Bedste jul i kvindes minde

– Nå, du er nok julehader, sagde en bekendt forleden. – Nej, det da ved Gud jeg ikke er, svarede jeg og overvejede et splitsekund at tilføje et ho-ho. Bare sådan lige for at udradere enhver tvivl.
I stedet blev det til:
– Altså, bare fordi man ikke lige kan huske andet vers i »Sikken voldsom trængsel og Alarm«, men er nødt til at trave rundt om træet, mens man synger la, la, la, la, la, så gør det ikke én til julehader.
Sagde jeg og lignede en krænket kravlenisse. Men den bekendte havde fat i en pinlig pointe: Når folk går rundt og kigger julehadere ud, så går de altid ud fra, at julehadere ligesom pædofile er mænd.
Man har aldrig oplevet en kvinde, der ikke elsker at begrave sit liv fra midt i oktober til midt i december i gran og kogler og kort og bånd og stjerner og lys og sødt og surt og hvidt og rødt. Som tænder op i brændeovnen med kontoudtogene og siger som en løbsk håndmikser hele januar på grund af tre ekstra kilo.
Nej, julehadere er per definition mænd. Slut, prut, finale. De sidder på deres livs sandstenssokkel og stirrer fortabt på juleriet, og de lærer det aldrig:
Når børnene spørger, hvad far ønsker sig, svarer far: >Et par søde børn<. Hvorefter de lede unger fniser, og manden får et kinesisk waterpas til 22.50.
Det traurige forhold til julen bunder i den skæve, svenske juletrappe, mændene lavede i skolen, dengang de var drenge. Faktisk arbejdede drengene med den fra 3. klasse til sådan cirka midt i 9. klasse, og de fik den kun med hjem, fordi læreren sagde, at den i hvert fald ikke skulle ligge og flyde på hylden.
Derhjemme klappede deres mødre hænderne sammen og sagde, at de aaaaaaldrig havde set nogen lignende som den juletrappe.
Det bliver man ikke julehader af. Men måske en lidt forpjusket (jule)mand. Ho-ho.