En bogs vandring

Jeg har fået en bog af en kvindelig bekendt. »Håndbog for Halvgamle Mænd« hedder den. Hun er nu så sjov. Men det er jeg også, så jeg havde bogen i forvejen, hvad hun ærgrede sig over, hvorefter jeg skulle til at tage luft ind og lade en kort bemærkning falde om, at:

– Hvis du nu havde lært at få byttemærker på gaver, især når du køber bøger til nogen, der er så belæst som mig, og for øvrigt hedder det ikke halvgamle, det hedder modne og . . .

Men jeg tog mig i det. Fordi jeg kunne mærke, støvboldene gro ud af ørene og vægten af en ternet kasket presse sig ned over et hoved, der var ved at sprænges af indestængt indsigt og viden.

Men mest fordi hun kom mig i forkøbet:

– Jeg købte den også, fordi du har skrevet så mange klummer om trimning af næsehår, og. . .

Det var her, at jeg foreslog, at vi skiftede emne, da jeg ellers kunne fornemme, at det ville blive en lang aften.

Nu har jeg foræret bogen væk. Nemt nok da jeg til dagligt er omgivet af mænd med voksende indsigt og vigende hår:

– Den er altså rigtig sjov. Lige en bog for dig. Jeg har selv læst den, og det borger jo for kvaliteten.

Den gratis gave fald i god jord, og jeg slap for at forklare, hvad det egentlig handlede om:

– Jeg kan jo for pokker ikke havde to ens bøger stående, så folk tænker: Konfuse, gamle nar. Køber en bog han har i forvejen.

Al mulig grund til bekymring

Jeg kan godt lide ordet bekymringsindustri. Man ser for sig en stor, moderne virksomhed med ergonomisk korrekte stole, hvor der sidder mennesker med knold i nakken og flakkende øjne, der snakker i klorin-skyllede headsets:

– Hvorfor ringer De? Er De ikke klar over, hvor mange bakterier, der kan sidde på sådan et telefonrør?

Bekymringsindustrien kan gøre enhver snak om, at Danmark ikke længere er et industrisamfund, til skamme.

 Ligesom en anden branche i vækst - godhedsindustrien - forstår bekymringsindustrien at være innovativ, finde nye fokusområder og forædle sine produkter.

Senest er saftevand blevet farligt for plejehjemsbeboere, så nu må de kun drikke vand, mens de tænker på al det saftevand, de har hældt på deres børnebørn i tidens løb.

Forleden fandt man ud af, at der kommer sodpartikler i luften, når vi tænder stearinlys, så julen bør holdes i mørke eller ved hjælp af elektrisk lys. Ja, altså bare det ikke er glødepærer.

En så dynamisk udvikling skal give synlige resultater. Forleden så jeg en mand gå rundt med cykelhjelm i en butik. Måske var han bange for, at taget skulle falde ned. Jeg har også set børn til fods med cykelhjelm, så om nogle år har vi nok taget skridtet fuldt ud og forbyder børn at komme udenfor en dør, før de fylder 18 år.

Så vender bekymringsindustrien tilbage og fortæller, at det er farligt for børn at være socialt isolerede.

En kasse omsorg

Hvis det passer, at man kan tabe både næse og mund, så var jeg forleden tæt på at skulle ned for at samle begge dele op fra gulvet.

Nemlig da jeg opdagede, at der findes en hjemmeside, der hedder http://www.framor.dk/. Her kan man købe en omsorgspakke med mad og sende den til sine børn, der er flyttet til storbyen for at studere.

Fantastisk. Voksne mennesker, der skal læse teoretisk matematik og med flid og jernvilje har fundet ud af, hvordan køreplanen for hovedstadsområdet skal læses, kan få mad sendt fra mor derhjemme. For det tilfælde at de ikke har fundet ud af, at køleskabe ikke fylder sig selv. Eller at mælken har det med blive omdannet til et saneringsmodent hjemsted for autonome ballademagere i mikrostørrelse, hvis den bliver for gammel.

