De lette gamle dage

Der er en tilbagevendende debat om begrebet "de gode gamle dage". For var de egentlig så gode? Måske er det mere rigtigt at kalde dem de lette gamle dage, for meget var unægtelig meget nemmere engang.

I skolen gik alle i bad efter gymnastik. Sommetider med koldt vand, men altid uden brok.

Ingen forældre hjalp med lektier. Det mente de faktisk var lærernes arbejde. Skolehjem-samarbejde var et årligt møde, hvor forældre fik at vide, at ungen sådan set var klog nok, men doven, og det vidste de jo godt i forvejen.

Ude i verden gik voksne rundt og brugte udtryk som neger, spasser og hareskår, uden at nogen tog anstød af det.

Børn blev uden cykelhjelm sendt til Brugsen efter "20 Cecil, to elefanter og BT", men blev truet med bål og brand, hvis de begyndte at ryge. Det var så intet problem. Cigaretter kunne trækkes i automater, så man kunne begynde at ryge uden indblanding fra voksne. Og da der kom mønter med hul i, kunne sammen mønt ved hjælp af en snor bruges flere gange, selv om ordet innovation ikke var opfundet.

 Børn gik ikke til fodbold. (Det gør de heller ikke i dag. De bliver kørt.) De spillede det bare. Ofte på en mark i hverdagstøj i regnvejr, og hvor en del af kampen handlede om at sparke bolden op i hovedet på dem, der brugte briller.

 Når man kom hjem efter sådan en omgang, smed sig på hynden på skibsbriksen og gloede på en plakat med Suzi Quatro, ville man ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, at dette skulle blive de "gode gamle dage."

Glade gamle kvinder

Jeg har nogle kvindelige kolleger, der sommetider taler en del om emnet "sure gamle mænd". Det forekommer mig, at det lidt ofte sker, når jeg er indenfor hørevidde, men det kan selvfølgelig være en tilfældighed.

Har man hørt om "sure gamle kvinder"? Nej, hvis man spørger Google, insisterer søgemaskinen på at rette det til "sure gamle damer".

Nu er der bare det, at begrebet "damer" efterhånden kun eksisterer inden for sporten og på dørene til offentlige toiletter. Alle andre steder hedder hunkønsvæsener kvinder, og de kan tilsyneladende ikke udvikle surhed med alderen.

 Der findes en amerikansk film, "Gnavne gamle mænd". Kunne man forestille sig en film med titlen "Gnavne gamle kvinder"? Jeg har prøvet og kommer hver gang til at tænke på Birthe Rønn Hornbech, så jeg er holdt op.

Måske hænger forskellen sammen med, at kvinder gennem livet sørger for, at surheden ikke får lov at hobe sig op. Det lader sig kun gøre på én måde: Slippe galden løbende ud.

Det begynder i de helt unge år:

– Aiiii, du stiller bare ikke det bordfodbold op i min stue - ja, min . . . 

Ved sådan at justere udslippet kan kvinder slentre gennem livet på lette fødder og med et let sind.

Også når de bliver ældre:

– Så du vil ikke med til det foredrag om tarmskylning hos folkeuniversitetet? Jamen, du kan da også bare blive hængende i sofaen og se "2. Verdenskrig i farver" på DR K - som en anden sur, gammel mand.

Tarme på hjernen

Det er indtil for nylig forbigået min opmærksomhed, at sundheds- og livsstilsforfattere har fundet et nyt emne at kaste sig over: Vores tarme.

Det, der tidligere blot var en bunke ikke særligt pænt stablet medister, der en gang i mellem gav en prut fra sig, er blevet et videnskabeligt projekt på niveau med motionsløb og stenalder-mad.

Man kan købe bøger med titler som "Tarme i topform", ja der er sågar en der hedder: "Elsk din tarm". Jeg er ikke helt sikker på, at jeg vil vide hvordan.

Hvad er der sket? Har vi fået tarme på hjernen? Forsker man tilstrækkeligt i emnet, vil man falde over mange detaljer - også nogle, man ikke har lyst til at kende.

Tarmsystemet kan blive det nye samtaleemne ved middagsbordet i selskab med bodymass index, hvilepuls, fedtprocent, madkemikalier og kondital, samtidig man sidder og forundret diskuterer, hvorfor så mange børn har spiseforstyrrelser.

Mens de gamle ved bordet skulle takke for maden, skal vi i dag frygte fødeindtaget. Det sker med udveksling af store bunke fakta rundt om bordet mellem mennesker, der er så sunde og slanke, især kvinderne, at man sommetider spekulerer på, om der overhovedet er plads til tarme i den krop.

