Lumre lyst-læsere

Om sommeren kan lystlæserne endelig smide smudsomslaget, komme ud af bogskabet og vifte med æselørerne. På denne tid bliver deres tilbøjelighed lidt mindre kriminel. Man bliver ikke set skævt til, fordi man henover kartoffelsalaten til sommerfesten meddeler, at man er ved at læse en bog. Sådan bare for sin fornøjelses skyld.
Tværtimod. Sommer betyder bar røv og bikini, og den årstid er tolerant. Aviserne bringer serier som >min yndlingsbog<. Hvis man keder sig i sommervarmen, skal man >læse en god bog<, hævder boghandlerne. Lidt ligesom når lægen siger, man skal skrubbe hjem i seng, hvis man har feber. At kede sig er centralt, når vi beskæftiger os med den fortielse, lystlæserne udsættes for. Det er ikke fordi, nationen læser mindre. Tværtimod går en stadig større del af vores liv med at læse e-mails, rudebreve, tilbudsaviser, varedeklarationer, undertekster på tv samt manualer til håndmiksere. Men det er noget andet. Det handler om overlevelse og om at undgå det nederlag, det er, at se et parti gratis pejsebrænde gå ens næse forbi i Den Blå Avis. Men at læse for sjov og for lyst. Det kan man gøre, når man keder sig. Og når der ikke er noget bedre i fjernsynet. Ellers ikke. Ganske vist bliver forlagene ved at råbe ind i ansigterne på alle, at de sælger flere bøger, men hvorfor taler vi så aldrig om vores kup på hylderne? Hvorfor står vi ikke frem og siger: - Ja, jeg læser romaner. Hvorfor er det tabu, ligesom når vi piller bussemænd med hår på og opdager, at vi i årevis har udtalt ordet foyer forkert? Fordi lystlæsningen er tabu. Har vi måske nogensinde mødt et menneske præsentere sig som læser? Jo bevares - journalister kender de her irriterende typer, der ringer og siger:
- Ja, jeg er af læser af Jeres avis og kan ikke forstå, at der er så mange stavefejl i den.
Men ellers. Kender vi nogen, der åbent indrømmer, at de læser bøger? Altså for sjov. Suger følelser, indtryk, drama og oplevelser til sig? Som trang og tilbøjelighed.
Kunne man forestille sig en nybagt far stå ved hækken og om sin søn sige:
- Jeg håber, han bliver en stor læser?
Nej vel.
Kunne vi finde på at skrive i en kontaktannonce: >Jeg tænder på det skrevne ord<. Helt ærligt. Jeg gad også godt se ham, der står nede ved cafeens bar og prikker en 19-årig D-skål på den solbrune skulder og sige:
- Hvaa’ - skal jeg læse højt for dig i aften?
Nej. Ingen praler af det. Vi vil ikke ønske det for vores børn, og det er ikke særligt sexet. Men lystlæserne findes. Det kan vi se på salgstallene. Måske mødes de i lukkede selskaber lige som Anonyme Alkoholikere:
- Ja, jeg er Bent. Jeg er tvangslæser. Jeg har ikke villet se det i øjnene, indtil jeg røg på ”Ringenes Herre”, men så sagde min kone, at jeg kunne have malet carporten og bygget en udestue på den tid, jeg brugte på at læse det lort. Og så kunne jeg godt se, jeg havde et problem.
- Ja, jeg hedder Erik. Jeg forstår enormt godt, hvordan du føler det, Bent. Jeg har været på Kirkegaard, siden jeg var 13. Da jeg var 17 begyndte jeg at vågne om natten og sige ord som eksistentialisme i søvne. Nu er jeg 30, og de siger, der ikke er noget at stille op. Jeg dør af indsigt.
Måske handler det om, at skønlitteratur er suspekt. Det lugter af ulevet liv. Oser af strikkede veste med ruskindslapper på albuerne, ristet brød med smør og te klokken 20. Noget hengemt.
Og værst af alt: Det lugter af en tro på, at man kan trække tråde, sige aha og bruge andres erfaringer og fantasi til noget. Hvad der er en alvorlig fodfejl i en kultur, hvor ikke så få ignoranter tror, de skal opfinde den dybe tallerken hver dag. Og gebærder sig som om de faktisk gjorde det.