Det er underligt: Alle trendforskere og andre fra departementet for varm luft fortæller os, at vi lever i individualismens tidsalder. Det skulle være forklaringen på, at selv førskolebørn opfører sig som sprællemænd på speed, fordi de ikke får max. opmærksom som derhjemme, men må dele den med 117 andre børn i overfyldte institutioner.
Når nu alle har så travlt med at iscenesætte sig selv, fordi vi vil være unikke, så er det egentlig underligt, så ens alle er: Alle løber rundt i de samme viskestykketernede skjorter og Burberry tørklæder. Alle optør frostpizzaer i de samme samtalekøkkener og kører rundt i de samme firhjulstrækkere – på gule plader – i verdens fladeste land. Når de da ikke udstiller sig selv i tv-programmer om folk, der ikke kan holde deres eget hjem rent og ikke kan opdrage deres børn. For samtidig med at alle vil være usædvanlige og særlige, synes flere og flere at have glemt de mest enkle trafikregler for et helt almindeligt liv. Derfor får de en personlig coach, der skal være mental støttestrømpe for folk, hvis største problem er hvordan de skal få has på en årsindkomst på 800.000 kroner – da jeg tvivler på, at det er sosu-assistenten og pædagogmedhjælperen, der prioriterer deres penge på den måde.
Med coachens hjælp skal vi lære at navigere i livet og tage de rigtige beslutninger, for vi skal dæleme nødig gå glip af noget. Og det er jo endnu en underlig ting: Flere og flere danskere siger godt nok, at de tror på genfødsler og muligheden for at genopstå som prins i Inka-riget, men alligevel agerer de som om, det drejer sig om at presse så meget ud af livet her og nu.
mandag den 26. november 2007
fredag den 23. november 2007
Mænd og multitaskning
Mobiltelefonfirmaet Nokia har spurgt tusindvis af mennesker, hvem der er bedst til at multitaske. Flertallet mente, at kvinder er bedst til at foretage sig flere ting på én gang. For eksempel:
1 ) Se tv
2) Læse slankekure i Femina
3) Spotte syltetøjsplamage på barns hage
4) Råbe til mand,at han skal tage vasketøjet med op fra kælderen.
Alt sammen på én gang. Det kan mænd ikke. Vi er nødt til at koncentrere os om én ting. Altså: Bære vasketøjet op og først derefter gruble over, hvorfor der altid forsvinder mindst én sok i vaskemaskinen. Men så tænker vi også dybt. Så dybt at vi er nødt til at gå ud i køleskabet for at hente en øl, som vores tunnelblik straks kan se, der ikke findes nogle af i køleskabet.
– Ingen øl, mumler vi, og før vi ved af det, står kvinden ved siden af og siger:
– Nej, og heller ingen ost, mælk, tomater eller leverpostej. Her er en huskeseddel. Gå ned at købe ind og prøv at huske det hele. I øvrigt har du efterladt kurven med vasketøj på trappen. Gå op og læg det på plads først. Og prøv at få alle sokkerne med.
Nej, multitasking er ikke mænds stærke side. Personligt har jeg ellers øvet mig ved at forsøge at smide mig i sofaen, trykke på fjernbetjeningen, åbne øl og smide kapslen efter katten. Sådan i én glidende bevægelse. Det lykkedes ikke: Jeg landede på gulvet, spilde øllet, ramte ikke katten, men ramte til gengæld Eurosport på fjernbetjeningen.
For at gå til telefonen, der ringede:
– Er det Nokia? Hvis I vil spørge om det, jeg tror, så glem det. . .
1 ) Se tv
2) Læse slankekure i Femina
3) Spotte syltetøjsplamage på barns hage
4) Råbe til mand,at han skal tage vasketøjet med op fra kælderen.
Alt sammen på én gang. Det kan mænd ikke. Vi er nødt til at koncentrere os om én ting. Altså: Bære vasketøjet op og først derefter gruble over, hvorfor der altid forsvinder mindst én sok i vaskemaskinen. Men så tænker vi også dybt. Så dybt at vi er nødt til at gå ud i køleskabet for at hente en øl, som vores tunnelblik straks kan se, der ikke findes nogle af i køleskabet.
– Ingen øl, mumler vi, og før vi ved af det, står kvinden ved siden af og siger:
– Nej, og heller ingen ost, mælk, tomater eller leverpostej. Her er en huskeseddel. Gå ned at købe ind og prøv at huske det hele. I øvrigt har du efterladt kurven med vasketøj på trappen. Gå op og læg det på plads først. Og prøv at få alle sokkerne med.