Alt dette kan undgås med velfærdssamfundets svar på Røde Kors’ nødhjælps8pakker til mennesker, der også er ude af stand til at klare sig selv. Man kan sågar købe en »Mor kommer på besøg-pakke«. Den indeholder blandt andet Ajax og toiletrens, så kvinder med navlestrenge så seje som Randers Reb ved, hvad de skal foretage sig hos det voksne menneske, de måske stadig kalder Bimse, og som er flyttet til den skræmmende storby.

Det åbner nogle perspektiver. Næste skridt kan blive hjemmesiden www.fraditbarn.dk. »Hullede strømper-pakken«. »Underbukser til vask-pakken«, »send flere penge-æsken«. Der er muligheder nok.

Du store kineser

Hurra. Jubi. Menneske nummer syv milliard bliver snart født. Bliver det en dreng? Bliver det en pige? Vi ved det ikke. Men det bliver garanteret en kineser.


Godt gået hvis kineserne rammer dette skarpe, demografiske hjørne, når de kun må få ét barn, men det vil de sikkert. Rende med den syvende milliard altså. De render jo med så meget: Førstepladser, arbejdspladser og skarpe hjørner. Mest fordi de ikke står og hænger på gadehjørnerne, og det eneste, de ikke render med, er efterløn og ondt i ryggen.

En gang bestod Kina af en masse små mennesker i grå jakker, og som alle sammen cyklede. Nu består Kina af en masse små mennesker, der har fået biler plus briller i 16 års-alderen, fordi de studerer øjnene ud af hovedet. Imens resten af verden gør store øjne.

Eksperter er begyndt at diskutere hvilken verden, der venter vores ven nummer syv milliard. Han eller hun skal måske spise tangsalat, fordi de øvrige 6.999.999.999 har spist alt andet, men da kineserne også spiser hunde, bør det ikke være et problem.

Det kan pladsen til gengæld blive. Især på hjemmebanen, så måske bliver nummer syv milliard nødt til at emigrere. For eksempel kan han flytte til et aldrende og affolket Europa. Tager han bare to landsmænd med, skyder der såmænd nok en grillbar op et eller andet sted, og så bliver selv Udkantsdanmark made in China. Du store kineser.

Rigtige venner er på skærmen

Nu har jeg været på Facebook i ret lang tid. Eller fjæsbog som vi hardcorebrugere siger. Når vi ikke opfører os som børn, der samler på hønseringe:


– Jeg har 128 venner. Øj, har du så mange?

Vi mænd har to indgange til ny teknologi:

1) – Det er jo genialt. Hvordan har jeg kunnet leve uden det her? (Jeg kan finde ud af det, juhu.)

2) – Hvem har opfundet sådan noget bras? (jeg kan ikke finde ud af det.)

Kan mænd mestre noget, griber vi det. Bemægtiger os det. Erobrer verden. Derfor er vi nødt til nogle gange at bruge en weekend på at tjekke at dørkarmene er i vatter. Nemlig når vi har fundet et vaterpas til 20 kroner i rodekassen hos »Byg og Bøvl.«

Således også med Facebook. Knapt er man på, før man bliver grebet af akut mening-itis. Det handler om opdateringer: Michael spiser et knækbrød. Efter minutters bæven hos ens 144 venner: Michael ryster krummer ud af pc-tastaturet.

Sådan er det univers bare. Det er utroligt så travlt, venner har med at vente på busser, ærgre sig over regnvejr og fortælle, at Malte Tobias lige har lagt en lort i bleen. Det sidste er måske overdreven information, især hvis man er ved at spise knækbrød, men i bund og grund: Det er et fantastisk liv, der udspiller sig.

Og bedst af alt: Det giver begrebet venner nyt indhold. De kan som bekendt ikke købes for penge, men sælger gerne ud. Om ikke andet så af ligegyldigheder.

Dressur af hundehoveder

Det er noget værre noget. 35 procent af alle ægteskaber bliver opløst, og flere undgår skilsmisse ved simpelthen at undlade at blive gift. Men som en præst skrev forleden: Man forstår dem godt.


