bloggens type-tjek 3

Der er typer, jeg ærligt frygter at rende ind i. En af dem er den alternative.Den alternative er en kvinde mellem 40 og 50 år, der oftest klæder sig i sjaler, strikkede bluser og løse gevandter. Allerede i gymnasiet følte hun sig anderledes, og hendes klassekammerater var enige. Mest fordi hun altid lugtede af sved.
Den alternative er kulturel og læser meget. Helst andre menneskers hænder. Hun afslører sig hurtigt ved selskaber. Det er hende, der ti minutter inde i en samtale siger til sin bordherre:
- Du er garanteret vægt.
Mænd har hun ellers opgivet. Den alternative havde senest en kæreste, da hun var 22, og hans livslinje afslørede desværre, at han var en reinkarnation af Djengis Khan. I øvrigt fik han migræne af de skåle med terapeutiske olier, hun stillede rundt om sengen, ligesom de blev ved at skændes om, hvorfor hun ikke barberede hårene på benene. Dybest set er den alternative bange for mænd, og det nærmeste hun i dag kommer erotik er kranio-sakral terapi.
Den alternative er ingenlunde tabt for den teknologiske udvikling. Hun har både computer og internet-adgang, og hendes foretrukne-mappe er fuld af links til sider med titler som webwitch og heilpraktiker.dk.
Det er også internettet, der giver hende det brød på bordet, selv hun ikke kan undvære. Da det danske arbejdsmarked ikke rummer plads til chakraer af hendes kvalitet, har hun oprettet sin egen web-forretning, hvor hun afslører et forbløffende jordnært forhold til penge. For eksempel når hun tilbyder åndeuddrivelse i private hjem. Gennem telefonen. Til 800 kroner i timer.

Bloggens typetjek - 2

Der er typer, jeg godt kan være lidt bange for at rende ind i. En af dem er den ungdommelige. Den ungdommelige er en mand, der har været 25 år de sidste 15 år. Især når de er flere sammen, er de ungdommelige lette at spotte, når de går i gaderne i hættebluser og med en latter, som om de er ved at brække sig.
Den ungdommeliges liv er viklet ind i ritualer såsom at bøje hovedet hver gang, han går forbi et spejl. Hans største skræk er at opdage en voksende bar plet på hovedet. Endelig har den ungdommelige tilbagevendende spekulationer om at tage på Roskilde Festival, fordi han gerne vil kunne sige, at han har tisset op ad hegnet, men han tør ikke rigtigt. Ligesom han heller ikke viser sig på diskotekerne, fordi dørmændene spørger, om han er kommet for at lede efter sine børn.
Den ungdommelige ynder at opfatte sig som umiddelbar, kæk, helt sig selv og en, der går ind i folk med træsko på. Omgivelserne har mere indtryk af, at han træder hen over folks fødder. Især på dansegulvet, hvor han kun vover sig ud til den langsomme sjæler, hvor kvinderne kan konstatere, at han har usædvanligt mange hænder. Ellers består den ungdommeliges selskabelighed i at hænge ved fadølsanlægget og drøfte de dybere lag i Rammsteins tekster, indtil han bliver så fuld, at han begynder at spille luftguitar.
Den ungdommelige er opdateret og slynger om sig med udtryk som bluetooth og web.2. Derimod nævner han aldrig, at weekenderne går med at tampe i den bærbare og sende let fornærmede svar til 20-årige piger i chatrooms, fordi de ikke vil mødes med ham.