Nej, multitasking er ikke mænds stærke side. Personligt har jeg ellers øvet mig ved at forsøge at smide mig i sofaen, trykke på fjernbetjeningen, åbne øl og smide kapslen efter katten. Sådan i én glidende bevægelse. Det lykkedes ikke: Jeg landede på gulvet, spilde øllet, ramte ikke katten, men ramte til gengæld Eurosport på fjernbetjeningen.
For at gå til telefonen, der ringede:
– Er det Nokia? Hvis I vil spørge om det, jeg tror, så glem det. . .
onsdag den 21. november 2007
En skideballe fra åndernes rige
Der er nogle mennesker, der er helt vilde med at komme i kontakt med den anden side. Der kan jeg ikke være med. Jeg er himmelhenrykt, bare jeg kan komme igennem til min læge på telefonen. For ikke at snakke om at komme i kontakt med teleselskaber, forsikringsselskaber og abonnementsservice. De samtaler udvikler sig sjældent særligt åndeligt, selv om jeg skal tilstå, at der kan være en snert af nær-død oplevelse i at få at vide, at man er nummer 16 i køen.
Men tilbage til det med den anden side. Det er grumme populært at komme i kontakt med afdøde familiemedlemmer. Og så er jeg da helt stået af. Jeg synes, mine afdøde familiemedlemmer kunne være anstrengende nok i deres jordiske form og så møde dem i åndelig og uendelig tilstand – ikke tale om. Den risiko er ikke værd at tage. Hvad, hvis de finder ud af, hvor jeg bor? Forfølger mig hjem og slår sig ned i støvsuger–skabet, hvor de siger som en Nilfisk, der trænger til at få skifte posen?
Jeg er også ret sikker på, at de andre deltagere i seancen vil føle det pinligt, hvis jeg kom i kontakt med visse af mine afdøde pårørende i en større forsamling:
– Nå, der sidder du, og du kan stadig ikke sige goddag, når du kommer ind i stuen, tag de albuer ned fra bordet og ret så ryggen, hvor tit skal sige det, og hvad laver du, jeg tænkte nok, at du aldrig ville blive til noget fornuftigt, du kunne også bare have taget den elevplads i banken, men næ, nej, du skulle absolut læse old-islandsk, og hvad vil du nu leve af, og du skal ikke gå nu, sæt dig ned, mens jeg taler til dig, hvor bor du og har du et støvsugerskab . . .
Men tilbage til det med den anden side. Det er grumme populært at komme i kontakt med afdøde familiemedlemmer. Og så er jeg da helt stået af. Jeg synes, mine afdøde familiemedlemmer kunne være anstrengende nok i deres jordiske form og så møde dem i åndelig og uendelig tilstand – ikke tale om. Den risiko er ikke værd at tage. Hvad, hvis de finder ud af, hvor jeg bor? Forfølger mig hjem og slår sig ned i støvsuger–skabet, hvor de siger som en Nilfisk, der trænger til at få skifte posen?
Jeg er også ret sikker på, at de andre deltagere i seancen vil føle det pinligt, hvis jeg kom i kontakt med visse af mine afdøde pårørende i en større forsamling:
– Nå, der sidder du, og du kan stadig ikke sige goddag, når du kommer ind i stuen, tag de albuer ned fra bordet og ret så ryggen, hvor tit skal sige det, og hvad laver du, jeg tænkte nok, at du aldrig ville blive til noget fornuftigt, du kunne også bare have taget den elevplads i banken, men næ, nej, du skulle absolut læse old-islandsk, og hvad vil du nu leve af, og du skal ikke gå nu, sæt dig ned, mens jeg taler til dig, hvor bor du og har du et støvsugerskab . . .
tirsdag den 20. november 2007
Hårrejsende halvfjerdser-test
Jeg har lige siddet og lavet flueben i en quiz på nettet. "Test din viden om halvfjerdserne" hed den, og det gik nøjagtigt så galt som frygtet:
Jeg fik tårnhøj score.
Havde det været dengang, ville man have kaldt min indsats for fjong, bred ymer, eller man havde brugt et andet udtryk fra det årti, da jeg stadig undrede mig over, hvad hår skal på kroppen.
Det gør jeg sådan set stadig. Min undren har bare skiftet karakter: Hvorfor kan hår ikke deles om pladsen? På hovedet trækker det sig tilbage som en hær på flugt fra et flyangreb. Mens hår omvendt maser sig ud gennem næsen og ligner marehalm i en vinterstorm, hver gang jeg nyser ned i mine frikadeller med brun sovs, så moster Tuts klokkestreng henne på væggen udsender en let ringen.
På ét punkt har jeg dog bevaret en ung, næsepillende av-for-søren-undren. Nemlig over hvorfor jeg aldrig bliver så klog, at jeg lader være med at deltage i test, gættekonkurrencer og hukommelsestræning, når den bedste præmie er: Tillykke, du kan huske, at Huset på Christianshavn lå i Prinsessegade. Og at Anker Jørgensens øgenavn var femøren: Lille, rød og ikke noget værd.