Det er sikkert en naturlig udvikling, da mad er blevet gud og sundhedsbøger bibler. Hjerte, blodtryk og vægt har fået deres. Nu er turen komme til de arme tarme, og man får en ubændig trang til gendigte en gammel schlager "Man kan jo ikke gøre for, at man har tarme".

På indkøb med klovn

Forleden var jeg inde at købe nye sko. Det tog ikke mange minutter at blive 939 kroner fattigere, for jeg køber sko efter få og enkle principper:

1) Får øje på sko.

2)Konstaterer at de passer.

 3) Siger: Det er lige mig.

4)Betaler og går ud.

Altså ikke som kvinder:

 1) Kommer farende ind i butik.

2) Prøver 11 par sko.

 3) Gør ekspeditricer trætte.

 4) Ender med at købe det første par de prøvede.

Det hører med til historien, at jeg under mit hurtige indkøb nåede at investere i en dåse med lædervoks og en flaske med indprægneringsspray.

Stolt vandrede jeg hjem for at fortælle om mit snusfornuftige og forudseende indkøb, men det faldt på stenet grund:

– Indprægneringsspray har vi altså rigeligt af, men det må du selvfølgelig selv om. (Oversat for mænd: (Du har dummet dig igen.)

På det tidspunkt var min mund ved at tage magten fra min hjerne for at sige:

– Jamen, ekspeditricen bar sin C-skål så pænt.

 Så kom jeg i tanke om den danske tv-serie "Klovn".

 Og holdt min mund.

Situationen vil typisk kun ramme mænd. Kan man forestille sig en kvinde komme hjem og sige, at hun har købt nye sko og en mand herefter svare:

– Du har da masser af sko.

 Nej, det gør kun uerfarne eller meget dumdristige mænd.

Men skulle nogle stå at mangle noget water blocker så meld glad ind. Så kommer jeg. I sko, der kan tåle næsten alt.

Giv os i dag vort daglige brød, hvis det altså er økologisk

I gamle dage skulle de forsage djævelen. Han har imidlertid forladt vores liv som dårlig rollemodel - måske døde han af rygerlunger - i stedet skal vi forsage fedt, sukker salt, tobak, mælk, alkohol, gluten, laktose og hvidt brød.

Hvor der i gamle dage blot skulle én djævel til for at få vores forfædre til at rette ind, er der i dag adskillige djævle løs, og de sidder ikke i detaljen, men i kostplanen. Og mens de gamle kiggede bedende mod himlen, stirrer folk i dag på varedeklarationer med et blik som Johanne Schmidt Nielsen, når hun bliver hidsig. Måske hænger det sammen med at, ikke blot Fanden har forladt os. Han tog Gud med, og i stedet har flere fået mad som religion og helsebøger som hellige skrifter.

 Det gribes an på forskellig måde. Nogle sværger til stenalder-kost. Er man stærk nok i troen, kræves ikke rationelle svar, og derfor kan man ikke få oplyst, hvorfor mad fra stenalderen, da gennemsnitsalderen var 30, skulle være god.

Diæter er mangfoldige som e-numre, og de skal holde os sunde og slanke. Sammen med kiloene er det første, mange taber, deres humoristiske sans. Det vil man vide, hvis man én gang har spurgt en veganer, om de heller ikke går med uldsokker. Det bliver modtaget med et fåret blik - og nej: Det sidste var heller ikke sjovt.

Friheden på menuen er eksploderet siden dengang, man ydmygt takkede for det daglige brød. I dag tager vi det bare. Altså hvis det er økologisk og er med kerner . . . Hvad! Hvidt brød! Er du rigtig klog, sig mig, er du klar over, at . . . .

Et hundeliv på første klasse

Der er kun én ting, der er værre end at sige grimme ting om folk. Det er at sige grimme ting om folks kæledyr. Nu har også kæledyr et hierarki og let's face it: Det er hunde og katte, man skal være særlig varsom med.

Det ved enhver klummeskribent, der har ladet en kritisk bemærkning falde om hunde. Indboksen fyldes med vrede bjæf fra hundeejere, der synes, man hellere skulle skrive om katte, der sætter poteaftryk på biler. Det gør dog kun en uerfaren klummeskribent, for indboksen fyldes med vrede hvæs fra katteejere, der synes, man hellere skulle skrive om alle de hunde, der besørger overalt og snuser folk i skridtet.

