Mani med manualer

Indrømmet: Jeg er lige så meget handymand som en sumpskildpadde. For mig er Silvan navnet på en horrorfilm, hvor den motorsavs-massakrerende skurk bevæger sig rundt i sorte træsko, hvide tennisstrømper og Kansas-bukser. Samt en kæk jeg-har-fri-og-slapper-af-kasket, som konen har givet ham lov at gå med i weekenden, bare han får ordnet den køkkenvask.
Den side har jeg simpelthen ikke i mig. For mig er savsmuld noget, der hører hjemme i et cirkus. Ikke i mit hjem. Jeg har ledt efter trangen til at gribe værktøj – og har fået livsvarig karantæne mod at forsøge igen.
Som en direkte følge af det forhold, at mit håndværker-gen en ramt af misdannelse, har jeg en gevaldig respekt for manualer. Faktisk studerer jeg dem så grundigt, at folk tror, jeg er tysker. Nogle gange bliver jeg så opslugt, at jeg først går i stå halvvejs inde i afsnittet på kinesisk eller finsk.
Af indlysende årsager er vores hjem ikke fyldt med værktøj, der kan larme. Men efterhånden som den elektroniske maskinpark vokser, har jeg overvejet at reservere nogle hylder til instruktionsbøger. Mogensens Manual Museum kunne det med tiden blive døbt, og eftertiden kan komme at se samlingen, mens de besøgende lavmælt taler om udstillingen:
– Se, hvor mange æselører, den der har. Han må have haft bøvl med den håndmikser.
Den mani med manualer er bestemt ikke for handymænd. Grundlæggende er der noget decideret udansk over det. Autoritetstro læsning af instrukser passer dårligt til en nation, der heller ikke læser skilte med fartbegrænsninger eller advarselsmærkater på cigaretpakker.
Altså: Man slæber et nyt underholdningsapparat med hjem, flår indpakningen af, giver børnene kassen af lege med, kigger et øjeblik forundret på manualen og smider den så i brændeovnen. Tænder apparatet, der går i sort med et suk. Og ringer til butikken for at brokke sig. Helt uden manual.