I de onde gamle dage, da danskerne var bønder, der hostede blod og havde mere fedt i håret end på brødet, døde ægtefællen efter ti-15 år. Så fik begge parter fred. I dag risikerer man at skulle holde den anden ud i 50-60 år. Det er prisen for al den sunde livsstil.

Nogle foretrækker efter pauvre projekter med partnere at anskaffe sig et kæledyr i stedet. En hund for eksempel. Når man kommer hjem, sidder den med tungen ud ad munden og venter på én i entreen. Hvor mange ægtefæller får man lige til det?

Tilmed har nogle kvinder måske gjort den erfaring, at mænd og hunde alligevel ligner hinanden på afgørende områder. De slubrer maden i sig og kan rende rundt efter den samme bold i timevis. Og i tilgift: Manden er måske en puddelmand. Sådan en, der:

1) giver krammere. Altså til andre mænd.

2) løber og vinker efter bussen med ungerne, der skal på lejr med børnehaven.

3) går tur med tæppetissere, der ikke er større end deres egne sko.

4) drikker café latte, mens de skubber klapvogn.

Så er en rigtig skødehund trods alt at foretrække. Puddelmanden kan holde i 50-60 år, og dør en af parterne inden, bliver det af kedsomhed.

Og det er ikke en gang løgn

I De Ti Bud står, at du ikke må lyve. Det har knebet med at overholde buddet, siden De Ti Bud blev offentliggjort, men generelt var forfatterne nok også vel optimistiske. Et andet bud om ikke at begå hor ligger det jo også tungt med.

Kvinder og mænd lyver efter sigende lige meget. Det er blot i forskellige situationer, de lyver. For kvinder kan det være på vej ud ad en butik:
– Den kan jeg sagtens passe. (Ja, når du har tabt syv kilo).
Mænds løgne kan udspille sig foran spejlet:
– Det klæder en mand med lidt pondus. (Din mave ligner et bilsæde, nogen har hældt en navle ned ad.)

De fleste har det svært med løgnen og lyver helst, hvor konsekvenserne synes længst væk. På afstand. Når man gemt bag skærmen skriver en datingprofil på nettet for eksempel:
– Jeg er almindelig af udseende. (ligner et ryatæppe på skuldrene.)

I undersøgelser siger mænd og kvinder, at de lyver flere gange om ugen. Det er meget, hvis de undersøgelser da ikke er løgn, og kan det forsvares? Er en løgn nogensinde i orden? Man kan måske finde svaret ved at forestille sig den ubetingede sandhed:
– Ser min røv for stor ud i de her bukser?
– Ja, den ligner en spærreballon fra 2. Verdenskrig.

Nej, vel. Det holder ikke. Og parforholdet holder med garanti heller ikke til det. Vi vil ikke høre sandheden om andre end de andre. Ikke om os selv. Og det er ikke en gang løgn.

Slut med al den dorskhed

Nogle djærve mænd er gået til kamp for at bevare 43 gode, danske ord, der er i fare for at uddø – undskyld: Udånde. Jeg er gebommerlig glad og har allerede trukket i ordkrigens uniform: Strikket vest med ruskindslapper og en svag odør af ristet brød og te.

For der skal råbes vagt i gevær. Alt for mange danske ord vakler gennem sprogets Udkantsdanmark og ind på ordenes kirkegård, hvor de med et træt suk falder om og forstøves side om side med forsoren, bajads, døgenigt og gelassen.

I en mørk krog af kirkegården ligger de ord, der ligefrem blev henrettet af politiske årsager, fordi de var uønskede: Neger, åndssvag og hareskår. For bare at nævne et par stykker.

Men min salighed, det skal blive løgn: Jeg vil halsstarrigt og ideligt bidrage til, at vores børnebørn ved, hvornår man er kålhøgen, og kan kende en forvorpen løjser og en charlatan, når de møder en.

