Jeg mangler ånd

Jeg kan lige så godt tilstå: Jeg mangler fuldstændig ånd. Den eneste spænding, jeg oplever, er helt bogstaveligt talt åndløs spænding. Udtrækningen af lottotal og regninger fra autoværkstedet og den slags.
Der er simpelthen ingen ånd i min hverdag, og jeg kan godt sidde og blive lidt misundelig, når jeg ser de her Åndernes Magt-programmer, hvor forskræmte mennesker fortæller, hvordan bordene danser, og katten rejser børster, fordi en for længst afdød tjenestepige vandrer rundt for at genoplive de glade dage i 1654, da hun sidst boede på stedet med lus under armene, fedt i håret og sex i svinestien.
Så er det altså en lidt mistrøstig fornemmelse at kigge sig rundt i sit eget liv. Det eneste, der danser rundt, er nullermændene under brændeovnen, og hvis katten overhovedet gider mande sig op til at rejse børster, er det fordi den ser mig med morgenhår.
Og så tør jeg slet ikke tænke på dem, der tager den store pakke og skal have en dæmon-uddrivelse. Selv mit astrallegeme har jeg opgivet at få øje på. Jeg er ellers ret nysgerrig, fordi jeg har en svag fornemmelse af, at netop mit astrallegeme ligner en blanding af Edvard Munchs »Skriget« og Henrik Qvortrup på speed.
Men det er alt samme uden for rækkevidde. Det nærmeste, jeg kommer spiritualitet i mit liv, er horoskoper, og det kan ærlig talt være det samme. Det sidste, jeg læste, hævdede, at der ventede »kreative opgaver i køkkenet«. Det tyder på nogle ret nærsynede stjerner med dårlig smag, skulle jeg hilse at sige. Og oplevelsen er absolut ikke åndelig. Højest lettere åndssvag.