Røv i bukserne

Nu bliver jeg nødt til at springe ud i det. Efter i årevis at have beskæftiget mig med mænds kroniske svagheder:
1) Manglende evne til at multitaske
2) Had til katte
3) En inderlig overbevisning om at G-punktet er titlen på en engelsk spionfilm
- bliver vi nødt til at gribe fat om den kroniske svaghed hos kvinderne: Deres numse.
For kvinder har noget med deres bagdel. Hvor ofte hører man en mand sige: Ser min ølmave for stor ud i disse bukser med lav talje? Nej, for han ved godt, hvad svaret bliver: Ja den gør. Køb et par løse herrebukser, som dem Ib Schønberg brugte i Far til fire-filmene, klovn!
Så vor mand efterlyser ikke æstetiske holdninger, men traller glad derud ad. Sådan foregår det slet, slet ikke hos kvinder, og derfor lander denne ikke FN sanktionerede krigserklæring i et parforhold:
- Ser min røv for stor ud i de her bukser?
Hvorfor gør kvinderne så det her? Alle ved jo, at der kun er ét svar: Det forkerte.
Han siger: Nej. (Kvinden tænker: Han lyver. Jeg vil skilles.)
Han siger: Ja. (Kvinden tænker: Han hader min krop. Jeg vil skilles)
Han siger: Nå, men jeg går lige ud og vasker bil/slår græs/rydder op i garagen/tager til Afghanistan og leder efter vejsidebomber. (Kvinden tænker: Han er konfliktsky. Jeg vil skilles)
Som man spørger, får man derfor ikke altid svar. Så hvorfor overhovedet spørge? Er det masochistisk selvkritik parret med et selvværd på størrelse med et norsk, ti øres frimærke? Jeg ved det ikke, og jeg tør ikke ringe og spørge de kvinder, jeg kender:
– Hvorfor spørger du lige mig om det? Synes du måske, min numse er for stor, hva’, hva’, HVA’