Planlægningens pestilens

Derhjemme er vi ved at lave en bordplan forud for en større fest. Det er altså hårdt arbejde. I hvert fald for mig, der er vokset op med halvfjerdsernes slendrian, hvor vi gik til fester med kondomer i baglommen, men uden vært og plan.
I dag er vi blevet knappet mere op i halsen, så en plan må der til. Der skal ikke være noget at komme efter.
Når jeg er lidt skeptisk over for bordplaner hænger det sammen med, at jeg for en del år siden blev ramt af en ondskabsfuld én af slagsen. Jeg blev placeret ved et bord med plads til seks. Som den eneste alien. De øvrige fem var tilsyneladende alle barndomsvenner, og hele aftenen gik med at snakke om fælles grisefester, gamle skolekammerater og om, hvor store børnene var blevet.
Hver gang jeg forsøgte at dreje samtalen over i en retning af mere almen interesse – såsom hvorfor der ikke er nogen topløse piger på stranden længere – holdt eksperimentet kun i 30 sekunder. Så handlede snakken igen om, hvor store børnene var blevet, og under desserten slog det mig, at det var da ufatteligt, så store de børn var blevet. Rene monstre.
Hvorefter jeg sendte en vred tanke til værtinden:
Det skal blive husket.
Nemlig hvis hun nogensinde dukker op til en fest, hvor jeg står for bordplanen:
– Står der wc på dit bordkort? Jamen, så er det jo nok fordi, du skal sidde derude. Men vi skal nok komme ud med maden til dig. Og bare rolig: Det er dametoilettet. Og der er papir i holderen. Og sæbe ved håndvasken.
Så kan hun sidde og fundere over hvor store, vi er nogle, der ikke er blevet.