En klovn i gaveland

Jeg er en klovn til at købe gaver. Jeg kan finde på at give folk en bog, fordi jeg tror, at dens indhold interesserer dem. Og kan derefter med krumme tæer iagttage deres sårede blikke, når de pakker bogen ud. Fordi det er en paperback. Fordi den derfor ikke passer ind i Montana reolen. Og fordi den derfor partout må byttes til en bog om spændende retter til Webergrill.
Af samme grund tør jeg ikke give folk ægte kunst. Det skal ikke hedde sig, at det er min skyld, at de skal skifte sofaarrangementet ud.
Og når vi nu gaber over emnet gaver, så ved jeg godt, at mange kvinder med stemmer som løbske dampstrygejern vil hvæse, at alle mænd er dårlige til at købe gaver. Bebrejdelsen kommer fra et bjerg af bundløse trusser, lilla hofteholdere og bh’er med kvarte skåle og bliver afleveret med stramme læber. Det er så det eneste stramme på disse kvinder og dermed forklaringen på bitterheden over de unyttige gaver, der mest er en gave til giveren.
Hvorfor er mænd så dårlige til at give gaver? Og hvorfor tage det penible emne op, når vi ved, at det er som at tørre sig under armene med russisk bjørneklo?
Selvfølgelig fordi julen nærmer sig som en tsunami og tvinger os alle til at se krisen i øjnene. Inden kriserne eksploderer og får juletræets lys til at blafre nervøst.
Jeg tror, jeg har forklaringen på, at mænd køber gaver som Mister Bean kører bil: Det er vores beskedenhed.
Spørg os hvad vi ønsker, og vi mumler: Ingenting.
Resultat: En flaske dårlig cognac købt på tanken lillejuleaften klokken 23.
Det kan jo forkrøble ethvert gave-gen.