Et hundeliv er i dag ofte et liv på første klasse. Med bidering og wellness. Man kan sågar møde mennesker, der i ramme alvor hævder, at hunden er deres bedste ven. Om det skal forstås sådan, at de har opgivet at finde en kæreste til fordel for et kræ, der modtager dem i døren med tungen ud af munden, melder historien aldrig noget om. Og man tør ikke spørge.

Måske er sagen, at hunde har denne særlige plads i manges hjerter, fordi de har pels og sådan nogle appellerende øjne. De gør som regel også, som man siger, hvor katte synes at have stor fornøjelse af det modsatte. Med en sådan intimitet er det en alvorlig og inderlig sag at have et kæledyr. Ikke et forhold, der ville virke overbevisende hos folk med andre slags husdyr:

– Ja, det er Henry, min fugleedderkop. Bare rolig - han gør ingenting, og han snuser dig garanteret ikke i skridtet. . . 

Man tror, det er løgn

Skal man altid sige sandheden. Den fulde sandhed og alene sandheden? Det ville være løgn at svare ubetinget ja til spørgsmålet.

Lidt løgn letter livet, og den fulde og absolutte sandhed ville give tomhed på advokatkontorer og retssale, ligesom samtalerne mellem lystfiskerne ved søbredden ville blive kortvarige og uden glød.

Men en løgn er ikke en urokkelig størrelse. Der er sorte løgne, hvide løgne, og for et par år siden fik vi at vide, at det var i orden, at politikere stikker en nødløgn.

De skal imidlertid omgås med varsomhed. Historiens første nødløgn i Det gamle Testamente faldt noget til jorden, da Eva stjal et æble og bagefter prøvede at skyde skylden på et krybdyr. Det var ærlig talt tyndt. Ikke underligt at chefen blev sur og smed dem ud af haveanlægget.

Det kan give anledning til grublen over udfaldet, hvis det var Adam, der havde taget den første bid. Garanteret mere heldigt:

– Æble . . hvad for et æble? Nå, dét. Jamen, det var Eva. På æresord. Og hvem tror du mest på? Mig eller en, der er lavet af mit ribben?

Siden den episode har mænd klart vist sig bedre til at lyve end kvinder. Tag bare Stein Bagger. Han var så god til det, at man troede, det var løgn.

 Måske hænger det sammen med, at mænd har mere på spil. Man kan blot tænke på ordvekslingen:

– Ser min røv for stor ud i de her bukser?

Kunne man her forestille sig et ærligt svar i stil med:

– Ja, det ser faktisk ud som om, nogle har hældt en vandseng ned i dine bukser.

Den gule fare i det grønne

Min kollega har købt en mælkebøtte-fjerner. Da den indpakket stod lænet op ad skrivebordet, lignede den et luft-til-jord-missil, hvad den vel egentlig også er: Den skal ramme ned et sted og dræbe en masse fjender på én gang.

– Kan man ikke bare lade de mælkebøtter være i fred, sagde jeg med venligboer-stemmen på.

Både våbenejeren og en anden kollega så på mig, som havde jeg fortalt dem, jeg var pædofil: – Neej lød det. Så udråbstegnene stod og dirrede i luften.

Jeg ved ikke, hvad det er, men det, der livsglad trives og arbejder - helt af sig selv, uden jobtilskud i form af gødning, lugejern og unødvendigt håndarbejde - det skal bekæmpes. Slås ned. Hvorimod mange anvender gødning, lugejern og unødvendigt håndarbejde på at holde liv i skvattede gevækster, der alligevel afgår ved døden på grund af nattefrost, eller fordi katten har tisset i bedet.

Fat det hvem der kan. Løsningen er måske at betragte hele sin have som nyttehave. Skvalderkål er glimrende til salat og tærter, og brændenælder kan bruges i pandekagedej. Ja, man kunne gå så langt, som at slå sin have op som "ny nordisk have" og hyre en tv-kok til at komme og plukke gevæksterne. Da kendis-kokke tit er skaldede og har tatoveringer, skal man nok lige varsko naboen, så han ikke tror, der er ved at skyde en rockerborg op.

 Tværtimod kan sådan en løsning blive den rene harmoni, som man kan sidde og iagttage i peace and love-mode med blomster i håret. Mælkebøtter for eksempel.

Ung med de gamle

Forleden fortalte min kone begejstret om en 60-årig, der var gået i skarp træning, inden han skulle bestige Kilimanjaro.

Jeg undlod at kommentere det. Min mening om den slags vil blive modtaget med et blik, der normalt er reserveret folk, som fortæller, at de har glemt en lottokupon med syv rigtige i lommen på et par bukser, der nu befinder sig i vaskemaskinen.

