Sprogblomster i dyreriget

Jeg har lige Google’t på ordene »Jørgen Leth« og »gammel gris«. Der kom godt nok skræmmende mange hits op. Jeg håber ikke, at han selv har foretaget samme eksperiment. Det ville næsten være synd.
Så prøvede jeg at søge på mit eget navn og »gammel gris«. Lukkede øjnene. Og åbnede dem igen. Ingen hits. Fint, så er jeg i det mindste ikke gammel . . .
Men ung og nysgerrig nok til at undre mig over hvorfor vi så ofte trækker paralleller til dyr, når vi skal lufte vores negative holdning over for mennesker. Jeg har for eksempel ikke tal på alle de gange, jeg er blevet kaldt et dumt svin.
Denne sætten i (dyre)bås begyndte allerede, da jeg var lille, og min mor – temmelig ofte forekommer det mig – kaldte mig en lille gris. Hvilket min far omgående korrigerede til somikkel.
I skolen blev jeg hurtigt kendt som en doven hund, og af samme grund var læreren over mig som en høg.
Det med piger var svært. Efterhånden som man lærte dem bedre at kende, udviklede de sig til gæs. Subsidiært finker. Og med visse fælles træk: De viste klør og hejrede op. Især når de skulle have luft for de-res redebygger-trang. Så kunne han, der tidligere var en tyr i deres øjne, hurtigt reduceres til en orm. Det har ikke ændret sig med årene. Nu synes jeg, at jeg render ind i et stigende antal rejekællinger. (Okay, den var lidt langt ude. . .)
I arbejdslivet gør man hurtigt den erfaring, at man er omgivet af ikke så få mider, så det er om at sno sig som en ål, og det bliver sværere, efterhånden som man har udviklet sig til noget af en stud.
Der stort set kun kan se frem til at blive tudsegammel.