Det er ikke særligt fjong at få karakteren udmærket med en pil opad i sådan en disciplin, når man i øvrigt ikke er i stand til at huske det katalog af pinkoder og kundenumre, man skal være udstyret med for at komme i kontakt med den nuværende omverden. Gennem pc'en og det der indernet. Eller hvordan det lige er, at man kører bil og tygger tyggegummi samtidig.
Og det er måske det mest skræmmende. Den forhenværende verden har man en erindring om så klar som et nypudset spejl.
Sagt med andre ord: Lageret for kortidsholdbar viden (hvad størrelse er det hun bruger..? Er det en A-skål? Så er det vist med små bogstaver) rykker over i et fjernt, støvet hjørne af hjernen.
Fortrængt af lageret for langtidsholdbar viden:
1) Suzi Quatro havde s'gu da godt nok små bryster.
2) Den kvindelige hovedrolle i "Langt Ned i Halsen"... det var da hende Linda Lovelace? Er hun ikke død?
Jo, der er hun. Som alt andet fra et årti, der er kommet så langt væk, at man skal teste sin viden for at holde fast i egen erindring. Derfor vil jeg godt i denne snævre kreds erklære, at på mit gravsted skal stå:
- Meyer, for Fanden. Kuglen!
Jeg fik tårnhøj score.
Havde det været dengang, ville man have kaldt min indsats for fjong, bred ymer, eller man havde brugt et andet udtryk fra det årti, da jeg stadig undrede mig over, hvad hår skal på kroppen.
Det gør jeg sådan set stadig. Min undren har bare skiftet karakter: Hvorfor kan hår ikke deles om pladsen? På hovedet trækker det sig tilbage som en hær på flugt fra et flyangreb. Mens hår omvendt maser sig ud gennem næsen og ligner marehalm i en vinterstorm, hver gang jeg nyser ned i mine frikadeller med brun sovs, så moster Tuts klokkestreng henne på væggen udsender en let ringen.
På ét punkt har jeg dog bevaret en ung, næsepillende av-for-søren-undren. Nemlig over hvorfor jeg aldrig bliver så klog, at jeg lader være med at deltage i test, gættekonkurrencer og hukommelsestræning, når den bedste præmie er: Tillykke, du kan huske, at Huset på Christianshavn lå i Prinsessegade. Og at Anker Jørgensens øgenavn var femøren: Lille, rød og ikke noget værd.
Det er ikke særligt fjong at få karakteren udmærket med en pil opad i sådan en disciplin, når man i øvrigt ikke er i stand til at huske det katalog af pinkoder og kundenumre, man skal være udstyret med for at komme i kontakt med den nuværende omverden. Gennem pc'en og det der indernet. Eller hvordan det lige er, at man kører bil og tygger tyggegummi samtidig.
Og det er måske det mest skræmmende. Den forhenværende verden har man en erindring om så klar som et nypudset spejl.
Sagt med andre ord: Lageret for kortidsholdbar viden (hvad størrelse er det hun bruger..? Er det en A-skål? Så er det vist med små bogstaver) rykker over i et fjernt, støvet hjørne af hjernen.
Fortrængt af lageret for langtidsholdbar viden:
1) Suzi Quatro havde s'gu da godt nok små bryster.
2) Den kvindelige hovedrolle i "Langt Ned i Halsen"... det var da hende Linda Lovelace? Er hun ikke død?
Jo, der er hun. Som alt andet fra et årti, der er kommet så langt væk, at man skal teste sin viden for at holde fast i egen erindring. Derfor vil jeg godt i denne snævre kreds erklære, at på mit gravsted skal stå:
- Meyer, for Fanden. Kuglen!
mandag den 19. november 2007
En klovn i gaveland
Jeg er en klovn til at købe gaver. Jeg kan finde på at give folk en bog, fordi jeg tror, at dens indhold interesserer dem. Og kan derefter med krumme tæer iagttage deres sårede blikke, når de pakker bogen ud. Fordi det er en paperback. Fordi den derfor ikke passer ind i Montana reolen. Og fordi den derfor partout må byttes til en bog om spændende retter til Webergrill.
Af samme grund tør jeg ikke give folk ægte kunst. Det skal ikke hedde sig, at det er min skyld, at de skal skifte sofaarrangementet ud.
