En skideballe fra åndernes rige

Der er nogle mennesker, der er helt vilde med at komme i kontakt med den anden side. Der kan jeg ikke være med. Jeg er himmelhenrykt, bare jeg kan komme igennem til min læge på telefonen. For ikke at snakke om at komme i kontakt med teleselskaber, forsikringsselskaber og abonnementsservice. De samtaler udvikler sig sjældent særligt åndeligt, selv om jeg skal tilstå, at der kan være en snert af nær-død oplevelse i at få at vide, at man er nummer 16 i køen.
Men tilbage til det med den anden side. Det er grumme populært at komme i kontakt med afdøde familiemedlemmer. Og så er jeg da helt stået af. Jeg synes, mine afdøde familiemedlemmer kunne være anstrengende nok i deres jordiske form og så møde dem i åndelig og uendelig tilstand – ikke tale om. Den risiko er ikke værd at tage. Hvad, hvis de finder ud af, hvor jeg bor? Forfølger mig hjem og slår sig ned i støvsuger–skabet, hvor de siger som en Nilfisk, der trænger til at få skifte posen?
Jeg er også ret sikker på, at de andre deltagere i seancen vil føle det pinligt, hvis jeg kom i kontakt med visse af mine afdøde pårørende i en større forsamling:
– Nå, der sidder du, og du kan stadig ikke sige goddag, når du kommer ind i stuen, tag de albuer ned fra bordet og ret så ryggen, hvor tit skal sige det, og hvad laver du, jeg tænkte nok, at du aldrig ville blive til noget fornuftigt, du kunne også bare have taget den elevplads i banken, men næ, nej, du skulle absolut læse old-islandsk, og hvad vil du nu leve af, og du skal ikke gå nu, sæt dig ned, mens jeg taler til dig, hvor bor du og har du et støvsugerskab . . .