Når Gud tænker højt

Man må ikke håbe, at Gud har hørt om intelligent design:
- Hvad har de nu fundet på dernede? Intelligent design. Ja, bare jok i det. De første to eksemplarer, jeg designede, stjal mine æbler og prøvede bagefter at skyde skylden på et krybdyr. Intelligent design? Hallo...
Tilmed var jeg træt og irritabel ovenpå den øvrige produktion og havde egentlig tænkt mig at komme hviledagen i hu. Tilbringe den med benene oppe på bordet foran en Olsen Bande-film. Nu endte jeg med at smide dem ud af min frugtplantage. Det var lidt overilet, men jeg er en god og tilgivende gud, så jeg har tilgivet mig selv. Hø, hø... det var sådan en guddommelig vits.
Der blev for øvrigt en farlig ballade bagefter. Deres to eneste børn var da noget afmarcheret, og den ene slog den anden ihjel. Sikke en redelighed.
Så var der Moses. Han var ret trættekær, og jeg synes egentlig, han var ikke så lidt fræk, da han steg ned fra bjerget med stentavlerne:
- Nu skal I høre. Jeg har to nyheder, en god og en dårlig: Den gode er, at jeg fik ham forhandlet ned på ti bud. Den dårlige: I må stadig ikke begå hor.
Oveni kommer alt det andet bøvl: Babelstårnet - der blev jeg godt nok sur - og dansen om guldkalven. Så er det meget godt at have en syndflod og 13 plager i baghånden, for det behøver jeg i det mindste ikke længere. Menneskene kan sagtens selv opfinde plager: Ringetoner og boligprogrammer i tv. Men at kalde det et resultat af intelligent design... det synes jeg godt nok er en undervurdering af mine evner.