Grib dagen, grib rattet

Der var en gang, da biler var sådan en rå fornøjelse, der appellerede til rigtige mænd. Sådan noget med krom, olie og hestekræfter. Hvor en mand kunne tillade sig at lade lidenskaben råde og kigge kærligt på en lille, åben topersones sportsvogn, selv om han vejede 135 kilo og havde tre børn og en kone, hvis, lår lignede strandede hvaler.
Da familieudflugterne søndag foregik med børn, der blev proppet ind på bagsædet af en Fiat 600, og turen foregik med fars sikre hånd på rattet. Mens den anden blev brugt til at slå bagud, alt imens far brølede, at ungerne ville blive sat af på næste rasteplads, hvis de ikke holdt op med at sidde og nive hinanden.
Sådan var det en gang.
Sådan er det ikke mere.
Og lade os tage tyren ved hornene: Det er ligestillingens skyld.
Man kan se det i annoncer. Man kan se det, når familien er ude at købe bil. Manden kigger stadig forelsket på en lille topersoners sportsvogn, og konen genner ham hen til en familien Danmark-dyt, der fik seks stjerner i Alt For Damernes test, fordi der er lys i handskerummet. Ren fornuft. Biler, der leveres fra fabrikken med to børn og en sort labrador indbygget.
Hvorfor er det endt sådan?
Fordi biler er så dyre, at selv mænd, der ynder at omtalen konen som hende den langhårede, tænderskærende må se i bakspejlet, at en bil kun dårligt lade sig erhverv uden tilskud fra fruens løn. Og som alle forhandlere, der har fat i den lange ende, stiller kvinderne krav. Om lys i handskerummet og plads til fem kilo vaskepulver fra Bilka.
Samt søndagsture. Med far ved rattet og mor ved magten.