Og når vi nu gaber over emnet gaver, så ved jeg godt, at mange kvinder med stemmer som løbske dampstrygejern vil hvæse, at alle mænd er dårlige til at købe gaver. Bebrejdelsen kommer fra et bjerg af bundløse trusser, lilla hofteholdere og bh’er med kvarte skåle og bliver afleveret med stramme læber. Det er så det eneste stramme på disse kvinder og dermed forklaringen på bitterheden over de unyttige gaver, der mest er en gave til giveren.
Hvorfor er mænd så dårlige til at give gaver? Og hvorfor tage det penible emne op, når vi ved, at det er som at tørre sig under armene med russisk bjørneklo?
Selvfølgelig fordi julen nærmer sig som en tsunami og tvinger os alle til at se krisen i øjnene. Inden kriserne eksploderer og får juletræets lys til at blafre nervøst.
Jeg tror, jeg har forklaringen på, at mænd køber gaver som Mister Bean kører bil: Det er vores beskedenhed.
Spørg os hvad vi ønsker, og vi mumler: Ingenting.
Resultat: En flaske dårlig cognac købt på tanken lillejuleaften klokken 23.
Det kan jo forkrøble ethvert gave-gen.
Af samme grund tør jeg ikke give folk ægte kunst. Det skal ikke hedde sig, at det er min skyld, at de skal skifte sofaarrangementet ud.
Og når vi nu gaber over emnet gaver, så ved jeg godt, at mange kvinder med stemmer som løbske dampstrygejern vil hvæse, at alle mænd er dårlige til at købe gaver. Bebrejdelsen kommer fra et bjerg af bundløse trusser, lilla hofteholdere og bh’er med kvarte skåle og bliver afleveret med stramme læber. Det er så det eneste stramme på disse kvinder og dermed forklaringen på bitterheden over de unyttige gaver, der mest er en gave til giveren.
Hvorfor er mænd så dårlige til at give gaver? Og hvorfor tage det penible emne op, når vi ved, at det er som at tørre sig under armene med russisk bjørneklo?
Selvfølgelig fordi julen nærmer sig som en tsunami og tvinger os alle til at se krisen i øjnene. Inden kriserne eksploderer og får juletræets lys til at blafre nervøst.
Jeg tror, jeg har forklaringen på, at mænd køber gaver som Mister Bean kører bil: Det er vores beskedenhed.
Spørg os hvad vi ønsker, og vi mumler: Ingenting.
Resultat: En flaske dårlig cognac købt på tanken lillejuleaften klokken 23.
Det kan jo forkrøble ethvert gave-gen.
søndag den 11. november 2007
I vildrede om valget
Jeg bør være glad for at leve i et samfund, hvor jeg kan vælge mine magthavere. Fordi de dermed er magthavere, fordi vi selv har peget på dem, og ikke er magthavere, fordi de kom buldrende ned gennem byens gader i kampvogne, lod deres politi sparke dørene ind klokken fire om natten, så det var os selv og ikke kandidaterne, der hang i lygtepælene næste morgen.
Så hvorfor er jeg ikke helt glad?
Fordi det er svært. Ja, men demokrati er svært. Skal være svært, for der er intet lettere end diktatur.
Men behøver det at være så svært?
Hvis nu man tager dem fra en ende:
Helst Helle: Jo, det ville jeg egentlig helst. Men hvad gemmer hun i sig af politik? Hvis jeg går i seng med Helle Thorning-Schmidt, vågner jeg så op med Margrethe Vestager? Så hellere gå i seng med en dobbeltsidet lungebetændelse.
De Radikale: Der vil have skatterne ned og udlændingene ind. Jo, for vi mangler arbejdskraft. Nu er problemet blot, at flygtninge sædvanligvis kommer fra de dele af verden, hvor flertallet drikker af det samme hul, som de pisser i. Og hvem forventer, at folk fra den tredje verden har tilstrækkeligt med kugler i kuglerammen til at begå sig i et af verdens mest sofistikerede og udviklede samfund? Det gør sikkert ikke engang de radikale, men de ser for sig et samfund, hvor de kan drikke deres café latte, mens en neger pudser deres sko på fortovscafeen. Fordi den fri indvandring slog bunden ud af mindstelønnen på det danske arbejdsmarked, så vi kan få noget service til billige penge.
Og hvis vi taler om indvandrere fra den anden ende af indkomst-skalaen: Hvem er vi så, der støvsuger de fattige lande for deres læger og ingeniører?
De konservative: Det ska vær' forskel på å lave nåue og ik' lave nåue...
Kan den mand ikke andre budskaber? Er han blevet slået i hovedet med en politiknippel? Og hvem er Bent Betjent, der lader regeringens støtteparti ydmyge ham ved at fyre hans ene minister mere eller mindre for åben skærm?
SF: Argument 1: Alle de andre stemmer på dem.
Argument 2: Villy er folkelig, han har humor, og han kan brænde igennem.