Med andre ord: Vi må sporenstregs til tasterne. Fusentasterne. Og hvorfor? Fordi der er nu en gang er mere musik i at sidde ved et stort kalas og kommentere, at mobiltelefonen er løbet tør for strøm med ordene: »For al Djævlens skind og ben da også«. Indrøm: Det lyder bedre end fuck og æv. Og jo flere ord dit hoved rummer, jo mindre behov har du for at lade næverne tale. Hvem kan nænne at slå på en, der kan lukke en konflikt mellem nogle fløse med ordene:

– Ikke for at være trættekær, men du taler grimt. Gå ud og tvæt din mund.

Nattens gerninger

Rockwool Fonden har lavet en undersøgelse, der viser, at danskerne sover mindre end andre europæere. Især sover danskere markant mindre end folk i Østeuropa. Om det skyldes, at de derovre har en fælles forhistorie, hvor virkeligheden lige så godt kunne være en ond drøm, som det var bedst at sove fra, melder historien ikke noget om. Men danskerne sover altså mindre end andre. Hvorfor vores nationale symbol så er Holger Danske, der sidder og snorker under Kronborg, kan man ligge søvnløs af at spekulere over. Det virker helt forkert, for ikke nok med at vi strenge protestanter sover mindre end andre. Vi belønner også dem, der er hurtigst ude af fjerene. De samme Rockwool-folk har forsket sig frem til, A-mennesker tjener syv procent mere end B-mennesker. Den slags kan få mig til at ligge vågen om natten og spekulere over hvorfor i al verden, det forholder sig sådan. Var lønforhandlingerne bare overstået, da vi B-mennesker endelig kom dryssende? Eller skal vi finde forklaringen i, at langt flere danskere i dag falder i søvn bag rattet i trafikken? Fordi de lever i et evigt pendlende, døgnåbent CV-samfund med omstillingsparathed, flydende arbejdstider og non-stop online breaking news på Twitter, Facebook og se-mig-hør-mig? Og sover mindre om natten. Har forskere undersøgt, om der er en sammenhæng der. Eller har de sovet i timen?

Den store mor-prøve

Forleden hørte jeg udtrykket mor-prøven. Da jeg ikke vidste, hvad det var, søgte jeg hjælp hos det 21 århundredes svar på Oraklet i Delphi: Google. Jeg blev ikke meget klogere, men dog klar over, at mor-prøven er meget omfattende. Den strækker sig fra grundlæggende øvelser som at spotte marmeladeklatter på barns hage og læse slankekure i Femina – på én gang – til avancerede projekter som at sy en Spidermand-dragt til fastelavn, uden at ungen kommer til at ligne en trafikulykke. Mor-prøvens eksamenstid er jul, påske, fastelavn og sommerferie, hvor eksaminanden skal optræde som underholdningskoordinator, privatchauffør, fodboldtrøje-vasker, skamroser, dvd-films operatør og tjener - helst stumtjener - og belønningen? De strålende barneøjne, der kan få enhver kvindes læber til at mimre. Er mor-prøven så kvindernes pendant til disse find-din-indre-kriger-kurser, som mænd dyrker og som består i at fare nøgen rundt på en pløjemark? Slet ikke. Kriger kurserne er mest for sjov – især for arrangørerne, der griner hele vejen hen til banken - mor-prøven er blodig alvor. Den handler dybest set om at gøre sig fortjent til sine børn, der er blevet projekter, der kræver en ph.d. Nu kunne en og anden feminist snerre: Er der ikke en far-prøve? Jo, men den er mere enkel. Rummer i begyndelsen kun Den Lille Huskeprøve: - Øh, er det i dag, at du skal have gymnastiktøj med i skole?

Plads for storhjerner

Mænd har mere af det hele. Vi har mere muskelmasse, vi har mere hjerne og flere hår ud af næsen. Som sagt: Mere af det hele.
Mænds hjerner kan være mellem 11 og 12 procent større end kvinders. Det har nogle forskere fundet ud af – mænd går jeg ud fra - og som alle (mænd) ved, så er det - også her - størrelsen, det kommer an på.

