas mange fine og ufine hentydninger om noget sort, noget stramt og af silke?)
Praktisk fodtøj (Det er da ved Gud kun mænd, der synes, det er sjovt at gå rundt klokken fem om morgenen i støvregn med et gevær og en åndssvag hat og pimpe Jägermeister.)
En selvhjælpsbog (Nå, så du synes, at jeg skal lære at styre mit temperament. Nå så du synes, jeg skal lære at være mere udadvendt. Nå, så du synes, jeg skal lære at tage den med ro og lade være at være hysterisk. Jeg pakker! Jeg flytter hen til min veninde!)
Så er der den ultimative: Gaven, der mest er en gave til giveren. For eksempel værktøj. (Jamen, skat, en støvsuger/havesaks/håndmikser. Det bruger man til arbejde, og det er virkelig romantisk. Jeg er jo også gift med et stykke værktøj, din spade.)