Endelig er det lykkedes ham at forbigå det forhold, at flere af partiets kandidater er EU-skeptikere, hvilket antyder, at de stadig mangler at få røven ud af 70'erne.
Så har Villy godt nok et problem med tal, da han ikke kan tælle de plejehjem, han har besøgt, men herregud: Stalinistisk matematik har altid været en force for venstrefløjen. Det er derfor, penge konsekvent er blevet til aske mellem hænderne på dem.
Så kun hvis jeg vil have mere motion, bør jeg overveje at stemme på SF, for så får jeg nemlig al mulig grund til at grave mine penge ned i haven. Og det skal være et dybt hul, for SF vil vende tilbage: Penge kan som bekendt bruges to gange, og i øvrigt er borgere til for at blive flået.
Kristendemokraterne. Her er måske et bud. De vil have etik sat på dagsordenen, og det vil vælgerne også. De vil give familierne mere tid og hvilken stresset familie med småbørn og hår, der klistrer til panden, vil ikke det? Partiet vil have klimaet i fokus, og det vil alle andre også.
Med andre ord spilder jeg min stemme her: Hvorfor stemme på nogen, der alligevel aldrig kommer i Folketinget, fordi deres budskaber er så rigtige, at partier med flere penge og flere spindoktorer kan snuppe dem og gøre dem til deres egne?
Enhedslisten: Partiets valgplakater viser kun et Ø - aldrig et ansigt på en kandidat. Tænk hvis en humoristisk sjæl tegnede tørklæder på dem.
Det revolutionære og ateistiske parti, der hylder Karl Marx' ord om, at religion er opium for folket, opstiller en kandidat med islamisk tørklæde. Hun nægter at give hånd til mænd, alene fordi de er mænd. Apartheid er fint, blot det er køns-apartheid og ikke baseret på hudfarve, så kan folkets fortrop fint være med. Hvor dybt kan man synke? Forhåbentlig til langt under spærregrænsen.
Men så er der selvfølgelig...
Dansk Folkeparti: Her er dog et indlysende problem i en valgkamp 2007:
Vælgerne i dette segment er: Lavtlønnede, ufaglærte, pensionerede, bor i Jylland, har fedtet hår og må leve af små indtægter.
Det er så kun den ene side af sagen: Den anden er, at Dansk Folkeparti ikke laver kovendinger, men står fast på sit grundlag: Der desværre består i at skabe edder og forgift og dårlig stemning.
Men så er der endelig nyskabelsen:
Ny Alliance:
Der opstiller folk, der er blevet rige af at lave høreapparater. Ja, i det hele taget er der et rend omkring alliancen af rige og kendte. Et parti der stort set er uden andre budskaber end, at mere vil have mere. Derfor bakker de op om Danmarks bedst integrerede indvandrer, Nasar Khader, der er så velintergreret, at han som alle andre danskere får udført sort arbejde.
Og kandidaterne agerer i overesstemmelse med deres egentlige interesser:
1) Vi kan jo udpeger Fyn som en slags skattefrit Andorra.
2) Nej, ups, det sagde vi ikke.
3) Vi siger kun noget, der kan gøre sig i en handel her og nu.
Så med andre ord: Min Gud, hjælp mig..
Så hvorfor er jeg ikke helt glad?
Fordi det er svært. Ja, men demokrati er svært. Skal være svært, for der er intet lettere end diktatur.
Men behøver det at være så svært?
Hvis nu man tager dem fra en ende:
Helst Helle: Jo, det ville jeg egentlig helst. Men hvad gemmer hun i sig af politik? Hvis jeg går i seng med Helle Thorning-Schmidt, vågner jeg så op med Margrethe Vestager? Så hellere gå i seng med en dobbeltsidet lungebetændelse.
De Radikale: Der vil have skatterne ned og udlændingene ind. Jo, for vi mangler arbejdskraft. Nu er problemet blot, at flygtninge sædvanligvis kommer fra de dele af verden, hvor flertallet drikker af det samme hul, som de pisser i. Og hvem forventer, at folk fra den tredje verden har tilstrækkeligt med kugler i kuglerammen til at begå sig i et af verdens mest sofistikerede og udviklede samfund? Det gør sikkert ikke engang de radikale, men de ser for sig et samfund, hvor de kan drikke deres café latte, mens en neger pudser deres sko på fortovscafeen. Fordi den fri indvandring slog bunden ud af mindstelønnen på det danske arbejdsmarked, så vi kan få noget service til billige penge.
Og hvis vi taler om indvandrere fra den anden ende af indkomst-skalaen: Hvem er vi så, der støvsuger de fattige lande for deres læger og ingeniører?
De konservative: Det ska vær' forskel på å lave nåue og ik' lave nåue...