Her gemmer sig ny viden for mange kvinder: Hvis din mand virker tykhovedet, så er det simpelthen hjernen, der fylder hovedet ud. Det kan I godt tænke lidt over.
Nu skal der nok være nogle spydige kvinder, der med en mund så smal som en Mikado-pind vil hvæse, hvad mænd så bruger den ekstra hjernekapacitet til.

Ja, for det første viser amerikanske undersøgelser at mænd tænker på sex seks gange i timen, og den slags fylder altså. Så er det også mænd, der har opfundet hjemmesko med Garfield-hoveder og brintbomben, og der skal nok være nogen mænd, der pusler med at udvikle et toiletbræt, der kan slå sig selv op og ned. Men først og fremmest er det fordi:

Mænd tænker store tanker. Større hjerner – større tanker.

Tænk over det næste gang din mand siger:
- Skat, har du set mine solbriller?
Og det er et helt forkert svar at sige:
- Der hvor du lagde dem sidst?
Han er nemlig allerede videre i sin tankevirksomhed:
- Skat har du set mine bilnøgler?

Tunnelsynets forbandelse

Efter sigende har mænd tunnelsyn, mens kvinder har panoramasyn. Det er grunden til, at mænd kan stå foran køleskabet og sige:
- Ingen øl?
Hvorefter det kvindelige panoramasyn dukker op:
-– Nej, og heller ingen mælk, Kærgården, leverpostej, ost eller æg. Her er en huskeseddel. Gå ned og køb ind!

Så trasker manden af sted for at sikre familiens overlevelse, og her har vi nok
forklaringen på tunnelsynet. Vores tidligste forfædre blev nemlig også sendt af sted:
– Nu har du siddet der længe nok og fanget lus sammen med gutterne. Gå ud og fang noget rigtig kød!

Så traskede manden af sted for at sikre familiens overlevelse. Ude på sletten krævede det, at han sad musestille med blikket stift rettet mod det samme punkt ude i horisonten, og hermed grundlagdes mandens evne til at fordybe sig. For eksempel hvorfor det skulle tage så lang tid af fange nogle kræ med en hjerne på størrelse med en Pinnochio-kugle. Og hvorfor han skulle sidde her, mens kvinderne hyggede sig hjemme i hulen med at finpudse panoramasynet?

Som ramte hannen, når han kom hjem med byttet:
– Mammut. Jeg sagde sabeltiger. Og en skunk? Ved du, hvor meget de stinker?
Her er evolutionen tilsyneladende gået i stå:
– Du har glemt ost, og det skulle være økologiske æg, og hvorfor har du købt »Alaska Autovox«? Det har vi da rigeligt af.

Når kulturen står i kø

For nogle år siden fik vi en kulturkanon, men jeg er ikke sikker på, at den har udløst ret meget debat hen over spisebordet i de danske hjem:
– Fik du set »Præsten i Vejlbye?«
- Ja, sikke nogle skod-frisurer, de havde dengang.

Nej, nogen folkelig vindersag var det ikke, men skal vi ikke bare have en kanon, der er tættere på vores hverdag? Jo, og jeg iler med at foreslå en kø-kultur-kanon. Der er oven i købet bogstavrim, så det batter, det håber jeg bliver bemærket i Kulturministeriet. Sådan en kø-kultur-kanon skal afgrænses, for det er er et bredt emne, men de vigtigste moralske rettesnore må være:

Dette er ikke en bank. Drop derfor:
- Jeg vil godt have 500 oveni og det skal være i 100-kroner og 50-krone sedler.
Lad også vær med:
- Gud, skal man selv veje druerne? Nå, men det løber jeg lige ned og gør.
Specielt til kvinder: Find din pung frem, mens kassedamen slår varerne ind. Vent ikke! De andre i køen ved godt, at du først skal rode i dit net efter din håndtaske, derefter i din håndtaske efter din pung og derefter i din pung efter dit dankort.

Endelig er der en, der er mig magtpåliggende at få med. Hvis der står en nydelig, halvgammel mand foran dig, der ikke ser ud til at bevæge sig, så bær over. Han står i dybe tanker om en klumme, han vil skrive, om manglende køkultur.