Skøre køtere og kloge katte

Over i det fjerne østen opfandt de indfødte for nogle århundreder siden udtrykket >mad dogs and englishmen<. Det kom sig af de britiske erobrere, der kom anstigende med Union Jack, moustache og stiv overlæbe og iklædt de her kaki-shorts og polohjelme, der på et tidspunkt tager luften ud af ethvert imperium.
Med alt det begyndte briterne at bevæge sig rundt blandt barbarerne. Også i middagsheden, når solen stod højt, og temperaturen sneg sig op mod 45 grader. For på det tidspunkt var det – hidtil – kun skøre køtere, der løb rundt ude i støvet under den bagende sol. Lige indtil the englishmen ankom.
Historien slog ned i mig sidste sommer, da jeg løb an på, at sundhedsvæsenets akutmodtagelse fungerer ved at begynde græsslåningen ved middagstid.
I 28 graders varme.
Vi har en plæne der ligner en golfbane: Samme størrelse, flere huller. Hvorfor vil nogen spørge? Jamen, hvorfor meldte unge japanske mænd sig som harakiri-piloter? Hvorfor tror unge, muslimske mænd, at de får sex med jomfruer ved at lave sig selv og sagesløse mennesker om til blodpølse? Der er ingen fornuftig forklaring. Det er derfor, verden regeres af mænd.
Så jeg slog græs, og sveden drev.
Indtil husets kat kom ud. Da dronningen bærer pels, temmelig meget endda, slog hun sig ned i skyggen, mens hun kiggede på the englishman, der vandrede rundt derude i den Sahara-agtige varme. Nu som mad dog med maskine, men dog uden moustache. Og som de indfødte i sin tid sad og fedtede den af inde i lopperederne, hvorfra de betragtede erobrerne, der marcherede rundt derude under grillen – således sad dronningen nu i skyggen og betragtede imperiets linjevogter. Og uden at være tankelæser, vil jeg hævde, at der stod >idiot< i hendes grønne øjne.
Hvorefter dronningen vendte om.
Gik ind i køkkenet.
Satte sig.
Og begyndte at skrige på mad.
Og her har vi forklaringen på imperiets magt: For hvem sidder lige på maden, vandet, sol og vind samt den højere retfærdighed? Det gør the man with machine, de hårdtarbejdende, de ukuelige og de, der trodser enhver fornuft og gør, hvad en mand må gøre.
Sagde jeg til kræet, mens jeg hældte tørkost op i skålen. Det dyreste Whiskas selvfølgelig. Vi skal jo ikke have ballade med de forsørgede.
Tænkte jeg. Med stiv overlæbe.
Indtil jeg blev svimmel og måtte gå ind at spise en banan. Gad vide om den slags også sker for andre herskere?