Kan den mand ikke andre budskaber? Er han blevet slået i hovedet med en politiknippel? Og hvem er Bent Betjent, der lader regeringens støtteparti ydmyge ham ved at fyre hans ene minister mere eller mindre for åben skærm?
SF: Argument 1: Alle de andre stemmer på dem.
Argument 2: Villy er folkelig, han har humor, og han kan brænde igennem.
Endelig er det lykkedes ham at forbigå det forhold, at flere af partiets kandidater er EU-skeptikere, hvilket antyder, at de stadig mangler at få røven ud af 70'erne.
Så har Villy godt nok et problem med tal, da han ikke kan tælle de plejehjem, han har besøgt, men herregud: Stalinistisk matematik har altid været en force for venstrefløjen. Det er derfor, penge konsekvent er blevet til aske mellem hænderne på dem.
Så kun hvis jeg vil have mere motion, bør jeg overveje at stemme på SF, for så får jeg nemlig al mulig grund til at grave mine penge ned i haven. Og det skal være et dybt hul, for SF vil vende tilbage: Penge kan som bekendt bruges to gange, og i øvrigt er borgere til for at blive flået.
Kristendemokraterne. Her er måske et bud. De vil have etik sat på dagsordenen, og det vil vælgerne også. De vil give familierne mere tid og hvilken stresset familie med småbørn og hår, der klistrer til panden, vil ikke det? Partiet vil have klimaet i fokus, og det vil alle andre også.
Med andre ord spilder jeg min stemme her: Hvorfor stemme på nogen, der alligevel aldrig kommer i Folketinget, fordi deres budskaber er så rigtige, at partier med flere penge og flere spindoktorer kan snuppe dem og gøre dem til deres egne?
Enhedslisten: Partiets valgplakater viser kun et Ø - aldrig et ansigt på en kandidat. Tænk hvis en humoristisk sjæl tegnede tørklæder på dem.
Det revolutionære og ateistiske parti, der hylder Karl Marx' ord om, at religion er opium for folket, opstiller en kandidat med islamisk tørklæde. Hun nægter at give hånd til mænd, alene fordi de er mænd. Apartheid er fint, blot det er køns-apartheid og ikke baseret på hudfarve, så kan folkets fortrop fint være med. Hvor dybt kan man synke? Forhåbentlig til langt under spærregrænsen.
Men så er der selvfølgelig...
Dansk Folkeparti: Her er dog et indlysende problem i en valgkamp 2007:
Vælgerne i dette segment er: Lavtlønnede, ufaglærte, pensionerede, bor i Jylland, har fedtet hår og må leve af små indtægter.
Det er så kun den ene side af sagen: Den anden er, at Dansk Folkeparti ikke laver kovendinger, men står fast på sit grundlag: Der desværre består i at skabe edder og forgift og dårlig stemning.
Men så er der endelig nyskabelsen:
Ny Alliance:
Der opstiller folk, der er blevet rige af at lave høreapparater. Ja, i det hele taget er der et rend omkring alliancen af rige og kendte. Et parti der stort set er uden andre budskaber end, at mere vil have mere. Derfor bakker de op om Danmarks bedst integrerede indvandrer, Nasar Khader, der er så velintergreret, at han som alle andre danskere får udført sort arbejde.
Og kandidaterne agerer i overesstemmelse med deres egentlige interesser:
1) Vi kan jo udpeger Fyn som en slags skattefrit Andorra.
2) Nej, ups, det sagde vi ikke.
3) Vi siger kun noget, der kan gøre sig i en handel her og nu.
Så med andre ord: Min Gud, hjælp mig..
torsdag den 8. november 2007
Bedste jul i kvindes minde
– Nå, du er nok julehader, sagde en bekendt forleden. – Nej, det da ved Gud jeg ikke er, svarede jeg og overvejede et splitsekund at tilføje et ho-ho. Bare sådan lige for at udradere enhver tvivl.
I stedet blev det til:
– Altså, bare fordi man ikke lige kan huske andet vers i »Sikken voldsom trængsel og Alarm«, men er nødt til at trave rundt om træet, mens man synger la, la, la, la, la, så gør det ikke én til julehader.
Sagde jeg og lignede en krænket kravlenisse. Men den bekendte havde fat i en pinlig pointe: Når folk går rundt og kigger julehadere ud, så går de altid ud fra, at julehadere ligesom pædofile er mænd.
Man har aldrig oplevet en kvinde, der ikke elsker at begrave sit liv fra midt i oktober til midt i december i gran og kogler og kort og bånd og stjerner og lys og sødt og surt og hvidt og rødt. Som tænder op i brændeovnen med kontoudtogene og siger som en løbsk håndmikser hele januar på grund af tre ekstra kilo.
