Kampen om toiletbrættet

Det kan godt være, at de fleste ulykker sker i køkkenet. Jeg har været skyld i flere og har selv måttet spise dem bagefter. Men de fleste skænderier udvikler sig omkring toilettet. Ikke stuen, ikke garagen, ikke soveværelset, men toilettet. Det eneste rum, hvor de fleste foretrækker at være alene. Pudsigt.
Og lad os bare gribe om nældens rod: Det er brættet, det handler om. Lige som to stater kan geråde i voldsom konflikt over, hvorvidt grænsen skal trækkes hér eller dér, så handler toiletkrigen om:
Skal brættet være slået op eller ned?
Det er et emne, der optager mange seriøse mennesker. På en webblog kan man læse følgende: »Det, der sker, når kvinden beder manden slå brættet ned »efter sig«, er det, vi på universitetet kalder et privilegium af den ene side i et binært par«.
Sådan diskuterer man livligt dette emne i forskellige fora, og konklusionen er ofte den samme: Kvinder beder mænd slå brættet ned for at opdrage på dem. Ligesom katten skal lære at bruge bakken, men kan manden lære det? Nej. Og hvis kvinder undrer sig over mænds uefterrettelighed på det punkt, kan de i det mindste få svar på et andet af tidens spørgsmål: Hvorfor mænd tilbringer mere og mere tid på toilettet.
Det er fordi, de sidder og grubler:
– Hvorfor skal det bræt slås ned? Tror hun, at toiletsæder har en slags hviletilstand – lige som man skal slukke for lyset. Og at brættet en dag ikke virker, så hun skal ud at købe et nyt?
Sådan sidder mænd og tænker. Rejser sig. Vasker hænder. Går ud.
Og glemmer at slå brættet ned.