Bloggens type-tjek - 1

Der er visse typer, jeg ærligt frygter at rende ind i. En af dem er den bekymrede.
Den bekymrede er som regel en kvinde i 30erne. Hun elskede at lave lektier i gymnasiet, hvor hun fik tårnhøje karakterer, og hun kan stadig finde på at række fingeren i vejret, hver gang hun vil sige noget i blandede selskaber. Som 17-årig lovede hun sig selv aldrig at fnise, og siden har hun været bekymret for miljøet, tonen i udlændingedebatten og piger, der går rundt med bare navler. Selv foretrækker hun til enhver tid at pille navle. Sin egen forstås. Den bekymrede er som regel gift med en mand, der hedder Asger, som går i sandaler hele året.
Det er let for omgivelserne at se, når den bekymrede får børn. Så anlægger hun praktisk herrefrisure, dropper sex og får smalle briller. Faktisk så smalle at de matcher hendes mund, der giver ordet smal en helt ny dimension, når hun nærmer sig rygere.
Den bekymrede er punktlig til det grusomme og foretager sig ikke noget uden først at have skrevet det ned på en gul seddel, som hun hænger op på køleskabet. Hun er typen, der låser sin cykel, bare hun skal holde for rødt lys. Og hun er altid på vej. Den bekymrede er nemlig medlem af et utal af forældrebestyrelser, hvor ingen kan huske, at hun nogensinde har sagt andet end »det er altså vores børns fremtid det handler om«.
Hvordan tjekker man, om en bekymret er på vej for at stjæle ens tid? Selv er jeg aldrig i tvivl, når hun dukker på min arbejdsplads. Det er hende, der pludselig står bag mig og siger:
– Du kan da ikke arbejde i det lys.

Vil vil se beviser for dumheden

Hvad har Søren Kierkegaard og Desmond Tutu til fælles? Jo, de er kendte. Men de er også fælles om noget andet, som vi ikke vidste, de var fælles om. De var/er ikke ret kløgtige.
En dansk professor fra Århus har sammen med en engelsk kollega forsket sig frem til, at religiøse mennesker ikke er så intelligente som ikke-religiøse mennesker. Søren Kierkegaard var særdeles religiøs, og det samme må man sige om Desmond Tutu, så de nævnte herrer er altså ikke videre skarpe oveni hatten. Ta' den.
Den danske forsker, der har deltaget i undersøgelsen, har en passion for intelligens. Han har tidligere fundet ud af, at mænd er kløgtigere end kvinder, og at de sorte heller ikke hører til de hurtigste knallerter på havnen. Og med hans bidrag til den seneste intelligens-epos må vi konkludere:
Styringen af verden har det bedst i hænderne på hvide mænd. Det var det segment, der opfandt strækmarchen, brintbomben samt hjemmesko med Garfield-motiver, så det hele lyder ret overbevisende. Hvis de herskende altså er ateister og kan sætte eventuelt vanvid på formel. Og ikke bare undskylde sig med tro. Må vi lige være fri. Vi vil se beviser.

Muslim, lad være at drille Gugge. . .

Et af mine store skrækscenarier i selskabslivet er at komme ud til et af de her arrangementer med hvidvin, pindemadder og sko, der klemmer – og som kan være anstrengende nok i sig selv – og risikere at rende ind i mennesker, der fortæller, at de lige har døbt deres barn Gilbert.
Hvad i al verden siger man til dem?
Ifølge nærværende avis er der ikke grænser for forældres fantasi, når barnet skal navngives, men for lige at tage toppen af de værste udskejelser har myndighederne oprettet Familiestyrelsen, der skal godkende navne. Her er de nogle liberale og rare mennesker, så landets pædagoger kan i fremtiden høre sig selv brøle ud i rød stue:
– Muslim, lad være at drille Gugge. Ellers må du gå ind i puderummet til Nælde, Piv og Slim.
Alle navne er nemlig godkendte.
Det samme er Rejer, og det er jo en guldgrube for morsomme idrætslærere i skolen:
– Kan du humme dig, Rejer.
Muslim kan man også hedde. Det kunne godt give mumlen på kirkebænkene:
– Jeg døber dig muslim . . .
Nu vi er i den boldgade, så er Jihad også et legalt drengenavn, selv om han nok får problemer med visumansøgningen til USA.
Hvad er meningen med al den fantasi? Ifølge en navneforsker er forklaringen, at alle vil være helt specielle og enestående. Så er spørgsmålet om ikke det går med de unikke børn som med alle de andre unikke valg, vi traf: Vi endte med det samme HTH køkken og den sammen Berlingo. Nu ender vi med den samme Bimmer og Dutter. Og Jihad.