Nej, julehadere er per definition mænd. Slut, prut, finale. De sidder på deres livs sandstenssokkel og stirrer fortabt på juleriet, og de lærer det aldrig:
Når børnene spørger, hvad far ønsker sig, svarer far: >Et par søde børn<. Hvorefter de lede unger fniser, og manden får et kinesisk waterpas til 22.50.
Det traurige forhold til julen bunder i den skæve, svenske juletrappe, mændene lavede i skolen, dengang de var drenge. Faktisk arbejdede drengene med den fra 3. klasse til sådan cirka midt i 9. klasse, og de fik den kun med hjem, fordi læreren sagde, at den i hvert fald ikke skulle ligge og flyde på hylden.
Derhjemme klappede deres mødre hænderne sammen og sagde, at de aaaaaaldrig havde set nogen lignende som den juletrappe.
Det bliver man ikke julehader af. Men måske en lidt forpjusket (jule)mand. Ho-ho.
I stedet blev det til:
– Altså, bare fordi man ikke lige kan huske andet vers i »Sikken voldsom trængsel og Alarm«, men er nødt til at trave rundt om træet, mens man synger la, la, la, la, la, så gør det ikke én til julehader.
Sagde jeg og lignede en krænket kravlenisse. Men den bekendte havde fat i en pinlig pointe: Når folk går rundt og kigger julehadere ud, så går de altid ud fra, at julehadere ligesom pædofile er mænd.
Man har aldrig oplevet en kvinde, der ikke elsker at begrave sit liv fra midt i oktober til midt i december i gran og kogler og kort og bånd og stjerner og lys og sødt og surt og hvidt og rødt. Som tænder op i brændeovnen med kontoudtogene og siger som en løbsk håndmikser hele januar på grund af tre ekstra kilo.
Nej, julehadere er per definition mænd. Slut, prut, finale. De sidder på deres livs sandstenssokkel og stirrer fortabt på juleriet, og de lærer det aldrig:
Når børnene spørger, hvad far ønsker sig, svarer far: >Et par søde børn<. Hvorefter de lede unger fniser, og manden får et kinesisk waterpas til 22.50.
Det traurige forhold til julen bunder i den skæve, svenske juletrappe, mændene lavede i skolen, dengang de var drenge. Faktisk arbejdede drengene med den fra 3. klasse til sådan cirka midt i 9. klasse, og de fik den kun med hjem, fordi læreren sagde, at den i hvert fald ikke skulle ligge og flyde på hylden.
Derhjemme klappede deres mødre hænderne sammen og sagde, at de aaaaaaldrig havde set nogen lignende som den juletrappe.
Det bliver man ikke julehader af. Men måske en lidt forpjusket (jule)mand. Ho-ho.
onsdag den 7. november 2007
Hjernernes fest bliver det aldrig
Den jul, der nu nærmer sig som en løbsk snescooter i stormvejr, er som bekendt døbt hjerternes fest. Det er sådan almindelig vedtaget, men jeg synes faktisk, det er lidt urimeligt, at hjertet skal have monopol på højtiden. Andre dele af kroppen bidrager da så rigeligt.
Tag nu maven, der i den grad er på arbejde og omdannes til en indsø af sild, snaps, rødkål, mere sild, mere snaps, mere rødkål. Havde det været et havnebassin, var der blevet vrøvl med miljømyndighederne.
For ikke at snakke om ørerne. Forældre til børn i grundskolen vil vide, hvad det handler om: Et maratonløb fra julestuer over gløggaftener til krybbespil. Hvor hænderne ligger døde i skødet henne i skolens gymnastiksal, indtil musiklæreren rejser sig ved klaveret og kigger hvast ud over forsamlingen, der bryder ud i maniske klapsalver, som var der møde i det nordkoreanske kommunistparti. Alt sammen akkompagneret af en susen i varmerørene og lyden af børn, der står på en interimistisk scene og hælder savl ud af blokfløjtens mundstykke.
Eneste kropsdel, der ikke bliver stresset af julen, er hjernen. Mange hjerner er helt åbenlyst gået i vinterhi under halløjet, hvad der ikke kan undgå at påvirke det øvrige system.
Endelig bør nævnes øjnene. De kan blive ganske trætte af tv-julekalendere i 17 udgaver og ganske store, når de ser, hvad hjerternes fest løber op i. De har også fået tics, når resten af kroppen i januar sidder hos lægen, der siger:
– Du skal tabe fem kilo og lade være at læse dine kontoudskrifter for december. Det kan dit hjerte ikke klare. . .
Tag nu maven, der i den grad er på arbejde og omdannes til en indsø af sild, snaps, rødkål, mere sild, mere snaps, mere rødkål. Havde det været et havnebassin, var der blevet vrøvl med miljømyndighederne.