Men noget er sket. Ingen vil længere være gamle. Slet ikke de ældre. De vil være seniorer og gråt guld - også i de tilfælde, hvor det er mere uld end guld. Man kan have gamle venner og være gammel i gårde, men bare sådan gammel? Bvadr. Det lugter af ruskindslapper på de strikkede trøjeærmer, blødt brød og makrelguf på tube.

For 35 år siden ville 60-årige med glæde se frem til efterlønnen, så de kunne koncentrere sig om frimærkesamlingen. Nu skal de bestige bjerge, stå på vandski, eller de anskaffer sig en motorcykel, kører desperat af sted med vinden i den vigende hårpragt og holder træf med ligesindede:

– Fin lille tatovering du har der.

– Det er en åreknude.

Den slags ydmygelser og ømme muskler i fitnesscentre, udsætter man sig for i kampen mod at blive gammel og sidde hjemme i en stol og konstatere, at man har flere hår ud ad næsen end på hovedet. Fordi næste skridt efter stemplet gammel er: Manden med leen, den kolde ånde og knokkelhænderne.

Så hellere falde om med en blodprop et sted på Kilimanjaro.

 Og en viden om at man holdt sig ung.

Rejsens lovmæssigheder

En lovmæssighed er i ordbogen forklaret som en faktor, der styrer noget af virkeligheden uafhængigt af mennesker. Lidt lige som Skat, faktisk.

Jeg har lige stiftet bekendtskab med, at den del af livet, der er rejselivet, således har en række urokkelige lovmæssigheder. Den første viser sig allerede før afrejsen:

 "Vi har pakket alt for meget".

 Efter ankomsten:

 Pokkers, vi har glemt . . . "

På flyrejser står lovmæssigheder nærmest i kø. Her sidder passagererne ofte tre og tre. Lovmæssigheden er, at det altid er den, der sidder på vinduespladsen, der skal først ud at tisse.

En anden er, at charterfly altid rummer to yngre par, der har taget blebørn med på en fem timer lang flyvetur. Nummer et begynder at skråle ved Billund og stopper først i bevidstløs tilstand et sted over Biscayen. Så tager nummer to over.

Det er også i charterfly, at man møder en person - sjovt nok oftest en mand - der er fuld af tips til, hvor man kan tage hen på rejsemålet. For eksempel til en ø, hvor "der er seriøst varmt, siger jeg. 45 grader."

Den slags synes min kone altid er spændende, og det synes jeg sådan set også. 45 grader:

– Hvor var I henne i ferien?

– Jo, vi tog en uge til Skærsilden.

Endelig er der en lovmæssighed, der minder lidt om den første:

– Jeg synes, at kufferten vejer mindre, end da vi tog af sted. 

Pokkers, vi har glemt . . .

I 2016 vil gerne undvære . . .

Nu har jeg siddet klar ved telefonen gennem længere tid og ventet på, at journalister ringer og spørger, hvad jeg forventer mig af 2016.

 Det er ikke sket, og så må jeg jo selv tage initiativ. Egentlige nytårsforsætter har jeg ikke overvejet. De har det med at overleve så længe som isterninger i Sahara, fordi de har en kedelig tendens til at være karske krav til en selv.

 Jeg vil foretrække at opstille fremtidsønsker, der pålægger andre at overveje deres opførsel, tænke lidt over deres fremtoning og sprog. Ja, i det hele taget tage sig sammen.

Sådanne forsætter er ulige lettere, og der er emner nok. I 2016 vil jeg derfor se frem til at sige farvel til:

Folk, der står i køen fredag eftermiddag og udbryder:

– Gud, skal man selv veje druerne, nå men det løber, jeg lige ned og gør. . .

Folk, der indleder alle sætninger med "jamen": Hvordan gik jobsamtalen.  Jamen, det gik udmærket. Hvordan var ferien? Jamen, den var okay. . . 

Jamen, så hold dog op!

Kvinder, der omtaler deres pigebørn som "prinsesser". Hør nu: Prinsesser er tynde, sarte og skabede væsener, der har upraktiske sko, får blå mærker af at sove på ærter og hele livet igennem tror, at de kan køre den igennem på tykt hår og tynde ben.

 For øvrigt er du ikke dronning. Ergo er din datter ikke prinsesse.

Medier, der hvert år spørger affable kendisser om deres forventninger til det kommende år. Og glemmer at spørge sure gamle mænd. Bare se hvad der kommer ud af det . . .