Mænd er til dimser, piger til tingeltangel

Har De nogensinde hørt om et dimseblad? Formentlig ikke, men det er er et blad for mænd, der har opdaget, at de alligevel ikke er manden, der har alt, og nu arbejder på sagen.
Dimseblade koster en halv Ipod og indeholder artikler, der er skjulte reklamer for ting, der kan lyse, bippe, bruge batterier og har navne som Bim Bam Banana.
Nu lyder det ikke særligt maskulint at sige dimseblad, faktisk kan man godt få et indre billede af løse håndled og lyserøde slimlineskjorter. Det går ikke an, når man tilhører det køn, der får lavet maoriagtige tatoveringer i nakken, så man kan stå i køen henne i Fakta og ligne en bulgarsk vægtløfter.
I stedet for dimser siger mænd derfor gadgets. Det er engelsk og betyder det samme, men den angloamerikanske forklædning kaster et skær af testosteron over dimserne. Ja, hvis dimsen er stor nok og bruger tilstrækkeligt med strøm kommer der ligefrem lidt Irak-krig over det.
Gadgets er udpræget en di-sciplin for mænd. Kvinder vil efter et hastigt blik i et dimseblad bruge ordet »ragelse, og det skal i hvert fald ikke ligge fremme i stuen«.
Selv foretrækker kvinder accessories. Det er bånd, bælter, ringe og kæder, som kvinder tager på for at ligne et juletræ og sige som en vindharpe. Mænd vil med et hastigt blik på accessories tænke: Tingeltangel, men de tør ikke sige det højt. Det stærke køn gemmer sig bag manualen til den nye popcorn gourmet, der laver popcorn på tre minutter. Det er maskulint. Anvendeligt. Rationelt. Altså lige bortset fra at det tager tre arbejdsdage at gøre dimsen ren.

Takt og ringetone

Emma Gad (1852-1921) var kvinden, der skrev en bog om, hvordan danskerne kunne gøre deres dagligliv indviklet som en gryde kogt spaghetti. Den vildeste stamme i Amazoneområdet ville blegne, hvis den havde hørt om alle de ritualer til hverdag og fest, som mænd, kvinder, børn og ældre skulle efterleve for kunne holde hinanden ud.
»Takt og Tone« hed bogen. Der var virkelig noget at leve op til, og etiketten havde ingen livliner. Mænd kunne ikke komme til middagsselskab og få oplysningen sendt per SMS, hvis de havde glemt, om borddamen sidder til højre eller til venstre for herren. Det var bare at lære det udenad.
Og de kunne lære det, tror jeg. Det er sikkert derfor, mine oldeforældre ser så bistre på de billeder, jeg har set af dem. De har stået og tænkt:
– Er den fotograf ikke snart færdig? Min næse klør, og byggrøden koger over. . .
Hvis Emma Gad stod op af sin grav i dag, ville hun – ud over at beklager sig over, at ingen havde revet jorden og vandet blomsterne – få gode ideer til en ny udgave af sin bestseller. I hvert fald hvis hun tog toget og kom i selskab med 20 gymnasieelever med mobiltelefon:
Det er ikke god tone at have en ringetone, der lyder som en parringslysten kamel.
Jeg sidder lige og kæmper mig igennem en af DSB’s frikadelleburgere. Behøver du så at sidde og snakke i telefon om din tantes tarmoperation, der betyder, at hun nu må gå med afføringen i en pose?
Til sidst ville hun vakle bestyrtet ud af toget og konstatere at én ting i det mindste er som i hendes tid:
Der er næsten ingen, der ryger på gaderne.