For ikke at snakke om ørerne. Forældre til børn i grundskolen vil vide, hvad det handler om: Et maratonløb fra julestuer over gløggaftener til krybbespil. Hvor hænderne ligger døde i skødet henne i skolens gymnastiksal, indtil musiklæreren rejser sig ved klaveret og kigger hvast ud over forsamlingen, der bryder ud i maniske klapsalver, som var der møde i det nordkoreanske kommunistparti. Alt sammen akkompagneret af en susen i varmerørene og lyden af børn, der står på en interimistisk scene og hælder savl ud af blokfløjtens mundstykke.
Eneste kropsdel, der ikke bliver stresset af julen, er hjernen. Mange hjerner er helt åbenlyst gået i vinterhi under halløjet, hvad der ikke kan undgå at påvirke det øvrige system.
Endelig bør nævnes øjnene. De kan blive ganske trætte af tv-julekalendere i 17 udgaver og ganske store, når de ser, hvad hjerternes fest løber op i. De har også fået tics, når resten af kroppen i januar sidder hos lægen, der siger:
– Du skal tabe fem kilo og lade være at læse dine kontoudskrifter for december. Det kan dit hjerte ikke klare. . .
fredag den 2. november 2007
Jeg mangler ånd
Jeg kan lige så godt tilstå: Jeg mangler fuldstændig ånd. Den eneste spænding, jeg oplever, er helt bogstaveligt talt åndløs spænding. Udtrækningen af lottotal og regninger fra autoværkstedet og den slags.
Der er simpelthen ingen ånd i min hverdag, og jeg kan godt sidde og blive lidt misundelig, når jeg ser de her Åndernes Magt-programmer, hvor forskræmte mennesker fortæller, hvordan bordene danser, og katten rejser børster, fordi en for længst afdød tjenestepige vandrer rundt for at genoplive de glade dage i 1654, da hun sidst boede på stedet med lus under armene, fedt i håret og sex i svinestien.
Så er det altså en lidt mistrøstig fornemmelse at kigge sig rundt i sit eget liv. Det eneste, der danser rundt, er nullermændene under brændeovnen, og hvis katten overhovedet gider mande sig op til at rejse børster, er det fordi den ser mig med morgenhår.
Og så tør jeg slet ikke tænke på dem, der tager den store pakke og skal have en dæmon-uddrivelse. Selv mit astrallegeme har jeg opgivet at få øje på. Jeg er ellers ret nysgerrig, fordi jeg har en svag fornemmelse af, at netop mit astrallegeme ligner en blanding af Edvard Munchs »Skriget« og Henrik Qvortrup på speed.
Men det er alt samme uden for rækkevidde. Det nærmeste, jeg kommer spiritualitet i mit liv, er horoskoper, og det kan ærlig talt være det samme. Det sidste, jeg læste, hævdede, at der ventede »kreative opgaver i køkkenet«. Det tyder på nogle ret nærsynede stjerner med dårlig smag, skulle jeg hilse at sige. Og oplevelsen er absolut ikke åndelig. Højest lettere åndssvag.
Der er simpelthen ingen ånd i min hverdag, og jeg kan godt sidde og blive lidt misundelig, når jeg ser de her Åndernes Magt-programmer, hvor forskræmte mennesker fortæller, hvordan bordene danser, og katten rejser børster, fordi en for længst afdød tjenestepige vandrer rundt for at genoplive de glade dage i 1654, da hun sidst boede på stedet med lus under armene, fedt i håret og sex i svinestien.
Så er det altså en lidt mistrøstig fornemmelse at kigge sig rundt i sit eget liv. Det eneste, der danser rundt, er nullermændene under brændeovnen, og hvis katten overhovedet gider mande sig op til at rejse børster, er det fordi den ser mig med morgenhår.
Og så tør jeg slet ikke tænke på dem, der tager den store pakke og skal have en dæmon-uddrivelse. Selv mit astrallegeme har jeg opgivet at få øje på. Jeg er ellers ret nysgerrig, fordi jeg har en svag fornemmelse af, at netop mit astrallegeme ligner en blanding af Edvard Munchs »Skriget« og Henrik Qvortrup på speed.
Men det er alt samme uden for rækkevidde. Det nærmeste, jeg kommer spiritualitet i mit liv, er horoskoper, og det kan ærlig talt være det samme. Det sidste, jeg læste, hævdede, at der ventede »kreative opgaver i køkkenet«. Det tyder på nogle ret nærsynede stjerner med dårlig smag, skulle jeg hilse at sige. Og oplevelsen er absolut ikke åndelig. Højest lettere åndssvag.
Abonner på:
Opslag (Atom)
